'Hearts'. 4. del af 'Playing Cards'. Østre Gasværk Teater 14.10.2015 Anm.

(foto: Erick Labbé, Ex Machina Production)

 

 

KOLDE

 

 

 

HJERTER

 

 

Robert Lepages store projekt ’Hearts’ rammer det selvoptagne, europæiske hjerte med nogle ordentlige hug. Det er også flot, stopfodret teater.

Robert Lepage: ’Hearts’, del af tetralogien ’Playing Cards’. Idé og instruktion: Robert Lepage m. fl.  

’Hearts’ spiller til og med på mandag 19.10. på Østre Gasværk Teater. 

*****


VI FORLADER Østre Gasværk proppet til langt over drøbelen. Stopfodret med flimrende indtryk af alt mellem himmel og jord, Gasværkets vældige rum som gigantisk indpakning omkring historiefortælling, ekskursioner i fortid og nutid, tragiske og komiske menneskeskæbner, bragende kultursammenstød.
Vores øjne kommer på jagt for at få det hele med… de forbløffende sceneskift, skuespillerne, der forsvinder under gulvet, som var de trukket af marionetsnore, og dukker op igen fra lemme eller fra kanten af den enorme drejescene, som var de bobler. Uafladelige og lynhurtige skift mellem en lang række steder og lokaliteter i Canada, i Paris, i Algier, i Marocco.
Og vores ører kommer på jagt for at fange replikkerne, der gennem tre timer tumler sig mellem fransk, engelsk og arabisk, jo, jo, hold fast, kære lytteapparat: mellem fransk med canadisk flødeskums-sving, akademiker-parisisk, så vi retter ryggen, fransk med muslimsk kaffegrums i vokalerne, arabisk med algiersk snert, og sandelig da et par gange amerikansk, så vi tror, det er Arthur Millers afdøde sælger, som er genopstået lyslevende.
Kniber det, flakker øjnene ud til de tre sæt overtekster, der hænger der til støtte rundt om det gigantiske ekstra sceneloft af et virtuost mekanik-arrangement, et samlesæt af tandhjul og stænger, der ligner en kæmpekopi af Olsens Verdensur i forhallen på Københavns Rådhus.

 

Forskellige medvirkende i ‘Playing Cards’ (Tegn.: Claus Seidel)

HJERTER

Han har meget på hjerte, canadieren Robert Lepage, det hjerte, som i disse år blandt andre gigantiske teaterprojektet fylder store scener rundt i verden med denne ’Hearts’, det fjerde led i serien ’Playing cards’. Tolv timer skal ’Playing cards’ vare, når det hele samles.
’Hearts’ på de tre timer i Gasværket er sandelig også en slags stopfodring, man vakler hjem fra. På masser af godt, og så en smule mindre godt:
Så slap dog af, Lepage, i din umættelige trang til at fortælle alt, hvad der falder dig ind undervejs! Som om du tænker: Det skal vi da også lige have med, det bidrager til den samlede beretning. Fotografiets interessante historie, ballonfartens barndom o.s.v. Magi og tryllekunst som et særligt, både smukt og livsfarligt element, hvor kulturer mødes og skilles – en duel på pistoler er et absurd øjeblik, der ryster begge parter.
Alt, hvad der kan hæftes på en fortælling om den tekniske udviklings sammenhæng med europæisk mentalitet, skal med. Et mylder af sidespor, pudsige og interessante, afviklet med gribende og ind imellem underholdende omstændelighed.
Men mand! Du kunne måske holde os lidt snærtere fast ved det, du især brænder for at fortælle os: At europæerne – inkl. amerikanerne – gennem nogle århundreder har ført et herre-regimente i koloniseringen af de nordafrikanske lande og teet sig over for en fremmed kultur med al sin imperialistiske magt. Den plan er over os lige fra start, da en fransk officer med lineal i ryggen og bly i blodet optræder på en udstilling af fotografiske nyskabelser. Allerede her runger der Fremmedlegion i vores ører.
Fortællingens nøgleperson er en ung algierskfødt taxachauffør i Canadas Quebec. Han går på jagt efter sine rødder i Paris, Marocco og Algier, og han har en canadiske kæreste, som han får barn med, og som har sit eget morderiske hyr med at holde balancen i det interkulturelle ragnarok.
Det sidste afstedkommer mageløst satiriske indslag: Pigens forældre, der tårner sig op i megalomane raseri- og fortvivlelses anfald over stanken af etnisk nærhed og lammelse over konfrontationen med noget, de ikke forstår.
Eller komisk/tragisk udpensling af det kafkaske mareridt af bureaukrati, den unge mand er udsat for af både amerikanske og franske myndigheder i sine forsøg på at spore sig ind på fortiden.

SAMMENSTØD

Det er den brede fortælling om et kultursammenstød, der selvfølgelig er os voldsomt og kontant nærværende i disse tider.
En fortælling, der her lever i kraft af farverige billeder, virtuost viderebragt af en blændende teknik i ustandselige skift mellem de to verdener: De intimt lukkede, selvsikre, men også skræmte muslimske miljøer. Og den lige så selvsikre, men også lige så skræmte kristne verden.
Lepage kan gøre godt med et bundt fremragende skuespillere. Få er de, men mange roller har de. Karikaturen af det amerikanske forældrepar. Den krumbøjede algierske farmor med FLN-oprørets historie mejslet ind i sine spinkle knogler – det er personer, der bliver hængende på nethinden. Midt i suset af beundring over det imponerende sceniske apparat.  Men der er sandelig også overflødigheder i Lepage’s horn.

 

gregersDH.dk

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Indtast captcha *