‘Lav sol’ Aarhus Teater Studio-scenen 9.5. 2018

Fremover digitaliserer mennesket sig selv direkte mod død og glemsel ifølge 'Lav sol' på Aarhus Teater

 

 

 

 

 

GEM ET LILLE SMIL

Fremover digitaliserer mennesket sig selv direkte mod død og glemsel, fortæller ’Lav sol’ på Aarhus Teater.

Manuskript: Peter Clement Woetmann. Iscenesætter: Sargun Oshava. Scenografi: David Gehrt. Medvirkende: Sofie Nolsøe og Alvin Olid Bursøe.

’Lav sol’ spiller på Aarhus Teaters Studie-scene. Varighed: 1t. 15 min.

***

DIGTEREN Peter Clement Woetmann har en dyster fremtidsvision. Det skal man ikke bebrejde ham. Det er han ikke alene om. Han ser for sig en verden, der digitaliseres, automatiseres og virtualiseres mere og mere.

DET tager ham noget tid at klargøre for os, at det er det, hans lille drama om et stort emne handler om. Først mod slutningen går der hul på en strøm af kommende århundreder, hvor menneskene gradvis afvikles til afsjælede maskiner, ebber ud af tilværelsen og forsvinder. Et ungt par effektuerer forløbet. Kvinden, Sofie Nolsøe, står til sidst med parrets nyfødte i favnen, hurtigt forvandlet i hendes arme til en lyserød klat slim.

DEN temmelig lammende vision virkeliggøres fra start til slut i et gennemsigtigt hus, klinisk hvidt og goldt, publikum kan gå rundt om det – ligesom man kunne i operaen ’Silent Zone’ under forrige sommers operafestival i København. Dér kikkede vi ind på et temmelig realistisk musikdrama om incestuøse familieforhold. På Aarhus Teaters Studioscene er rummene hjemsted for et digitalt mareridt omkring to mennesker, der styres som robotter og beherskes totalt af kodede signaler, der deler deres tanker og færden op i tidspunkter. Hvad vi hører ud af munden på dem, er fragmenter af oplevelser. Han spilles af Alvid Olin Bursøe, hun af Sofie Nolsøe. Hans tanker kredser om fremmed- og overflødiggørelse – en hændelse, hvor han i bil overhaler en lastbil, hvor førersædet er tomt og han selv er eneste levende væsen, virker et kort øjeblik som en stump novelleepisode. Det samme gør hendes uforløste erindring om en kvinde, hun har fulgt med øjnene i en malerisk bjerglandsby.

KORTE lysglimt af sammenhængende billeder hos de to mennesker, der kredser i rutefart mellem glashusets fire rum, forfulgt af en stemme, der angiver optagelses-numre og tidskoder. Af og til afbrudt af Gustav Winklers stemme, der kvæder ’Glem et lille smil til det bliver gråvejr’, med sin mest olierede 60’er-popstemme, et ironisk og forunderligt stykke nostalgi, vi slæber med os i ørerne ud af teatret i bevidsthed om, hvad det er, vi har mistet, når teknikkens totalt triumf om nogle århundreder har afstedkommet menneskehedens definitive undergang.

WOETMANN er pt husdramatiker ved Aarhus Teater. Iscenesætteren af visionen på Studio Scenen er husinstruktøren Sargun Oshana sammen med scenografen David Gehrt. Sammen har de i et par sæsoner haft mulighed for at udvikle og eksperimentere flere forestillinger.

VI kan ikke kreditere dem for noget genialt, men i hvert fald noget interessant.

gregersDH.dk

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Indtast captcha *