Ann Eleonora Jørgensen, Thomas Bo Larsen, Ghita Nørby og Karen-Lise Mynster i ‘Min familie’ (Tegning: Claus Seidel)  

HOLD KÆFT, HVOR HYGGELIGT

Familieliv pisket med skorpioner på Betty Nansen Teatret

****

FARCE? Komedie? Tragedie?
Det er ikke godt at vide, hvilket chatek man vil lægge ‘Min familie’ i, hvis man er bogholder på hovedbiblioteket.
Man kunne lave et, der hed ’Sort komedie’ og proppe ’Min familie’ i det. Vi krydser nemlig rundt et sted mellem de gamle Privat- og ABC-Teater farcer og Strindberg.
Det har Peter Langdal det godt med. Han har blokket dette dugfriske stykke af amerikaneren Tracy Letts til med black outs mellem scenerne og forsynet dem med ultrakorte knald af be bop. En perfekt neurotisk tilgang til, hvad stykket handler om:
En familie på eksplosions-stadiet. Med lunten tændt fra start.

LANGBERG

En mageløs introduktion af ægteparret Mørch (i originalen Weston, men alt her fordansket af Troels II Munk). Det er Jesper Langberg som den aldrende drukkenbold af en far. Et boblende levn af sig selv, charmerende forfald, forfatter, sin egen opløste komedie. Ovenpå i spydigheder, da han vil sætte en ny husassistent ind i husets situation, mens han skvætter rundt med whiskyglasset. ’Man kan sige meget om at være ædru, men ikke meget godt,’ som han bemærker pædagogisk til den unge dame.
Scenisk et kup i Karin Trille Høys dekoration: Hans kone anes længe som en vaklende skygge i baggrundens forhøjede soveværelse, indtil hun  – Ghita Nørby – krydser sig frem, bedøvet af det pillemisbrug, hr. Mørch netop har underholdt husassistenten så muntert om. Og hun, konen, allerede bristefærdig af sarkasmer. Selvom både tunge, hjerneceller og knæ slå klik i takt.

NØRBY

Det er indledningen til et Ghita Nørby-show i næsten uafbrudt udvikling og afvikling gennem de næste godt tre timer. Et kvindemenneske, der har levet et langt liv på en kontrakt med manden: ’Du drikker, og jeg æder piller. Så står vi lige.’
En dame med en replik, der skiftevis sløres af hendes tilstand og falder som snit fra et barberblad. Husassistenten (Nadia Auda) omtales konsekvent som ’perkeren’  – hun er tyrker, i originaludgaven indianer.
Dét er en af de mere letvægtige fra fru Mørchs repertoire. Bare et dryp af hendes omsiggribende råhed og sproglige frodighed.

GIFTBLANDING

Konens kynisme, dynamiske livslede og verbale pile jager forestillingen igennem hele familie-komparseriet rundt i manegen: Familiens tre døtre, deres ægtefæller, deres børn og hendes egen søster og svoger.
Omdrejningspunktet er farens forsvinden og druknedød og det efterfølgende gravøl, hvor moren frejdigt fortæller, at hun har ventet med at ringe til politiet om farens forsvinden, indtil hun har tømt bankboksen for smykker og kontanter.
Forestillingen er skuespiller-show af et format, som på en måde topper allerede i den indledende scene med Langberg og Nørby, men holder – om end med vaklende intensitet – gennem stykket, især takket være Nørbys uudslukkelige evne til at hente nye dråber ud af den giftblanding, forfatteren har brygget til figuren. Døtrene er de foretrukne skydeskiver:

MAST I KVÆRNEN

Datteren Jette  – Tammi Øst næsten størknet i jomfrunalsk underkuelse, men kortvarigt åbnet som en vintergæk, forelsket som hun er i sin fætter Charles – Thomas Bo Larsen som topmålet af et forvirret hoved, uhjælpeligt banket på plads af sin mor, fru Mørchs søster, der spilles af en af dansk teaters heftigste slagnumre, Margrethe Koytu.         
Datteren Karen – Ann Eleonora Jørgensen, brusende med tungen ud af halsen efter fed ferie, euro-kulør og en stærk mand med gysser  – Bjarne Henriksen har fornøjelsen af at være genstanden. Ham fik vi dobbelt fornøjelse af ved premieren lørdag. Denne Hereford Beef af en skuespiller havde sovet over sig derhjemme, hvilket Langdal måtte meddele fra scenen, hvorefter pausen blev forlænget med tre kvarter. Jublen ved hans entré på scenen bragte ham i ekstra stød til at prøve at voldtage den 14-årige niece efter en fælles joint. Marie Bach-Hansen er offeret. 
Og datteren Kirsten – Karen Lise Mynster, den ældste og mest selvstændige af de tre, hende, der indimellem vover et øje og tager kampen op med mor, men selv smadret til murbrok af et ruineret ægteskab med Kristian, som Max Hansen former som en godmodig labrador i bur. Har hun arvet en portion af morens afskyelige stålsatte overlevelsesevne? Antydningerne er der. Men mest tvivlen. Mynster spiller hende som den mest sammensatte af de tre.
Tre piger mast i mors kværn.

FRÆKT

Det er et stykke, som er overordentlig morsomt i passager. Ondskabsfuldt, frækt. Uden de store dybder. Temmelig vidtløftigt  – sammenholdt med f.eks. Vinterbergs og Rukovs ’Festen’, hvor plottet omkring fadertyrannen bygges konsekvent og målrettet op.
Dér havde Jesper Langberg en tilsvarende rolle i teaterudgaven. Uden at kunne gå tidligt hjem. Her ser vi ham ikke mere efter den første halve time. Vi sidder og tænker: Gu ve’ om han ikke dukker op til overfladen, draget af det muntre familiehelvede. Men nej.  

GregersDH