‘Diktatoren’ Nørrebro Teater 23.9. 2017

Opfordring: Send skoleelever til 'Diktatoren' på Nørrebro Teater. Det giver mere pote end så meget andet teater.

 

 

Julie Agnete Vang, Jesper Hyldegaard. Olaf Johannesen og Søren Pilmark i ‘Diktatoren’ på Nørrebro Teater (tegn: Claus Seidel)

CHAPLIN, HITLER

OG JOHANNESEN

Opfordring: Send skoleelever til ’Diktatoren’ på Nørrebro Teater. Det vil give mere pote end så meget andet teater.

Dramatiker. Charlie Chaplin. Iscenesættelse. Nikolaj Cederholm. Scenograf: Kim Witzel. Koreograf: Anja Gaardbo. Medvirkende: Olaf Johannesen, Søren Pilmark, Peter Gantzler, Jimmy Jørgensen, Jesper Hyldegaard, Nicolai Dahl Hamilton, Asbjørn Krogh Nissen, Peter Zandersen, Julie Agnete Vang og Olivier Antunes (musiker).

’Diktatoren’ spiller på Nørrebro Teater indtil 29. oktober. Varighed: 2½ time inkl. pause.

******

KUNNE det lade sig gøre? Omskabe Chaplins ’Diktatoren’ til teater? Det er Chaplins virtuose satire over Hitler-figuren og nazismens terroristiske vanvid i Tysklands 1930’ere. Som film en myte.

Jo, det kan det altså. Lade sig gøre.

Forestillingen på Nørrebro Teater er et grotesk og forbløffende shownummer, en dramatisk og lattervækkende videreførelse af f.eks. Mungo Parks barske opførelse af Hans Falladas ’Lille mand, hva´nu?’ for et par sæsoner siden – et hug ned i nazismens gennembrud i de tidligere 30’ere. Og fra musical-hjørnet; Klassikeren ’Cabaret’s smertefulde fortælling fra det perverst swingende underholdnings-miljø i Berlin i de samme år. Spillet igen og igen, ikke mindst på grund af musikkens kvaliteter.

Chaplin skrev ’Diktatoren’ i slutningen af 30’erne som en overdådig latterliggørelse af Hitler på et tidspunkt, hvor det var nærliggende at forestille sig en galning, der havde fået magt til at gennemføre jødeforfølgelserne. Men det var før Hitlers startskud til det endelige ragnarok, overfaldet på Polen og 2. verdenskrigs udbrud.

NØRREBRO Teater rammer frydefuldt på alle ledder. Nikolaj Cederholm instruerer ’Diktatoren’ for fuld udblæsning. I vildt stumfilmstempo, med groteske overdrivelser og ikke mindst en glimrende spontan musikledsagelse – Olivier Antunes er i stand til ved klaveret og med alskens slagtøj at skabe en hel verden af ledsagende kommentarer, baseret på masser af tematiske idéer og en enormt lydhør intuition.

Og som det helt afgørende:

Olaf Johannesen er et fund til dobbeltrollen som Hitler – Hynkel som han hedder her – og den lille forvirrede, jødiske barber, der er blevet forstyrret i hovedet af 1. verdenskrig og nu tumler rundt som en veloplagt hund i et spil kegler, der siger og gør, hvad der passer ham. Det ene øjeblik er han den ophidsede og højt kværnende, heilende demagog, der styrer sine lallende, nazistiske følgesvende med hård hånd. Det næste øjeblik barberen, der løber om hjørner med sine forfølgere, ud og ind ad døre, op og ned ad trapper i sit lille hus – som scenografen Kim Witzel har konstrueret som en virtuos, boligmæssig vendekåbe – en barber, der slår utæmmeligt på tæven i chaplinsk quickstep sammen med sine venner og sin prægtige veninde. Og som gonger nazister i hovedet med forhåndenværende pander og gryder. Replikkerne flyver og alt er koreograferet som en komisk ballet.

DET er mildt sagt en forrygende præstation af Olaf Johannesen. Med banden af forfølgere og forfulgte i skarpt trav omkring ham. Og galleriet af koryfæer omkring diktatoren portrætteret præcist og grinagtigt: Nicolai Dahl Hamilton som Goebbels med pibestemme, Peter Gantzler som en lallende Göring. Og da det trækker op til magtovertagelsen af Østrig og konflikt med diktator-konkurrenten i Spaghetti-land: Statsbesøget af Mussolini – Søren Pilmark i et brøl af selvglæde.

Forestillingen er en tju-bang slapstick-komedie og samtidig fremragende historiefortælling, der rammer et europæisk demokratisammenbrud, der kun har 80 år på bagen.

Send skoleelever til den. Den er langt mere oplagt end mange af de teaterforestillinger, der dette efterår inviteres til.

gregersDH.dk

2 Comments

  • Jeg ville også give forestillingen seks stjerner. Fantastisk præstation.
    Blot en enkelt ting: måske burde den løftede pegefinger i slutningen have været kortere og knap så patetisk. Hvad siger du?

  • Hvis du med den ‘løftede pegefinger’ tænker på, at jeg er skeptisk over for de forestillinger, man foreslår til skoleelever, så skal du vide, at jeg umiddelbart tænker på ‘Romeo og Julie’ på Aalborg Teater og ‘Othello’ på Det Kgl. De er på hver deres måde skæve i forhold til grundteksten og kræver forvirrende udenoms-forklaringer. Jeg tror, skoleelever skal have grundmateriale som førstegangsoplevelse.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Indtast captcha *