Ellen Hillingsø og Olaf Johannesen i ‘Privatliv’ (Foto: Bjarne Stæhr)
SKA’ VI SKILLES ELLER HVA’
Noel Cowards ’Privatliv’ genoptaget i champagne-humør på Grønnegårds Teatret
*****
Hvis Strindberg er en dukkert i Det Døde Hav eller Philippinergraven, så er Noel Coward en promenade langs Revieraen.
Sagt på en anden måde: Noel Cowards ’Privatliv’ er som at se Strindbergs skarpe, sorte negle klippet ned, poleret og let lakeret lyserøde. Ægteskabet jammerlige prøvelser endevendt over et par glas champagne.
Grønnegårds Teatret har trukket proppen op til et gensyn med et af dansk teaters længstlevende succeser – ’Privatliv’ piftede, som nogle vil huske det, over scenen gennem en snes år. 729 opførelser med Susse Wold og Bent Mejding som parret, der ’vil og vil dog ej’.
En henrivende dans omkring ingenting – i hvert fald det ’ingenting’, der er den utrættelige, muntre balancegang på skilsmissens rand. Hvor nydelsen består i aldrig at nå ud over vittige spydigheder af den slags, der dårligt nok nærmer sig ondskabsfuldheder. Og hver gang trække sig baglæns ud af legen med en latter og en ny vittighed. Ska’ vi skilles eller hva’?
BAGHAVEN
Nu har Ellen Hillingsø og Olaf Johannesen fået fornøjelsen i Grønnegårdens filial i det gamle Odd Fellow Palæs baghave, hvor vi kan sidder i den smålune sommeraften (tag vamsen med!) og sende transcendentale tanker til, hvad der dog har udfoldet sig på dette sted, nu forvandlet til græs: Bernstein, Kapellet, Fischer-Diskau, Elisabeth Schwartzkopf, you name them, flere generationers koncertliv i det nedbrændte palæ.
SCENEN
’Privatliv’ er ’Borgerskabets diskrete charme’ i engelsk regi. Sofistikeret nonchalant leg med ægteskabets ubesværede ligegyldighed.
Scenen i Palæhaven er bygget op som mondænt 1920’r art nouveau hotelinteriør, trappe op og ned til et par værelser, hvor de to ægtepar indfinder sig på bryllupsrejse.
Sibyl (Sarah Gotlieb) nutter sig først ind sammen med Ellyot (Olaf Johannesen). Så sparker Amanda (Ellen Hillingsø) døren ind med Victor (Claes Bang) i hælene, og som om hun var Maria Callas i 1. akt af ’La Traviata’.
MØDET
De to par præsenteres af Noel Coward i fuldendt skematisk parallelløb. Samme syrlige og idiotiske replikker, samme problem: De aner ikke rigtig, hvad de selv har gang i, og slet ikke hvad de har i vente, nemlig Ellyots møde med ekskonen Amanda.
Parrene lines op hver for sig i misforståelser og stiklerier til tidligere forhold, og så eksploderer det hele, da Amanda og Ellyot pludselig står over for hinanden. Derefter kører det op ned, ud og ind, indtil det kulminerer i et forrygende håndgemæng over stole og dyner mellem de to utrættelige spillere.
TORNADO
Noel Coward kræver snaphed og snert i replikkerne, og både Olaf Johannesen og Ellen Hillingsø leverer begge dele. Johannesen med den slebne kynisme og livstræthed, der er et af hans specialer. Og Ellen Hillingsø som en tornado af lynhurtige omstillinger fra kvidder til sylespidse afpareringer og nye frontalangreb. Det kræver en pertentlig og skarp sprogbehandling at få dette britiske, overfladiske vid til at spille. De gør det begge med et lystbetonet overskud, der er medrivende.
LATTERVÆKKENDE
Sarah Gottlieb er kæk, sød og forurettet som Sibyl, og Claes Bang en monument af en uflyttelig træmand, præcis som forlangt. Det er en henrivende øjeblik, da de to indfinder sig under tumulten i Amandas og Ellyots værelse. Dér står de stumme og lattervækkende i deres stiveste traveller-puds – lystspil-situationer som denne har Christoffer Berdal som instruktør perfekt tjek på, og Nina Flagstads scenografi er ideel til de traditionelle døre-op-og-i scener.
Der er dømt champagne i Palæ-haven.
