Jesper Hyldegaard og Rosa Sand Michelsen i ‘Lampedusa’ på Husets Teater. (Tegn.: Claus Seidel)
CIRKLENS
KVADRATUR
Skarpladt finger på et europæisk dilemma i ’Lampedusa’ på Husets Teater.
Og glimrende spil af Rosa Sand Michelsen og Jesper Hyldegaard.
Dramatiker: Anders Lustgarten: Iscenesættelse: Andreas Dawe. Medvirkende: Rosa Sand Michelsen og Jesper Hyldegaard.
’Lampedusa’ spiller i Husets Teaters Lille Sal indtil 26. januar. Varighed: 1½ time.
****
VI er i Huset Teater, i minisalen oppe under loftet. Vi er anbragt i en enkelt cirkel rummet rundt.
Skal vi til bønnemøde? Måske en bøn for ’Lampedusa’ – det hedder stykket, navngivet efter den lille italienske ø i Middelhavet, øen, der er berømt for hvide strande, men nu mere berygtet end berømt – strandene farves røde af blodet fra druknede flygtninge.
I hver sin side af cirklen sidder de to skuespillere, der medvirker. Jesper Hyldegaard, i stortrøje, hue ned over ørene, slidte bukser. Selv slidt. Lampedusa-fiskeren Stefano, hvis liv er sat på en hård prøve, fiskeriet er gået ned ad bakke. For ham. Ikke så meget for fiskene, for de har druknede bådflygtninge at gnaske i.
Stefano har påtaget sig, at gå på havet og samle forliste bådflygtninge op. Nu fortæller han os om dét liv. Konkret, så hans oplevelser chokerer med gruopvækkende, realistiske detaljer.
Jesper Hyldegaard er en skueslipper, der med stemme, korpus og temperament kan fylde desperation, medfølelse og vrede oven i denne Stefanos nøgterne beretninger fra denne Stefano. Hvad fanden sker der? Hvad er det for et liv? Hans liv. Og det, der omgiver ham.
Så åbner den unge pige i den anden side munden. Rose Sand Michelsen som engelske Denise hjemme i England, der tjener penge ved siden af studierne som opkræver for et inkasso-firma.
Hun spiller hende med en dirrende blanding af forståelse og indignation, når hun fortæller, hvordan hun tager trapperne og ringer på hos gældstyngede mennesker, møder en verden af småfolk, der brokker sig, klynker, men ind imellem også appellerer til hendes forståelse. Med held. Hendes gode hjerte ramler ind i voksende raseri over et samfund, der ikke kan holde styr på sit hverdagsliv, inklusiv hendes egne private rusk over at være sig selv nærmest.
Det er lige straks overraskende, hvad denne Denise så har med Lampedusa at gøre. Fiskeren og hun mødes ikke i nogen egentlig dialog.
Ikke før de til allersidst, hvor de smukt og ironisk danser en lille, sirlig dans til den barokmusik af Pergolesi, der indleder og slutter stykket. Smukt og bittersødt.
Men pointen fanges hurtigt.
Pigen i England og fiskeren på Lampedusa viser os to sider af et Europa, der har et dilemma med at forstå, hvor samfundene er på vej hen. Hvor selvforståelsen knækker for at begribe, hvad rolle man spiller.
Stefano uforstående, men også ydmyg over for skæbne, livet byder ham. Denise sarkastisk, men også spontant forstående over for de skyldnere, hun skal presse gælden ud af.
Begge gidsler for et velfærds-Europa, der ikke ved, hvad ben, det skal stå på.
Det er et fremragende lille stykke, enkelt i formen, kompliceret i sin morale. Hvem løser cirklens kvadratur?
gregersDH.dk
