'Rain Man' Team Teatret på turné 26.9.2011

Rolf Hansen, Henrik Birch og Niels Weyde i ‘Rain Man’ (Tegning: Claus Seidel)

I LATTER OG TÅRER

 

’Rain Man’ i Team Teaters udgave er en triumf for et par stærke spillere: Rolf Hansen og Henrik Birch.

Forestillingen er på turné indtil 28.11. Spiller på Folketeatrets Hippodromen 17.-26.10.

 

 

*****

GLEM alt om filmen ’Rain man’. Hvis du kan. Og det kan denne anmelder sagtens, for han har ikke set filmen. Heldigvis. Så skal man ikke som så mange andre i teatersalen og sige: – Joh, men Dustin Hoffmann…
Det fremgår af programmet, at skuespillet er helt baseret på filmen. Det er Team Teatret, der spiller forestillingen. Den havde premiere i forrige sæson og nu præsenteres den i København, som optakt til en Danmarks-turné.
En fornøjelse!
Rørende, morsom og glimrende spillet.
Lige fra første scene. Hvor nogle måske stønner: – Joh, men Tom Cruise… Men igen: Ikke her. Rolf Hansen er på med en så frenetisk tour de force af en business-desperado i fallit-panik, at det er, som var stykket skrevet i morges til illustration af det økonomiske krisehelvede, i dette tilfælde i bilbranchen. Scenen er iscenesat af Michael Moritzen i et forrygende lystspiltempo, bilsælger Charlie har kæresten og sekretæren på hver sin telefon med kreditorerne hængende, og løgnene og undvigelserne flyver i luften som svaler på flugt fra efteråret.

AUTENTISK

Men det er den patetiske, udspekulerede og ganske gribende historie om denne Charlie, der for at redde skindet render i fuld galop efter en millionarv fra den afdøde far, og opdager, at arven er båndlagt til en bror, han ikke anede eksistensen.
Båndlæggelsen er i hænderne på overlægen i et behandlingshjem, hvor broren Raymond bor – broren er autist i svær grad.
Henrik Birch spiller ham med en indlevelse helt fra hårrødder til storetå, indstuderet i de mindste detaljer – en dame blandt publikum ved min side fortæller mig, hvordan Birch og de andre medvirkende har været på studieophold i dagevis på en skole, hvor hun er leder. Hun blev min garant for en autentisk reproduktion af autisters sitrende hjernevindinger og hudløse, absurde evne til at tilegne sig bjergskred af viden, nytteløs eller relevant.
Henrik Birchs vej gennem stykkets yderpunkter af panisk angst for ændringer i hans livsmønster til den ømmeste modtagelighed over for kvindelig såvel som broderlig omsorg er totalt hjertegribende.
Såvel som Rolf Hansens forvandling fra kynisk udnytter af broren til omsorgsfuld beskytter er – ikke bare overraskende, men også troværdig.
Omkring dem er varmblodige damer som Anne Karina Nikolajsen og Julie Agnete Vang og troværdigt spil i behandlerrollerne: Henrik Petersen, Niels Weyde er leveringsdygtige.
Langt – to og en halv time. Men vi slipper ikke de brødre af syne. De følges til dørs. I latter og tårer.

GregersDH.dk
   

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Indtast captcha *