VERBAL BETONKLODS
’Det gyldne kompas’ på Aarhus Teater løber sur i overbroderinger, sidespor og blindgyder.
***
ET stort. Vidunderligt. Og umuligt projekt.
Det er ikke svært at se, hvorfor Aarhus Teater har kastet sig ud i det.
Det er til gengæld svært at se, hvorfor teatret ikke er bremset op undervejs, og har sagt: Stop, vi brænder nallerne.
Det attraktive er, at ’Det gyldne kompas’ er et fantasy-projekt i den genre, der får læsere til at begrave sig i bøger og film à la ’Ringenes herre’, ’Narnia’ og ’Harry Potter’. Og altså ’Det gyldne kompas’, der er både bog og film-succes. Storartede, brogede, mangfoldige eventyr med himmel og helvede, sværd og trolddom, mystik og drama.
Det smertefulde er, at historien på teatret bliver som et spand heste, der løber løbsk, panden mod muren, ind i hinanden. Ryttere der kastes af sadlen. En omsiggribende jagt på at finde fodfæste.
For at sige det på en anden måde: En verbal betonklods.
OVERBRODERING
Den glimrende instruktør Aydun Johannesen prøver opgivende i programmet at formulere indholdet af historien i en ’kort’ version: ”Det handler om en pige, der søger kærlighed og venskab. Hun ved det ikke selv, men hun er alene. Hun ønsker at blive elsket – holdt af – og hun ønsker at elske – holde af”.
Denne enkle ledetråd er indlysende, og man er ikke i tvivl om, at den befinder sig et eller andet sted undervejs i den næsten 3½ times forestilling (som kun er 1. del af ’Det gyldne kompas! – 2. del følger i 2009!).
Men det, der skal gøre denne tråd levende under fortællingens enorme blæksprutteagtige korpus, smuldrer i sidespor, skævkurser og overbroderinger.
SKYLDFRI
Det er sandelig ikke hovedpersonens, skuespilleren Ene Øster Bentsens skyld. En sund, livskraftig ung skuespiller, der glimrende illuderer tidlig teenager, og som går rakt på opgaven med stemme, krop og meget sympatisk udstråling. Heller ikke teatrets store stab af medvirkende, der stort set fylder deres utallige roller og forklædninger ud med energi og fantasi – heller ikke deres skyld.
Og det skyldes slet ikke, at scenografen Manfred Blaimauer ikke alene har fået lov og økonomi til sammen med en hærskare af dukkemagere, maskører, kostumierer og designere at skabe et overvældende bombardement af visuelle indtryk – lige fra video-fabuleringer over landskaber og byer, himle og underverdener til eminent formede dukker. Men også har fået dette visuelle bombardement til at fungere. Om ikke som Jens Olsens verdens-ur. Så som noget, der er dér henad.
Scenografiens grundidé er både kompas og jordklode. Vældige skærme i flere lag, der kan rykke som svingdøre, afsløre stjernehimle, landskaber og et mylder ind og ud af dæmoner, indianere, munke, borgere. Alskens væsener. F.eks. isbjørne.
FORSTOPPELSE
Men så meget lider forstoppelsens kvaler undervejs.
Fordi alt skal med. Du skal nærmest have været igennem den store encyklopædi for at få et forhold til den oxfordske universitetsverden, der er udgangspunktet. Og du skal være mere end almindelig orienteret om det arsenal af geografiske, videnskabelige og erkendelsesteoretiske problemstillinger, der er baggrunden for historien. For de børn, man forestiller sig skal fanges af forestillingen – og os andre med for den sags skyld – er det f.eks. rimeligt volapyk, at den konflikt mellem tro og viden, kristendom og forskning, som udspinder sig om ørerne på den frygtløse pige, har fået katolsk, nærmest jesuitisk indhold.
Man har rigeligt at gøre med at følge de utallige sceniske detaljer, der ligger i dobbeltbesætningen mellem en stribe af personerne – mennesker som natur- og overnatur-væsener, som følges ind og ud af deres dæmoner, deres indre tanker og sjæleliv materialiseret som dyriske dukker, på scenen ført af dukkeførere. Tredobbelt dimension: Person, dukke, dukkefører – endda undertiden firdoblet, fordi dæmonerne kan antage forskellige dyreskikkelser for hver person!
MANGE ORD
Der er øjeblikke af visuel action, der virker. Hekse, der kommer duvende gennem luften. Isbjørnene – som mange sikkert husker fra filmen – der udkæmper drabelige kampe. Noget, der er både rørende og effektfuldt og flot gennemført.
Men ellers frygteligt mange ord og sendrægtige statiske passager. Det må have været noget i den retning, der i 16- og 1700-tallet kunne drive barokoperaernes publikum til at sludre indbyrdes, spise og spille kort i logerne, mens sangerne udkæmpede deres kilometerlange vokale dueller.
I Aarhus Teater sidder man pænt stille. Keder sig. Og græmmer sig over skønne, spildte kræfter.
