Dig og mig ved daggry Teater Nordkraft, Aalborg 8.5. 2018

Fortrydelser er nyttesløse i det smertefulde drama 'Dig og mig ved daggry'. Stærkt spil i Aalborg

 

Lærke Schjærff Engelbrecht og Jela Natius Abildgaard på Teater Nordkraft.

FOR SENT

Fortrydelser er nyttesløse i det smertefulde drama ’Dig og mig ved daggry’ – stærkt spillet i Aalborg.

Manuskript og iscenesættelse: Minna Johannesson på basis af Sanne Munk Jensens og Glen Ringtveds roman. Scenografi: Claus Helbo. Medvirkende: Jela Natius Abildgaard,  Alexander Clement, Petrine Agger, Jacque Lauritzen og Lærke Schjærff Engelbrecht.

’Dig og mig ved daggry’ spiller på Teater Nordkraft i Aalborg. Varighed: 2½ time inkl. pause.

*****

DET er en sindsoprivende historie. Stærk. Nærværende. Uhyggelig, fordi den ender med, at to unge lænker sig til hinanden og springer i døden fra en bro. Vi er mildest talt tæt på i ‘Dig og mig ved daggry’ – jeg går hjem fra forestillingen på Teater Nordkraft ved solnedgang, ser Limfjorden ligge der i tusmørket, himlen luer stadig rød, og broen, det handler om, tegner sin sorte kontur mod himlen i vest.

STYKKET er en dramatisering af en meget læst ungdomsroman med samme titel – ’Dig og mig ved daggry’ – på en måde en lysende titel, fuld af fremsyn og forventning. Netop sådan som de to umiddelbart før springet forestiller sig døden. Som en forløsning.

DET er en dramatisk pointe, at vi ved fra start, hvordan stykket ender. Også uden at have læst bogen. Stykket begynder med springet. Det er det hårrejsende svar på hvorfor, vi får. På en måde enkelt: To mennesker går fejl af hinanden, griber ustandselig galt, foretager de forkerte handlinger, misforstår hinandens motiver – ikke bare de to unge, men også i forholdet til deres forældre, det er kiks på kiks, styret af mere eller mindre tilfældige omstændigheder – de fejler, de fortryder, men alt er hele tiden for sent.

PÅ en måde minder det om det, der foregår i Rifbjergs ’Den kroniske uskyld’ – unge, der – netop i kraft af deres uerfarenhed – begår skæbnesvangre fejl. Fejl, der er af en anden art i ’Dig og mig ved daggry’ – Liam er en frisk fyr, der roder sig ud i narkohandel, og hans pige trækkes ind i alle følgerne af hans risikable liv, bruger sine unge kræfter forgæves på at få dem begge revet ud af ulykkerne, og konklusionen kender vi.

NÅR vi sammenligner med ’Den kroniske uskyld’ og opførelsen på Det Kgl., er det, fordi instruktøren Minna Johannesson i Aalborg har brugt en strategi i ’Dig og mig’, der minder om Elisa Kragerups i dramatiseringen af ’Den kroniske uskyld’.  Også i Aalborg strammes en romans handling og persongalleri og veksler mellem dialoger og en slags genfortælling. Men hos Minna Johannesson er flere roller lagt sammen med en helt speciel dramatisk effekt. Samtidig med at konstante tidsspring sætter to generationer i stand til at iagttage og  analysere hinandens desperate handlinger.

Selvfølgelig står de to hovedpersoner rent. Med den nyuddannede Jela Natius Abildgaard, som fra at være uberørt lysende forelsket udvikler en klar forståelse af sin egen uhjælpelige vej mod katastrofen. Og bliver ledsaget af den næsten jævnaldrende Alexander Clements mentale og mindst lige så uskyldige rutchetur mod afgrunden. Det er et perfekt par til rollerne.

MEN det er ganske dristigt – og virkningsfuldt – at fædrene til de to unge, bliver spillet af den samme skuespiller, Jacques Lauritzen, som det ene øjeblik er pigens småborgerlige far, der hele tiden kaster skylden for datterens ulykke på sin kone, det næste øjeblik spiller knægtens far, en irskfødt havnearbejder med et godt hjerte og fortumlet forhold til begivenhederne. Det er godt karakterskuespil. Lige så godt som hos Petrine Agger, der ikke bare er pigens sønderknuste mor, men også må agere jernbrutal pengeafpresser som narkogangster. Den sidste rolle havde man nok om muligt ofret endnu en skuespiller til på for at skabe helt klarhed, men de fem skuespillere på scenen udgør det nye faste skuespillerpersonale på Nordkraft, så det har været vilkårene – den femte på holdet er i øvrigt Lærke Schjærft Engelbrecht, som med sin skarpe replik og kontante bevægelighed er både veninde og narkohandler i skiftende kostumeringer.

SCENERIET er enkelt og fantasifuldt – scenografen Claus Helbo ruller rum og lokaliteter rundt til de mange scener, kasser, som var vi til lege- skjul- og børneteater.

MEN det er vi sandelig ikke. Vi kan more os over påfundene, men al gemmelegen har grufulde og dystre aspekter.

gregersDH.dk

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Indtast captcha *