Leonora Christina Odeon St. Scene, Odense 22.1. 2019

Leonora Christinas historie næsten kvalt i spredt fægtning under stort anlagt musical i Odense.

Xenia Lach Nielsen og Christian Mosbæk i ‘Leonora Christina’ (Foto: Emila Therese)

KVALT

I

DETALJER

Leonora Christinas historie næsten druknet i spredt fægtning som stort anlagt musical i Odense.

Dramatiker: Andreas Garfield. Drejebog og iscenesættelse: Peter Langdal. Komponist: Stephen Henriksen. Sangtekster: Torben Kierkegaard. Scenograf: Ashley Martin-Davis. Kostumer: Karin Betz. Medvirkende bl.a.: Xenia Lach-Nielsen, Troels Lyby, Lars Simonsen, Christian Mosbæk, Joakim Lind Tranberg, Cæcilie Gerberg, Christin Elisabeth Mørkøre, Stig Rossen, Natali Vallespir Sand og Frederik Mansø Boutrup. Odense Symfoniorkester dirigeret af Casper Schreiber.

’Leonora Christina’ spiller indtil 15. februar på den store Odeon Scene i Odense i Odense Teaters, Den Fynske Operas og Odense Symfoniorkesters regi. Varighed: Ca 3 timer.

**

KRIGSHUMØRET fejler ikke noget i Odense. For mindre end et år siden satte man Wagners ’Ringen’ op i byens nye store teater- og koncertsal Odeon (det udtales med tryk på O’et). Det gik godt.

I aftes spændte man igen musklerne med urpremieren på en tre timers musical om Leonora Christina. Det gik ikke så godt. Den er for lang. Den er for tynd musikalsk, den er usikker i handlingsforløb og overbroderet med historiske detaljer.

ALT sammen ærgerligt. Det sidste nærmest irriterende. For det er jo et pragtfuldt emne: Kongedatteren Leonora Christina, der sad 22 år i Blåtårn-fængslet på Slotsholmen, skrev sit dybt originale ’Jammers Minde’ i al hemmelighed på papirstumper, midt i svineriet, mellem rotter, uforskammede fangevogtere og kongehusets medlemmer så få meter fra hende, at hun kunne høre dem feste med dronningen i spidsen – Sophie Amalie, hendes arvefjende, der havde anbragt hende i skidtet.

LEONORA CHRISTINAs skæbne er en kerneberetning i Danmarkshistorien, for der hører mere til end ’Jammers Minde’ og de 22 år i Blåtårn. Det er sandelig alt det mere, vi skal have med i Andreas Garfields dramatiske manuskript og Peter Langdals iscenesættelse. Til overmål. Det er blevet en historie om magtkampe i kongehuset, om internationale forviklinger, der involverer det halve Europa, om systemskiftet til enevælde i Danmark – begivenheder, hvor Leonora er anbragt som en katalysator i centrum sammen med sin ægtemand Corfitz Ulfeldt. Man kan digte sig til alt muligt. Den historie, Garfield og Langdal fortæller, har da en masse på sig. Ligesom den Leonora, den godt syngende Xenia Lach-Nielsen viser os, har gjort alt det, vi ser og hører om, drønende ambitiøs har konen været, mindst lige så ambitiøs som manden, der render i fast rutefart mellem Danmark og Sverige og i øvrigt Europa rundt som intrigant magtmenneske, vendekåbe, landsforræder, skiftevis spindoktor for konger, hvor de nu befinder sig, skiftevis selv så tæt på magten, at han er ved at overtage den. Hele tiden med Leonora i hånden.

KONEN trækker i snorene. Men vi fyldes med en uoverskuelig masse detaljer. Det havde været stærkere med en forenklet fortælling om det konfliktfyldte, besættende ægteskab mellem Leonora og Corfitz. Eller – måske især: Det glødende had mellem de to kvinder, Leonora og Sophie Amalie. Der er nogle få scener, hvor snerten af tæt drama får både handlingen og musikken til at løfte sig. Dét øjeblik, hvor Leonora og hendes børn forskræmte gemmer sig i fadeburet i huset på Gråbrødre Torv. Eller scenerne, hvor den purunge nye dronning Sophie Amalie modtages med isnende afvisning af Leonora under brylluppet med Frederik 3. Og senere opsøger hende for forsoning, men får samme tur.

I STEDET slynges vi nu fra en start i Stockholm med Leonora som vidne i en retssag mod hendes mand. Hvad laver hun dér? spørger vi, indtil vi bliver klar over Sverige-Danmark-forholdet er en tråd gennem musicalen – en tråd, der udløser et anakronistisk spring frem til svenskernes belejring af København i 1659 med anledning til folkekor og stort anlagt scene med Leonoras halvbror Fredrik 3. og hans berømte replik ’Jeg vil dø i min rede’ – så fik vi lige dét med, om end et sært sted i kronologien – senere er vi mange år tilbage og har en fordrukken Chr. 4. på scenen i dødelig nedtur – en stærk rolle for Anders Gjellerup Koch, men han har ikke noget særligt at synge i denne musical. Dét har til gengæld Stig Rossen som bl.a. brutal kommandant på Hammershus, hvor Leonora og Corfitz en periode sidder fængslet – meget bliver den stemme ikke brugt, denne stemme, der klart er den stærkest og bedste på musical-holdet – kun i et par små lunser får han lov at vise formatet.

