'Bastard' Teater Får302 og nordiske partnere i telt i Fælledparken 7.9.2012 Anm.

 

Waage Sandøe og Pauli Rybert i ‘Bastard’ (Foto: Per Morten Abrahamsen)
*
*
*
*

NORDEN PÅ KOMEDIE

*

*

*

Kun latteren er tilbage som kernepunkt og fælles identitet i nordisk samarbejde – hvis man skal følge det store teaterprojekt ’Bastard’, der nu opføres i kæmpetelt i Fælledparken.

Spiller indtil 23.9. i Fælledparken ved Øster Allé skråt over for Parkens hovedindgang. Bus Line 15 holder ved stedet.

***

 

NORDEN, mine damer og herrer. Norden! Det nordiske! Vi står lige ret, griber fanerne, statsminister Hedtoft strejfes i den tågede erindring om en tid før EU og EF.
Den er svær at hale hjem, ikke mindst når vi ser de svulmende tanker, der rører sig omkring en forestilling som ’Bastard’. Et fællesprojekt mellem Island, Sverige og Danmark med nordisk ånd og samdrægtighed som bærekraft.
Godt.
Så viser vi den gode vilje til at lege med. Træder ind i det mageløse telt, der er rejst i Fællesparken tæt ved den idrætspark, hvor råbene har gjaldet gennem generationer, når ’vi’ – du og jeg – spillede mod ’arvefjenden’: ’Hissa hussa hejsasa/Nu skal svensken ha da-da’.
Gemt og glemt.
Ligesom de svigefulde islændinge, der hellere vil være amerikanere end danskere, som det fremgår af programmet til ’Bastard’ i et interview med instruktøren Gisliörn Gardarsson. 

ARV OG GÆLD

Et pragttelt. Udstyret og scenograferet som drivhuset i Botanisk Have – eventyrligt belyst, men nordisk? Lige meget. Vi lytter til Waage Sandøe, der er denne sagaagtige familiekrønikes hovedperson, en faderskikkelse af forfærdende, mental volumen, stemmen klinger noget træt, han har tordnet for meget over sin unger, nu er de voksne og indfinder sig efter mange år i den djævelske familiehave, indbyrdes klar til at kradse øjnene ud af hovedet på hinanden – for er den gamle ikke på sit yderste?
Og er der ikke en arv, der skal udbetales? – Vi er til en slags ’Gianni Schicchi’, Puccinis mesterlige skildring af en far, der på dødslejet tryner hele bundtet af efterkommere.
På ét punkt en sammenligning, der dur:
’Bastard’ er, som stykket opføres i teltet, en komedie, en uafladelig kilde til latter, så snart vi har overstået faderens indledende nedgøring af menneskehedens uafladelige udveksling af ’opfattelser’.
Håndfaste beslutninger er, hvad der skal til. Muligvis prygl.

HENRYKT LATTER

Hvis nogen mener, der skal drages sammenligninger med famiieuhyggen hos Strindberg, Lars Noren, O’Neill eller Tennesee Williams i denne nordiske familiehistorie, dementeres sammenligningen hurtigt.
Sønnerne og døtrene er ganske vist blevet en flok af oprørske – og når det kommer til stykket: underkuede – individer. Men dialogen og de situationer, de bringes i, appellerer først og fremmest til pjank og henrykt latter.
Det er muligt, at teksten kan tolkes overordentlig alvorligt og fremsiges i knusende tonefald.
Men når den ældste søn Mikael med ’Viking’ på læder-ryggen tager den store sagatur og rasende prøver at fremmane kampmoralen: ”Engang dræbte vi vores fjender, vi drak deres blod af deres hjerneskal – nu arbejder vi i IKEA!!’ er vi ikke i tvivl om, hvor vi er: I det herligste revyhjørne.
En rekvisit som den kiste, som en anden af sønnerne har slæbt med til familiefesten, giver også lyse festindslag, som da den slæbes ind under et ægteskabeligt opgør, og efterhånden som den ene og den anden proppes ned i eller gemmer sig i den.
Den lille sø midt i scenen er heller ikke tiltænkt den græske mytologis Karon og hans bådtransport til Helvede, men anbragt dér, for at stort set samtlige familiemedlemmer kan kaste sig, eller blive smidt, i vandhullet.
Morsomst da den insektsamlende nørd af en svigersøn bliver ekspederet i vandet og forsvinder totalt i et kvarters tid, hvorefter han dukker op til en bemærkning fra fruen: ’Åh, jeg havde da helt glemt dig!’

BEDSTE POINTE

Dermed placeres den nordiske samdrægtighed effektivt et sted, hvor vægten ligger på den fællesnordiske, humoristiske sans. Det er den bedste pointe, der kan udledes af dette storladne, internordiske projekt, der nu efter at have været opført i Reykjavik og  i Malmø opføres frem til den 23. september i teltet i Fælleparken.
Vi giver ikke mange døjt for det religionsfilosofiske, hullede fletværk, der krabber sig gennem teksterne undervejs. Den islandske iscenesætter satser helt klart på lattereffekten på sin vej gennem amerikaneren Richard LaGravensee’s manuskript.
At forestillingen også bibringer sceneriet en del gymnastiske sving i den vældige installation, der er konstrueret i loftet, tilfører egentlig ingen ting. Vi lever med i den absurde familiesaga, fordi spillet er morsomt – Pauli Ryberg som højtgjaldende, vranten husslave og Charlotte Munksgaard som den sorteste og mest uforskammede banan af en kæreste til en af brødrene. For nu at nævne et par af de danske medvirkende fra Får 302’s faste stab.
Blandt de mange andre er islændingene sværest at forstå. Men der er tekster i begge sider af scenen.
Glimrende – men den model er allerede ved at blive overhalet af endnu et teknisk vidunder: Iphonen, som teksterne kan transmitteres til, så man kan stikke næsen i det lille vidunder, snuppe et par face book-input i flugten og overse, hvad der sker på scenen.

GregersDH.dk

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Indtast captcha *