Ding Dong Odense Teater St. Scene 12.5. 2018

Det halve kunne være nok. Ding Dong på Odense er uforløst knalderi. I ét væk. Sjovt. Men bliv så dog færdig!

(foto:Odense Teater)

 

I ÉT VÆK

Det halve kunne være nok. ’Ding Dong’ på Odense er uforløst knalderi i ét væk. Sjovt. Men bliv så færdig!

Tekst: Georges Feydeau. Instruktion: Jens August Wille. Scenograf: Camilla Bjørnvad. Medvirkende: Claus Riis Østergaard. Peder Dahlgaard, Benjamin Kitter. Peter Gilsfort, Betty Glosted, Kristoffer Helmuth, Klaus T. Søndergaard, Natali Vallespil Sand, Trine Pallesen, Linda Elvira, Anders Skov Madsen, Benjamin Boe Rasmussen, Mette Kjeldgaard Jensen m.fl.

’Ding Dong’ spiller på Odense Teaters St. Scene indtil 9. juni. Varighed: 2 t. inkl. pause.

***

ODENSE TEATER i hård konkurrence med Rasmus Seebach sådan en lørdag eftermiddag. Teatret nærmest belejret af Seebach-fans, fordi Rasmus optrådte i den kongelige have ved siden af med sange om love. Love i spandevis. Sang på sang.

OG inden døre på Store Scene: Knald på knald i Feydeaus farce ’Ding Dong’. Knald, der bare aldrig bliver til noget, for det er pointen: De utro herrer og damer kaster sig frem i et orgier af bolle-tilløb, coitus interruptus i stribevis, og ikke engang dét, vi bliver på utroskabets komiske startbane, hvor det gærer i safterne, de får bare aldrig får lov at komme i udbrud. Vittighederne hos den franske boulevard-dramatiker består i leg med forsøg og tilløb til udløsning. Mest som en anledning til grin over alt det kiksede, men kan tænke sig i havarerede utroskabs-situationer.

FEYDEAU skrev snesevis af typen, måske fordi han selv færdedes flittigt i et parisisk miljø, hvor utroskaben knopskød kamufleret af en borgerlig fernis og nobelt hykleri – Paris i den sene kejsertid under Napoleon den Tredje og generation efter.

’DING DONG’s franske titel er ’Dindon’, der kan betyde ’kalkun’, men især ’dummernikkel’, og endnu tættere på stykkets pointe: ’être dindon’ – at ’være dindon’ – vil sige, at man er den idiot, der må betale gildet. Og det gælder sådan set hver eneste af de 14 personer, der medvirker i stykket. De skvatter i deres egne faldgruber. I ét væk. Kommer ind ad de forkerte døre på de forkerte tidspunkter, tror hotelværelset er deres, men det er en andens, tror de lægger sig i dobbeltsengen hos elskerinden, men så er det den ægteviede, gemmer sig i badeværelse, i køkken eller hvor som helst, bliver afsløret eller afslører sig selv o.s.v., o.s.v.

DET går stærkt i over to timer, og det skal det også, hvis man skal blive ved at grine, og det gør man ikke rigtig, for det halve kunne være nok, og det får det ikke lov at være. Der kunne med lethed flås en stribe situationer ud, som er mekaniske gentagelser. De fleste i det store skuespillerhold har mekanikken i orden, affyrer chok og overraskelser og bagholdsangreb systematisk som var de alle sammen brikker i Storm P. berømte mini-industrielle samlebåndsmaskiner. Nogle selvfølgelig med større effekt end andre.

VI så for en sæson siden på Det Kgl. ’Koks i kulissen’ – engelske Michael Frayns forsøg i samme genre, oplagt efter Feydeaus model, men strammere og derfor morsommere i det lange løb.

gregersDH.dk

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Indtast captcha *