HVIS man holder ørerne stive og i øvrigt har læst på lektien indvies vi i de komplicerede aftaler med og mellem europæiske stormagter som Holland, England og Frankrig – om arvefølgen i Frankrig under et hofbal i Versailles, hvor det i øvrigt er en god lille pointe at lade Leonora fedte hæmningsløs for den franske dronning Anna, Natali Vallespir Sand i enkel elegance. Vi prøver at begribe, hvorfor Peter Langdal lader svenskernes Carl X Gustav gå amok som en fuld cirkusklovn i Polen med kåre i hånd, inden han drager på sin vinterlige vandring med hæren via Jylland over Lille- og Store Bælt. Skildringen af international maskepi mellem stormagter i den anledning er i øvrigt god lærdom i disse brexit-tider. Bare voldsomt meget at skulle have med i denne musical, at vi altså skal juble over svenskernes nederlag i slaget om København, mens vi går lettere hen over, at den dansende klovn Carl Gustav ikke var mere fjantet end at han i Sverige kunne hyldes som helten, der plyndrede Danmark for Skåne Halland og Blekinge – godt hjulpet af intriganten Corfitz Ulfeldt.

CORFITZ er en solid rolle for Troels Lyby, ikke meget til store lyriske tenorudbrud ganske vist. Ligesom det havde været stærkt, hvis den unge Cæcilie Gerberg som dronning Sophie uden specielle, sanglige kvalifikationer var blevet brugt i manuskriptet som mere end en distant trussel til Leonora. De få scener mellem dem lover meget mere. Lars Simonsen har en sær rolle som omvandrende kommentator til begivenhederne, udmærket idé, men det hjælper i sig selv ikke meget som guide gennem historien, hvor ingenting manglede, det skulle da lige været den absurde detalje, at Corfitz Ulfeldt medbragte den hellige Knud Lavards hjerneskal som værtindegave til den katolske dronning Anna.

EN hård hånd fra en dygtig dramaturg kunne sikkert barbere musicalen ned til et par timer. Det er en svær opgave, for den måtte omfatte ændring og udbygning af vægten på enkelte roller. For tre år siden gjorde Malmö Stadsteater en lignende dansk-svensk historie, ‘Stockholms Blodbad’ hundrede år tidligere til en syrlig-dramatisk komedie holdt skarpt sammen om det væsentlige, Christian 2. absurde handlinger.

SOM publikum er det en fornøjelse at sidde i en teatersal, der er bygget op efter alle kunstens regler om at man skal kunne ikke bare sidde, men også se godt. Det skulle nogen have tænkt på, da man byggede Operaen i København.

gregersDH.dk

 

4 Comments

  • Jeg er faktisk lidt ked af din anmeldelse her. Jeg mener virkelig, at “Leonora Christina” fortjener en væsentlig bedre anmeldelse, end din. Normalt plejer du ellers altid at være særdeles nuanceret i dine anmeldelser, men jeg har svært ved, at finde nuancerne her. Jeg mener bestemt ikke, at Stig Rossen er den stærkeste sanger, da jeg faktisk finder alle sangstemmerne særdeles gode. At Rossen så kunne have sunget mere, end han kom til, har du jo helt ret i. Men det var jo fælles for alle de medvirkende, at “Leonora Christina” var lige så meget et dramatisk skuespil, som det var sang og musik. Der var meget mere skuespil og meget mindre sang og musik, end vi er vant til i en musical. Samtidig finder jeg udgangspunktet og slutpunktet i Blåtårn – alfa og omega, om man kan kalde det for det – var et meget spændende valg. Virkelighedens Leonora Christina skrev jo “Jammers Minde” i Blåtårn, så hvad er meget naturligt, end at lade hendes fangenskab i Blåtårn være såvel udgang som slutning af forestillingen. Det er i de 2 sekunder der går, fra hun sætter pennen på papiret ved forestillingens start, til hun ligger på gulvet ved forestillingens slutning, at hele hendes beretning udspiller sig som en indre monolog. Vel at mærke en indre monolog, som jeg godt kan forestille mig, at virkelighedens Leonora Christina har haft, mens hun skrev på “jammers Minde”. Og der var ganske vist mange detaljer med i den mere end 3 timer lange forestilling. Men havde det omvendt været forståeligt, hvis man havde lavet en ugebladsversion uden historiske detaljer? Du efterspørger mere drama og sammenstød mellem Dronning Sophie og Leonora Christina og du efterspørger mere drama/parforhold mellem Corfitz og Leonora Christina. Ja, ja, men rivalisering og parforholdsproblemer kan jo netop findes i ethvert ugeblad og i mange letbenede musicals. Jeg elsker musicals, men indrømmer gerne, at mange af dem rent handlingsmæssigt er meget letbenede. Her var der en forestilling der bestemt ikke var letbenet. Og det var fornøjeligt, at få Danmarkshistorie præsenteret på scenen. Og på trods af 3 timer og 15 minutter, så var forestillingen ikke så meget som 1 minut for lang.

  • Tak for den velskrevne og rammende anmeldelse af Leonora Christina, som vi er ganske enige i. Blot kan du ikke have siddet midt på 2. Balkon, der kunne man nemlig ikke se – og lydtrykket var enormt, som til en rock-koncert forestiller vi os.
    Med venlig hilsen
    Leif og Minna Grubbe Hildebrandt
    der gerne vil vide, hvorfor du lægger trykket på O i Odeon, når ordet er græsk?

    • Jeg blev belært af folk i teatret, at odenseanerne siger Odeon med tryk på det første O. Det er måske, fordi man også taler om Odin tårnet (dét, nazisterne sprængte i luften, men vistnok skal genopføres) og selvfølgelig bynavnet Odense -begge dele med tryk på O. Men I har ret i – som i har mailet til mig – at det gamle pladeselskab hed Odéon, og at det græske tryk på é’et i det hele taget er det almindelige og må være det korrekte. Mvh Gregers

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Indtast captcha *