Meike Bahnsen og Hanne Windfeld i ‘Maria Stuart’ på Aalborg Teater. (Foto: Aalborg Teater) 

30 MINUTTER FRA KØBENHAVN

Nomineringer og priser daler ned over Aalborg Teaters stjerneskuespiller Meike Bahnsen.  Men hun slås med et København-syndrom, der provokerer og irriterer.

Interview: Gregers Dirckinck-Holmfeld
Foto: Michael Rasmussen

– ‘Nu skal du da til København’…
En bemærkning, der river i næsen. Irriterer. Provokerer!
Meike Bahnsen får den stukket ud jævnligt. Sidst, da hun i april blev nomineret til en Reumert for sin fremragende præstation i ’Maria Stuart’ på Aalborg Teater.
Hvad stiller man op med sådan en bemærkning, når man er Meike Bahnsen, bor i et fantastisk hus med udsigt over hele Aalborg, lige har kørt sine tre børn i skole og børnehave, haft halvtreds muntre middagsgæster dagen før til fødselsdag, er ombølget af stormende succes som skuespiller på sit teater og i øvrigt er et positivt menneske, glad for sin tilværelse?

”Der var også en politiker, som kom hen til mig efter ’Maria Stuart’ og sagde ’Du bliver her ikke længe!’ Han mente det sikkert godt. Men hvad er meningen? Hvorfor skulle jeg ikke blive her? Hvorfor kan kvalitet ikke lige så godt ligge her? Jeg forstår det ikke!…Nå. Jo, jeg forstår det godt. Jeg ved godt, hvad det handler om.”

Meike Bahnsen slår en klingrende latter op. Det gør hun tit. Hun gestikulerer, ryster den kastanjefarvede manke, skænker kaffe og bliver stille et øjeblik.

– Så hvad handler det om? 

”Jamen, det er da irriterende at høre på den slags, når man er glad for at være her. Aalborg er fantastisk. Aalborg vandt SAS-ligaen! Forrygende. Ålborgenserne siger: Vi er nordjyder, og vi er stolte! Også af det kulturliv, der er her. Alt det, der er gang i. Også business. Nogle af Danmarks rigeste mennesker bor her. De synes da, at det er her, det sker!

– Jamen, hvad er så problemet?

”Det er, at man ligger under for den der idé om, at det nok alligevel er i København, det foregår. Vi snakker enormt meget om det. Det er et kompleks. Men reelt nok. For ålborgensere, men også for os skuespillere, der kommer alle mulige steder fra. Jeg er selv københavner. Nu har jeg været her i næsten syv år. I starten ville jeg også tilbage igen efter et par år. Jeg var desperat og ville hjem og vise, hvad jeg kunne. Sådan har vi det som skuespillere, mange af os, der arbejder her. En evig udlængsel – længsel efter København. Noget med: Hvis jeg skal have rigtig succes, så må jeg til København. Men da jeg fik min Reumert-pris for ’Anna Karenina’, så var det så fanden-i-voldsk en fornemmelse: Dér kan de bare se, kan de!”

– De… altså københavnerne?

”Ja, for man er åbenbart nødt til at tage derover for at vise dem, hvad man dur til. De er så lukket i deres københavnske verden. Der er langt til Aalborg, siger de. Altså! Det koster 200 kr. med fly fra København. Tager 30 minutter. De er så højrøvede, teatercheferne i København. Jeg sagde til Martin Tulinius, at han skulle tage at komme op og se vores ’Gasolin’’. ’ – Det er så langt væk!’, svarede han, ’og ’Gasolin’ har jeg set’. ’Gu’ har du ej,’ sagde jeg. ’Du har set dén på Dr. Dante og den i Gasværket. Du har ikke set vores.’ Men nu kom der da nogle op til ’Maria Stuart’ –  jeg tror, det var første gang, vi har set Det Kgl.s Emmet Feigenberg i Aalborg. Og Jan Maagaard, Københavns Teaters nye chef… Lyder jeg irriteret?”

– Ja.

