DIE ASTA
Asta Nielsens berømte ’Hamlet’-filmatisering er et enestående dokument om hendes intelligente skuespillerkunst. Den afsluttede i aftes sommerens Shakespeare-forestillinger på Kronborg
*****
SÅ kom han, Hamlet. D.v.s. Så kom hun. For det er det lille kup, Hamlet Scenen på Kronborg i år slutter sommerens Shakespeare Festival med:
Asta Nielsens Hamlet-film fra 1921. En kvinde som Hamlet.
Det sker på megalærred i slotsgården med live musik af den unge komponist Mike Sheridan, ene mand ved de elektroniske batterier. En slags erstatning for den live musik, der i tidernes morgen hørte til visninger af stumfilm – ved den københavnske premiere i Kinopalæet i 1921 var det med fuldt orkester, der spillede Tjaikovskijs Hamlet-ouverture, og hvad de ellers kunne finde på for at sætte kulør til de sorthvide billeder, de talende, men uhørlige skuespillere og til de korte tekster, der undervejs forklarer, hvad der sker og bliver sagt.
På denne ’Hamlet’ er teksterne skrevet med krøllede, gotiske bogstaver, for filmen er lavet i Tyskland. Ved mundaflæsningen kunne man registrere, at der blev talt tysk, også af ’Die Asta’ – som hendes tyske gigantpublikum kaldte hende.
TÆPPE AF LYD
Filmen er en dybt fascinerende oplevelse, når man lige har vænnet sig til Sheridans musikalske ledsagestil: Et tæppe af lyd, et kæmpestort ’cluster’ af syntesized musik, myldrende af variationer i det små, men i det store som en permanent lydmasse, ikke den værste ide, for man tilpasser sig hurtigt musikken som et kontinuum og koncentrerer sig om billedsiden.
Det fascinerende flyver ellers i mange retninger.
Men det alt afgørende er Asta Nielsens spil.
Det er hendes egen idé, så vidt man forstår, at Hamlet skal spilles af en kvinde – muligvis hentet fra en amerikaner, der har udviklet den idé – tanken er, at dronning Gertrud er bange for, at kongen skal dø i krig mod nordmændene, og hvem skal så overtage kongeværdigheden? – de har kun datteren, ergo må datteren forklæde sig som mand og gennemføre hele historien som prins.
Det gribende clou indtræffer til allersidst efter den skæbnesvangre finale-duel mellem Laertes og Hamlet: Hamlet segner om, forgiftet af Laertes kårdespids og udånder – vennen Horatio, som vist trods alt er blevet ubestemmeligt lun på den forklædte pige, kaster sig over den døende, mærker hendes bryst under skjorten, vi ser en ren Siegfried-Brünnnhilde-situation og venter næsten det chokerede udbrud fra 3. akt af ’Siegfried’: – Ein Weib!!!
TONET NED
Ja, og hvilken ’Weib’! Asta Nielsen, spinkel og smuk, androgyn, med en udstråling, som kunne minde om en fransk Anna Karina, smidig i sine bevægelser, og først fremmest med et ansigt, der lyser af klogskab, intens medleven, beregnende, koket, i stadig bevægelse, og samtidig med en koncentreret ro i sin mimik det ene øjeblik, det næste spillevende.
Man forstår den effekt, hun har haft på biografpublikummet dengang. Til forskel fra alle andre medvirkende i denne Hamlet-film begriber hun kameraets og lærredets natur.
Mimikken er tonet ned til et niveau, langt under de øvriges, der vrænger og tér sig, som om de skal nå galleriet i et teater. Værst den 50-årige skuespiller Edouard von Winterstein, der spiller Claudius, brodermorderen, der tiltvinger sig kronen. Han var en af Max Reinhardts yndlingsskuespillere, medvirkede i 150 film gennem sit 90-årige liv. I Hamlet-filmen total komisk i sine forsøg på at spille lumsk, brutal, brunstig, fordrukken m.m.
De fleste medvirkende har lignende ekstreme udspil i den tids teatralske stil, tilmed sminket på teatermaner.
Men alt sammen noget, der så meget desto stærkere fremhæver Asta Nielsens spil. Hun kan endda i nogle scener afsløre et komisk talent, som vi ellers ikke tillægger hende – f.eks. i en af de mange tilskrevne scener, vi ikke kender fra Shakespeare: Polonius tilkalder en læge, der skal tjekke Hamlets ’sindssyge’, og Hamlet kører fuldstændig rundt med dem begge i et lattervækkende show af underfundighed.
ALBUERUM
De tilskrevne scener har enkelte gange virkelig albuerum: Claudius ekspederer ikke Hamlet til England, men til Norge, i en lang, helt selvstændig sekvens, der næsten foregår i western-stil, sandsynligvis inspireret af de upcoming amerikanske stumfilm.
Vi skal også opleve Hamlet på studierejse i Wittenberg i filmens start.
Meget er på den måde tilføjet for at få hentet Shakespeares drama ud af teaterscenen og det verbale replikregi, som stumfilmen nødvendigvis må blokere for, men som på scenen er afgørende for forståelse og fortolkning.
Der er billedmæssigt masser af stof, som selv på det tidspunkt har været ret avanceret, masseoptrin, landskaber, kranoptagelser og heldigvis nærbilleder, der for Asta Nielsens vedkommende bringer os tæt på hendes køligt-ironiske udtryk og skønhed.
Det er ikke småting, Hamle Scenen på Kronborg har budt os denne sommer.
Shakespeare frat tre sider.
’As You Like It’ i sublim engelsk udgave. ‘Macbeth’ som svensk-engelsk madrigal. Og nu ‘Hamlet’ som reminder om en stor dansk skuespillerinde.
