Peter Plaugborg, Signe Egholm Olsen, Ditte Gråbøl og Charlotte Munck i ‘Omstigning til Paradis’ i Skuespilhuset (Tegn.: Claus Seidel)

OMSTIGNING TIL  AMAGER

Klassikeren ’Omstigning til Paradis’ rykket fra New Orleans til en slags Amager, samme desillusion, samme fordømte sjæle, samme efterkrigstraumer, samme råheder sagt på en ny måde.

Forfatter: Tennesee Williams. Instruktør: Eigill Pålsson. Scenograf: Martin Eriksson. Medvirkende: Charlotte Munck, Signe Egholm Olsen, Peter Plaugborg, Thue Ersted Rasmussen, Ditte Gråbøl og Peter Gilsfort. Musiker: Kalle Mathiesen

’Omstigning til Paradis’ spiller på Skuespilhusets Store Scene på spredte datoer indtil 16. januar 2016.

****

Nådada. Her bliver lummerromantikken trukket grundigt ud af Tennesee Williams og hans ’Omstigning til Paradis’. De dulgte og brummende seksuelle understrømme er udskiftet med rene ord, og miljøet transplanteret fra fattigfin 50’er-sydstats-borgerlighed med veranda, søjleindgang og racehad i baglokalet til noget, der ligner en gruppesex-arena i et blomstrende hjørne af Christiania i 70’erne.
Uredte senge og sofaer fra loppemarkeder flyder.
Men whiskyflaskerne og deres indhold er uforanderligt de samme, stemningen fortsat sløv, fjollet eller determineret, glad og forenet i en mening om, at livet er sindssygt, men man sætter en slags pris på det, når whiskyen flyder og man mister kontenancen.
Midt i hele bullesjajsen på Skuespilhuets Store Scene sidder en mand ved navn Kalle Mathiesen og spiller slagtøj, og det er en nyskabelse. Der er masser af musik i opsætningen, og den leveres af Mathiesen, der er på mærkerne stykket igennem med nøjeregnende og følsomme akkompagnementer til replikkerne og klar til at bruge stikkerne som kasteskyts. Kollektivet er ikke våbenfrit område. Findes sådan noget i øvrigt nogetsteds i USA?

ABERNE

Intet ændres ellers ved Tennesee Williams pointe: Der er kamp i by og i jungle mellem mænd og kvinder, mellem aber og abinder. Mændene sidder med fod på speederen og hånd på gearstangen, de banker kvinderne på plads og gør det med høj røst. Kvinderne tager imod under beskeden udfoldelse af deres egen noble art of self defence: Kæften er i brug.
Charlotte Munck dukker op i rodebutikken, hun er skolelærerinden Blanche, som midt i sit eget kaotiske opbrud fra et forældrehjem, der er gået rabundus, opsøger sin søster Stella, der bor i kollektivet sammen med Stanley, som er kommet hjem fra Stillehavskrigen.
Her har vi en kilde til både social og seksuel konflikt. Stanley er den hjemvendte soldat, han har psykisk fået bunden slået ud, lider af, hvad vi kalder posttraumatisk stress, front-chokkene flår i ham, men alle, både krigeriske og civile machotræk suser i sjæl og legeme – effektfuldt udnyttet af den muskuløse Peter Plaugborg, der blot behøver linde på skjorten, før damerne i det kgl. parket gisper.
Omgivet af det råhøvlede par Peter Glisfort og Ditte Gråbøl, Steve og Eunice, lever og hundser Stanley med sin Stella, der giver igen som en terrier – få har så meget piskesmæld i stemme og udtryk som Signe Egholm Olsen. Stanley ifører hende kæk topmave og er stolt af sin præstation.

AMOK

Marlon Brando havde i sin tid sit gennembrud som Stanley i filmatiseringen af ’Omstigning til paradis’ og præsterede en sjælden udgave af machoen som rå og følsom. Plaugborg rammer det samme, især i en meget skøn scene, hvor han kort efter at være gået amok og har smadret det halve af bohavet, serverer morgenkaffe for den gravide hustru med den ømmeste omsorg, scenen trækkes ud i minutter, stilheden er til at skære sig på, det er smukt.
Charlotte Muncks Blanche iagttager scenen med skismatisk tvivl og fascination, hun prøver nervøst at finde en slags balance mellem sine egne seksuelle drifter og lysten til at få orden på sit liv og det hele tabernakel omkring hende. Vi har netop set hende afvise Stanleys ven, den rørende taber og underdog Mitch, herligt spillet af Thue Erslev Rasmussen. Nu prøver hun forgæves at fiske både Stanley og sig selv op af sumpen.
Moderniseringen af ’Omstigning til paradis’ er fræk og godt tænkt, spilles dynamisk af de medvirkende – Charlotte Munck gør os nysgerrige med sin blanding af sky usikkerhed og vrede – musikken tilfører god slagkraft, og truende, designede baggrunde ruger effektivt over nedturene hos Tennesee Williams personer.
Vi er rykket fra mondænt til luvslidt, fra New Orleans til Amager, fra Stillehavs-krigstraumaer til Afghanistan-krigstraumer.
Men desillusionen er uforandret i denne kongelige revival af en moderne klassiker, der gik sin sejrsgang i alverdens teatre i efterkrigsårene.
En kassesucces for Tennessee Williams. Som den gamle dramaturgi-ørn Christian Ludvigsen engang bemærkede: ”Hans indtægter fik industrifolk til at se med sympati på teatrets kunst.”

gregersDH.dk