JEG  HAR LÆRT AT SIGE NEJ

Selvsikker og genert. Kan de to egenskaber forenes? Ja. Hvis man er stædig og viljestærk. Louise Campbell fortæller om vilkårene for sin lysende karriere som designer. 

Interview: Gregers Dirckinck-Holmfeld
Foto: Magnus Møller

Hvad er nu det for en menage? Du kommer ind i en baggård i Gothersgade. Bliver knaldet hundrede år tilbage i tiden. Et smedeværksted ser ud, som om de skal til at sko heste. Der er dueslag og åbent kaninbur med de små kuglelyn stæsende rundt i gården. En tummel!
Men oppe ad trappen, stejl som en hønsestige, over smedien, sidder Louise Campbell og laver modern danish design. Det eleganteste og mest stilsikre. Skæve omgivelser, skæve gulve, skæve vinduer, men hvidt, hvidt  – som hendes egne sommergevandter. Det hele så lyst som hendes klingende latter.
Modsætninger, der er bygget langt ind i hendes sind og virke.
Denne dag er hun dumpet ind til byen fra sit sommerhus ved Sejrøbugten  – ”Jeg har slet ikke talt med nogen i weekenden, jeg skal lige op i taleomdrejninger,” siger hun. Og kommer da godt nok også hurtigt op i omdrejninger. Dynamisk og imødekommende. Skarp og velformuleret. Hun er Danmarks bedste bud på en designer på vej ud i verdensrummet med sin lysende produkter. Ideerne flyder fra hende.
Der bliver lavet kaffe og hilst på: Højrehånden Thomas er omkring, men straks tilbage til koncentreret arbejde.
Og så kommer bisætningerne, de åbenhjertige revideringer af selvsikkerheden. De nådesløse spørgsmålstegn. Stillet af hende selv. For lys og dynamisk virker hun, men er straks ude i halve dementier, da jeg spørger hende om, hvordan den uge er forløbet, som hun før weekenden har tilbragt i New York.

”Det var da fantastisk. Thomas og hans kæreste var med. Men for mig handlede det meget om, at jeg skulle tale på møbelmessen og interviewes på scenen af Dwell Magazines chefredaktør. Det var på fjerdedagen i N. Y. Det gik da fint nok. Siger de. Men først render man rundt i fire dage og er anspændt, og bagefter i tre dage med en selvkritisk, indre monolog om, hvordan man kunne have gjort det bedre. Jeg tænkte som altid: Gav jeg for meget?”

– Hvad mener du med det?    

”For meget af mig selv. Skulle jeg være mere behersket? Jeg ved ikke, hvorfor jeg altid har den dér indre krise. Hvor meget skal man give? Også når vi to sidder her. Man snakker om de ting, man laver. Men det her arbejde er så personligt, at det er næsten umuligt ikke at give en masse af sig selv. Jeg er et enormt privat menneske  – som alligevel gerne vil have, at folk ser mine ting. Derfor taler jeg om dem. Og om mig selv. Bagefter tænker jeg tit: Dér gik jeg over min egen grænse. Jeg er meget blufærdig.”

– Du har fortalt, hvordan du i starten af din løbebane havde svært ved at gå rundt med mappen og sige: ‘Se her!’

”Jeg synes, jeg har en fantastisk tilværelse. Men jeg tager ikke for givet, at andre synes, det er så interessant. Jeg er ikke sælger. Det ligger ikke til mig. Derfor venter jeg helst på, at andre kommer til mig.”

– Som Dwell Magazine gjorde…

”Jo. Men selvfølgelig kunne jeg have gjort mere. Jeg var inviteret til arrangementer, som jeg blev væk fra. I stedet for at gå rundt med visitkortet: ’Her er jeg. Nu skal du bare høre!’ Det er ikke mig. ’Intimate dinner party’ med tredive amerikanske pinger. Oplagt, synes mange sikkert. Lige som at tage til den store middag på ambassaden og snakke med alle de danske pinger. Den aften blev jeg hjemme på hotellet og fik room service i stedet for.”

– Men tænkte: Jeg burde måske…

”Selvfølgelig! ’Jeg bør! Jeg bør!’ Men når jeg så har takket nej og været tro mod en eller anden generthed, så har jeg det fantastisk godt. Også nu bagefter. Andre mennesker ville måske have fået en masse ud af det. Jeg tænker: Vi har allerede rigeligt på vores tallerken.”

– Hvad mener du med det?  

”Det er et engelsk udtryk. Oversat direkte. ’Vi har nok at se til.’ Jeg har ikke brug for flere henvendelser, heller ikke fra det amerikanske marked. Vi har rigeligt med opgaver. Når det er sagt, så sidder der altså også en lille, indre Louise, som tænker: Jeg vil have hele MoMa – en soloudstilling på Museum of Modern Art.”

