Jens Jørn Spottag, Maria Rossing, Lila Nobel, Sicilia Gadborg Høegh og Peter Plaugborg i ‘Othello’ på Det Kgl. (Tegning: Claus Seidel)

KOM SÅ, FRU OTHELLO

Elise Kragerup går til den med Shakespeares ‘Othello’ på Det Kgl. Det er teater til indvandrer- og kønsrolledebat.

Dramatiker: Shakespeare. Iscenesætter: Elisa Kragerup. Scenograf: Jonas Fly. Medvirkende: Jens Jørn Spottag, Lila Nobel, Sicilia Gadborg Høegh, Peter Plaugborg, Maria Rossing, Morten Christensen, Peter Christoffersen, Morten Hee Andersen, Simon Bennebjerg, Emma Sehested Høegh og Jeanette Albeck.

’Othello’ spiller på Skuespilhusets Store Scene gennem oktober og november på forskellige datoer. Varighed: 2 t. 50 min. inkl. pause.

****

TAK skæbne. Her bliver sat noget i skred. Det Kgl.s opsætning af Shakespeares ’Othello’ foretager et tredobbelt greb.
Vi er til morderisk jalousidrama. Vi er til kønspolitisk rusk i tremmerne. Og vi er til racekrig.
Næsten alt kan man grave op af det fantastiske manuskript. Hvis man vil. Jalousi, så det fyger. Ikke så meget kvindesag. Det optager ikke Shakespeare. Men raceproblematik? Jo da.
Allerede i stykkets første scene, siger slynglen Jago til Desdemonas far: ”I vil have jeres datter parret med en hingst fra barbariet, I vil have børnebørn, der vrinsker ad jer…”
Barbariet – det er personen Othello, der er ’hingsten’, den spansk-mauriske general i den venezianske hær, mørk i huden og derfor torn i øjet på ægte, ordentlige, europæiske venezianere. En barbar, der har møvet sig til tops i hierarkiet!
Og det morderiske jalousidrama. Selvfølgelig. Det er bare nær ved at blive overvældet af iscenesætteren Elisa Kragerups maniske idé med at gøre Othello til en kvinde – det er den ypperlige skuespiller Lila Nobel, der har fået rollen. Og Jens Jørn Spottag, der som Jago i starten præsenterer, hvor vi skal hen, siger med vilje ’han’ og retter det strakt til ’hun’ – vi skal hjælpes på vej til at fatte og acceptere kunstgrebet.
Stærke sager, altså. Vi skal se stykket som et argument i tidens køns- og race-diskussion, et shakespearsk, slagkraftigt bidrag til regnbue-manifestationerne.
Fint nok. Teatret skal bruges, sparke os til meninger, bruge Davids-slyngen til at fortælle, at nogen har noget på hjerte, der handler om her og nu.
Vi er omgående i første scene til hændelserne i det venezianske senat, hvor mænd er mænd, hvor sceneriet er en million mande-habitter ophængt fra kælder til kvist, mændene muskeldrenge med bare maver og hår på brystet, friske til gymnastiske øvelser i bardunerne. Og forestllingens Desdemona en lidt forsagt, en meget teenage-grøn Sicilia Gadborg Høegh.

MEN her sidder man så med Verdi-operaen ’Otello’ langt ind i marven. Den er jalousidramaet, jeg havde nær sagt: Non plus ultra. Shakespeares ’Othello’ skåret til benet. Det sviende menneskedrama om denne Jago, som i had og bitterhed over at blive desavoueret af Othello til fordel for den smarte, charmerende overklassefyr Cassio udpønser sin hævn, sniger sig ind på det forelskede par Othello og Desdemona, ser sit snit til skridt for skridt at undergrave Othellos trygge forelskelse, planter mistanke om utroskab og smyger sig uden om faldgruber, der kan få hans knopskydning af snedige manipulationer til at blive afsløret.
Verdi har musikken som den knusende urkraft i skildringen af både ondskaben og kærligheden. Med musik kan han få hårene til at rejse sig på vores hoveder under Jagos ’Credo’-monolog i 2. akt. Og kærlighedens ubegribelige mysterium og skønhed til at lukke sig omkring os i 1.aktens store duet.

VERDI var tæt på at kalde sin opera ’Jago’ i stedet for ’Otello’. Også i Elisa Kragerups ’Othello’ er Jago i den grad den centrale person. Hun sætter så mange ting i spil allerede i 1.akt, ting, der garnerer Jago-figuren med f.eks. Peter Plaugborg som en pudsig og grotesk Cassio og flere af de andre mandspersoner som klovnede eller sølle macho-aber.
Men det er Jens Jørn Spottags Jago, vi som tilskuer-sporhunde hæfter vores opmærksomhed på, det er den ubegribelige troværdighed, det lykkes ham at konstruere i sin pertentlige, men også improviserede opbygning af Jagos hævnaktioner, der holder os fangen. Manøvredygtigheden. En politisk spin-kunst, der måtte kunne bringe ham direkte i folketinget.
Så kan Spottag nok så meget i programmet argumentere for, at Jago på bunden er en hædersmand. I Jagos ’Blå Bog’ vil der stå smukke ord om ham, helt frem til afsløringerne og Othellos mord på den uskyldige Desdemona og Othellos efterfølgende selvmord. Hæderligheden må hans rapmundede kone Emilia få æren af. Maria Rossing spiller hende djærvt og ligetil.

PROGRAMMET er i øvrigt fuldt af velargumenterende analyser af og forsvar for valget af en kvinde i rollen som Othello –  den mest maskuline hovedperson i Shakespeares samtlige dramaer. Mange sære veje føres vi på i Me Lunds ordrige stribe artikler og interviews i programmet. I interviewet med Elisa Kragerup siger denne: ”Som iscenesætter generer det mig, hvis teatret altid fremstiller manden som den aktivt handlende og kvinden som den passivt modtagende.”
Hvor mon Shakespeares rovdyr Lady Macbeth befinder sig i hendes bevidsthed. Som undtagelsen, der bekræfter reglen? Det er jo en mulighed.
Men også et eksempel på det hårdtslående, utraditionelle greb, Elisa Kragerup og hendes scenograf Jonas Fly har valgt med denne ’Othello’. Vi skal have kvinden som berettiget, men stadig anfægtet magtmenneske lige i øjet.
Hvor ubrugt potentialet er, og omvendt: Hvor énsporet den mandlige dominans i samfundet er, kan vi efterhånden diskutere. Det gør vi så oven på denne ’Othello’. Hvad vel også er meningen.

gregersDH.dk