Henrik Lykkegaard og Niels Ellegaard i ‘Livet  – hvor svært kan det være? (Foto: Folketeatret)

HVAD URNERNE

FORTÆLLER

Lykkegaard og Ellegaard graver endnu dybere og morsommere i urnerne ved genoptagelsen af ’Livet – hvor svært kan det være’, der nu skal på turné.

Tekst og instruktion: Vase og Fuglsang. Medvirkende: Henrik Lykkegaard og Niels Ellegaard. Scenograf: Kirsten Brink.

‘Livet – hvor svært kan det være?’ Repremiere på Folketeatrets Store Scene. Fra på torsdag 3. januar 1919 på landsturné, der begynder på Teater Svalegangen i Aarhus og derefter løber på en række teatre indtil 18. marts. Varighed: 75 min. u. pause.

*****

ET bord og to stole! Det er alt, hvad man behøver, sagde Strindberg.

DET må man nok sige, når man ser ’Livet, hvor svært kan det være’ på Folketeatrets store scene. Nogle gange i stykket er der dårligt nok et bord og to stole på scenen. En sjælden gang en stige, en fiskestang, en rollator eller en anden stump rekvisit. Men ellers ikke noget. Bare to skuespillere. Niels Ellegaard og Henrik Lykkegaard.

OG mere skal der ikke til for at skabe en morsom og rørende forestilling. Jo, selvfølgelig: En tekst, der rammer præcist ind i vores nervesystem – hvor det så befinder sig, i hjernevindingerne eller i lattermusklerne. Vase og Fuglsang – makkerparret, der leverer så meget gyldent gods til revyerne, bl.a. Cirkusrevyen – står for leverancen til Lykkegaard og Ellegaard. Ti situationer, sketcher eller hvad vi vil kalde teksterne, som hænger sammen på den måde, at de handler om to fyre, Alex og Tom, som gennemlever deres fælles liv – baglæns, d. v. s. de begynder som et par vaklende oldinge, stående med tomme urner i favnen klar til påfyldning af deres respektive aske.

OG derfra går det i hurtigt, også nogle gange i henrivende tænksomt tempo, retur til barndommen via mellemstadier, der rummer alskens glade trængsler med damer, koner, kærester, elskerinder, fraskilte eller overlevende. Dem, de husker eller vistnok bare kommer i tanker om.

DE er to drengerøve – men også ganske forskellige. Vase og Fuglsang udnytter med stor sikkerhed de to skuespillers særlige egenskaber, samtidig med at de kan satse på de tos enormt udviklede fælles lystspil- og komikererfaring. Ellegaard har de gjort til den småintellektuelle med boglige ambitioner, lidt forsigtig, da han som teenager skal lokkes op af stigen for at kikke ned til damerne, der soler sig. Lykkegaard som noget af en rod, som kommer frem i verden med tvivlsom auto-business – fælles mødes de som ustyrlige heppere til fodbold på langsiden. Lige rørende i deres respektive hjælpeløshed over for livets møjsommelige udfordringer.

VI konstaterede stykkets saftfulde egenskaber, da det blev spillet første gang for knap to år siden på Folketeatrets Hippodromen (9. februar 2017). Det vinder stærke ekstra points nu ved genoptagelsen, fordi tempoet er gearet op og ned på de rigtige steder, og sammenhængen mellem de ti led i forløbet har fået nye og klare pointer. Vi kaldte dengang vores anmeldelse ’Hvad urnerne gemmer’. Nu fortæller urnerne højt.

STYKKET skal på turné. Det vil tage kegler, så det kan høres. Helt ud på gaden.

gregersDH.dk