Niels Ellegaard, Ulf Pilgaard og Lisbet Dahl i ‘Cirkusrevyen 2008’ (Tegning: Claus Seidel)
MELLEMLANDING I TELTET
Scoringer, men også tomgang i Cirkusrevyen 2008
****
——————————–
Der skal ikke så meget til. Tilsyneladende. Man siger f.eks.: ’Jeg mødte Pia Kjærsgaard’. Grin og jubelklap.
Der er en snert af den type refleks i Cirkusrevyen 2008. Den har numre om f.eks. Anders Fogh, om dronningen, om Birte Rønn Hornbech, om Nasar Khadar, som lige strejfes, eller Brian Mikkelsen, der nævnes i flugten – vi er grineparate, kodet ind på forhånd, det er bare at ramme udløseren. Fis med de kendte.
Heldigvis dur automatrefleksen kun virkelig til noget, hvis nummeret får mere guf i tekst og aflevering. At kalde Brian Mikkelsen ’dum’ sådan en passant – det sker i åbningsnummeret – er ikke til andet end at få det til at gibbe i publikum. Manden sidder på række 1.
GUF
Mere guf er der i sagen, når Henrik Løkkegaard i sin fabelagtig perfekte mundering som Anders Fogh Rasmussen går til mikrofonen garneret af fire bodyyguards, trykker på sin indre takketale-knap og opdager, at han – nå, hovsa! – ikke er i Bulgarien, men hjemme i Danmark. Selvfølgelig et sikkert kort. Bare dét at han står der. Men vi kommer videre. Lykkegaards Fogh omstiller sig som et lyn for derefter at aflevere hvad som helst af klichéer og nul-kommentarer fra en rejsende flugt-minister på mellemlanding i Kastrup – heldigvis fikset af Cirkusrevyens grand old tekstbrygger Carl-Erik Sørensen med syrlige verbale brokker: ’Hvis kronprinsen skal holde tale i Beijing ved de olympiske lege, skal vi ikke være bekymrede: Der er alligevel ingen, der forstår, hvad han siger.’ Eller: ’Løkke ryger og jeg rejser’. Så får vi også den arme finansminister skalperet ved samme lejlighed.
Der har nok ikke været tid til at banke den ellers så forventede store vise om Løkkes taxaboner sammen.
TOMGANG
Der er lidt tomgang mellem scoringerne i revyen. Lykkegaard holder en af dem i sin hule Fogh-hånd. Ulf Pilgaard en anden med årets dronninge-monolog. Så forudsigelig som rådhusklokkerne klokken tolv, men morsom. Lige som Fogh-teksten et Carl-Erik Sørensen produkt. Et af i alt elleve. Damen er på balkonen for at smøge den – ’ikke den første i familien, der står i røg og damp’.
REVYENS SKARPESTE
Kan de da ikke finde på noget nyt derude i teltet?
Jo da. Nå ja, nyt og nyt: Vi har set Ulf Pilgaard før i præsteornat – det var som pastor Krarup – men her får vi ham med pibekrave i et nummer, der måske er revyens skarpeste: Præsten har som repræsentant for Gud, kirkens ejer, sat kirken til salg og forhandler sagen på plads med ejendomsmægler Ditte Hansen.
’Herre, vi er kommet ind i dette dit hus for at se, hvad det kan sælges for’. Mægleren registrerer forskelligt til tilstandrapporten, er lidt bekymret over, at ham dér – hvad er det nu, han nu hedder? – som ’hænger i en ubekvem stilling på væggen over alteret? Spisebordet, som hun kalder det. Præsten forklarer, at det er dér omkring, man får serveret ’en vaffel og en lille happer’.
Her er vi på god dansk satiregrund med glasskår under fødderne – en glimrende kommentar til islampanik og Muhammed-tegninger.
STEP OG JUNKIE
Og mere i ’ok’-kategorien. Der er fine mindre attak, enten i variété-genren som Niels Ellegaards meget pudsige og charmerende stepdans til en solo i slagtøjet, fuld af små elegante manøvrer. Og hans grønlænder, der sidder på olien, selvom den vist indtil videre kun kommer fra tanken i hans snescooter. En ret vittig Vase/Fuglsang-tekst.
Der er Lykkegaards pudsige dræbersnegl, som kvases af en kæmpehæl midt i sin sørgmodige sang.
Og for ikke at glemme det: Ditte Hansens junkie-tøs fra Skelbækgade, en vild og vrængede tour de force fra den langbenede, som har Bertel Haarder tatoveret på låret, og hvis man nåede længere op, kan man møde Osama Bin Laden. Ditte Hansen er en stor gevinst for Cirkusrevyen. Hun matcher hvem som helst, man sætter hende sammen med, og tilfører hvad som helst en masse overskud af humør.
KVARTE GRINERE
Mange af de øvrige numre tenderer mod at være halve eller kvarte grinere eller kiksere, kvikke småjokes, tilløb til noget, der kunne have været udviklet videre. Og så lidt rigeligt genfærd fra tidligere sæsoner: En af dem vil vi nødigt undvære: Lisbeth Dahls song writer med Giro 413-ambitioner, der afleverer sin årlige sildesalat-cha cha cha med James Price ved hammondorglet.
Og balletten? Udmærket, men slet ikke på højde med, hvad vi er vant til i teltet.