”Jamen, ha! ha!. Det bliver man da også. Det er ligesom med film og tv-folkene. De rører sig ikke uden for København, når de skal bruge skuespillere. Jeg blev ringet op af en caster, som indtalte på min telefonsvarer, om jeg havde lyst til at komme over til casting på ’Clown’. Det havde jeg da. Og det ringede jeg og sagde på deres svarer. De ringede aldrig tilbage. Men nej, jeg er altså ikke irriteret. Alligevel. Nu skal jeg til Betty Nansen til vinter og være med i ’Nick Cave’, teaterkoncerten. Jeg har fundet sådan en ro og balance i det, at jeg kan sige til mig selv: Jeg lever her og har det fint med mine børn og min mand Jens –  han har masser at lave på Aalborg Teater og er glad for at være her. Det er min basis. Og så kan jeg af og til være på orlov, tage af sted og løse nogle opgaver i København. Det er den model, jeg tror, jeg har fundet. Acceptere, at jeg har det krudt i røven, jeg har. Ambitioner om at kaste mig ud fra 20 meter vippen. Men jeg er også sindssyg glad for Aalborg Teater og de chancer, teatret giver mig her. Det er noget, man skal gøre op med sig selv. Jeg bliver egentlig enormt provokeret af, at vi heroppe kan gå rundt og synes, at man må til København for at få rigtig succes. Unge skuespillere søger til Aalborg, de vil gerne have job  – jeg gjorde det jo også selv! – men alligevel helst kun for en begrænset periode, og så går de – vi! –  rundt og bliver kede af at måtte erkende, at lykken nok trods alt ligger i hovedstaden. Nogle rejser fra et godt job her, flytter til København uden at have noget som helst, men i håb om…ja, i håb om hvad? At finde guldet og lykken. Rejser fra et teater, der laver forestillinger, som har en fantastisk kvalitet. Fra stærke kolleger. Fra gode roller.”

– Og du selv…du er vel teatrets primadonna.

”Stik det ord skråt op. Ligesom ordet ’hovedrolle’. Hvis man får en stor rolle, går man ind og giver plads til de andre. Man modtager, man er til rådighed, man er åben, man møder hinandens energi. Hovedroller skal lige som biroller levere og modtage energien. Primadonnaer er nogle, der skrider hen over det hele.”

– Du lavede ‘Evita’ i 2006 – det var vel en primadonna-rolle, for den handlede om en primadonna?

”Jamen, også dér skulle man lade være med at bruge de forkerte kræfter. Det lærte jeg. Også af kritikken i den anmeldelse, du skrev dengang. Jeg syntes, du var vildt uretfærdig! Altså: Jeg havde lige fået Lauritzenprisen, og premieren var gået enormt godt. Jeg står der og varmer op til den første forestilling efter premieren, og så hører jeg en tekniker, der siger: ’Ha, ha, ha – har I set, hvad der står i avisen: ’Hun kan hverken synge eller danse!’  – Jeg gik da fuldstændig kold, mand! Helt ned med flaget. Om så to hundrede mennesker kommer strømmende personligt og siger til lykke, og andre anmeldelser synes, det er gået godt! Hvis der er én eneste, der ikke synes det, så er det den, man tænker på. Den, man ikke kan få ud af hovedet… Den ramte et blødt punkt. Jeg syntes netop, jeg var for meget skuespiller til egentlig musical og ikke lige den, der skulle danse rundt som en femtenårig Evita…altså, jeg havde ikke været kritisk nok. Der var punkter, jeg ikke havde taget stilling til med den rolle.”

– Hvorfor ikke?

”Man har lært så meget. Fået så meget håndværk og værktøj lige fra teaterskolen. Lært at bruge det. Men ikke gennemtænkt alt. Så kan det pludselig være ved at smutte. Da jeg f.eks. spillede Anna Karenina, var al ting så klart op mod premieren. Troede jeg. Detaljerne, der gør, at man kan ramme figuren. Så til de to sidste forpremierer, kunne jeg pludselig ikke finde ud af det. Jeg famlede rundt. Men ved premieren mærkede jeg, at jeg var nødt til at slippe lortet, mobilisere energien, spille, bruge løs af mig selv. Stole intuitivt på, at al ting var besluttet og tænkt igennem. Det var fuldstændig befriende. Jo mere man har gennemarbejdet og været nede i stoffet, jo mere fri er man, når det gælder. Med ’Evita’ var der ting, jeg ikke havde tænkt igennem. Så er man pludselig sårbar. Men man lærer af det hver gang. Lærer at forberede sig på så meget som muligt. Det er noget, jeg kan bruge  – også når jeg underviser og arbejder med andre: Dette med at dissekere ned i alle detaljer, hvad det er, man har gang i. Jeg arbejder af og til med erhvervsfolk og fortæller dem, hvor afgørende det er for deres performance, når de skal forelægge en sag, at de indstiller sig præcist på opgaven og det ’rum’, de går ind i. Jeg får brug for det samme, når jeg nu skal begynde at undervise på musical-skolen i Fredericia…”

– København lyder langt væk nu…

”Ha, ha! 30 minutter med fly.

GregersDH