– Det vår du ikke ved at blive på hotelværelset.

”Måske ikke. Men det har ikke noget med sagen at gøre. Det er ikke mig, der skal stå der og udfolde mig. Det er produktet, der skal være en succes. Men skal lære at sige nej. Vi har også lige besøgt en fabrik i Holland, der vil have os til at tegne et produkt. Vi ville se, hvad deres maskiner kan. Jeg er ved at være en gammel dame  – jeg har godt nok set mange fabrikker og maskiner! Og her var ikke mange overraskelser. I dag er vi i en situation, hvor vi kan sige nej tak. Vente, til der kommer nogle, hvor vi tænker: De har nogle maskiner og måder at tænke på, som vil være rigtig sjove at arbejde med. Jeg kan tillade mig at være kræsen. Sige: Den slags behøver jeg ikke påtage mig. Der er andre opgaver. Færre, men bedre. Nogle, der giver længere og sejere træk. Det er vigtigt at holde et niveau. Nej, det har intet at gøre med, om det er et verdensberømt foretagende, der melder sig. Der vil altid være plads til den lille jyske énmandsvirksomhed, hvor de har en fantastisk idé. Og vil os noget rigtig sjovt. Men ikke, hvis det bare er én, der har lyst til at sætte mit navn i sin mappe for at sælge sine andre produkter.” 

Louise viger ikke tilbage for selvsikkerhed. Sartheden handler om noget andet. Noget personligt. Selvkritikken. Den indbyggede generthed. Og agtpågivenhed, når man som enspænder og solist skal pejle sig vej i den internationale designverden. Hvor hun nok er brudt igennem, men hvor konkurrencen samtidig er steget til skyhøjder, og hvor dansk design ikke a priori har verdensmesterstatus som tidligere.
Modstand kender hun på sin hud, lige fra det øjeblik hun som 22-årig kom fra England med både en kunst- og designskoleuddannelse og søgte ind på Danmarks Designskoles overbygning i 1992. Der var lærere, der ville afvise hende. Som mente, at ’hun var vist for langt ude’. Skepsisen forsvandt heller ikke uden videre, da hun var kommet ind.

”Den modstand, jeg mødte på skolen har efterfølgende været nyttig. For det er ’op ad bakke’. Altid. ”

– Er du stærk – trods alt?

”Både og. Jeg har et enormt drive. En enorm stædighed. Jeg VIL. Gennemføre  – ligegyldigt, hvor mange der siger: Dét kan ikke lade sig gøre. Jo flere, der siger dét, jo mere insisterende bliver jeg. Selvfølgelig er jeg også sårbar. Jeg tager nogle gange kritik meget personligt. Men modstanden i studietiden lærte mig betingelserne: Man skal kunne tåle knubsene. Finde ud af, hvordan du bedst kan leve med dem. Tvinge dig selv til altid at holde fast i at eksperimentere. Vove dig ud i noget. Eksperimenter med materialerne f.eks. Jeg lavede to stole til en udstilling.100 pct unika – og 100 pct ubrugelige! Du kan lige sætte dig i dem, hvis du er meget forsigtig. Men de inspirerede til den Veryround-stolen, som nu er i produktion. Så der kommer tit noget kommercielt ud af selv de mest ekstreme forsøg. Hvor du går helt til grænsen for at se, f.eks. hvor florlet man kan arbejde i et bestemt materiale.”

– Hvem kan have noget imod dét?    

”Teoretisk set: Ingen. Men i praksis er tempoet og presset blevet stort i designbranchen. Jeg ville ønske, de var mere tålmodige. Tid lønner sig. Der er en nyhedsjagt i dag som aldrig før. Den påvirker i den grad vores fag. De skal have noget nyt med på messen i januar! Vi oplever samarbejder, hvor man har fremtvunget et produkt alt for tidligt. Bare for nyhedens skyld. Det gør ondt i min kvalitetssans.”

– I er vel også midt i et opgør med de gamle. Storsællerterne. PH, Arne Jacobsen, Wegner, Nanna Ditzel. Ikke? 

”Næh. Ikke på den måde. De er en arv, jeg gerne vil tage videre. Jeg håber, man stadig taler om dem om hundrede år. Og sidder i deres stole. Men hold kæft, hvor fik de tid og råderum! Til at lave mange prototyper, før man sagde: Nu er den der! Jeg insisterer på den samme langsomhed, den samme elitære tankegang. At tingene hele tiden kan blive bedre. Nej, det er ikke et opgør med de gamle. De inspirerer. Og der er da også kunder i dag, der forstår betydningen af de lange seje træk. Louis Poulsen. Fredericia Furniture f.eks.”

– Så ikke noget opgør?

”Jeg sidder selv på Wegners Y-stole derhjemme.”