‘Vals’ Dansk Danseteater på Operaens Takkelloft 14.1.2017

Sortglødende koreografier hos Dansk Danseteater på Operaens Takkelloftet

vals_-_dansk_danseteater_-_foto_soeren_meisner_-5954Dansere fra Dansk Danseteater i ‘Vals’ på Operaens Takkelloftet (Foto: Søren Meisner)

SORT

SOM

GRAVEN

Sortglødende koreografier hos Dansk Danseteater på Operaens Takkelloftet

Koreografer: Marcos Moreau (’Vals’) og Stephen Shropshire (’Knot’). Dansere fra Danske Danseteaters internationalt sammensatte korps.

Dansk Danse Teater opfører de to balletter på Operaens Takkelloftet under fællestitlen ’Vals. Varighed 1½ time inkl. pause.

****

HERLIGT! Dansk Danseteater har fået grund under fødderne i Operaen på Holmen. Godt for Tim Rushton og hans dansere. Og godt for Operaen. Takkelloft-scenen bliver tilholdsstedet. Dén scene er hidtil blevet brugt så lidt, at man kunne frygte, kalken snart ville drysse, og stolesæderne mørne.

Rushton holdt en lille introduktion i aftes. Vi forstod, at det handler både om prøvelokaler og scenebrug for hans korps.

De kan jo noget særligt i det kompagni. De koncentrerer sig om moderne dans, nyskrevne balletter, dels af Rushton selv, dels af gæstekoreografer. I aftes to værker, begge sorte som graven, danserne i glinsende sort, gnistrende af stjernestøv fra top til tå i ’Vals’, og lige så kulsorte i det værk, der indledte, med titlen: Knot’, der er engelsk og betyder knude.

Titlerne, tjah. Snyder lidt. Det med knuden får os, som foromtalen lyder, til at tro vi skal se Alexander den Store hugge den gordiske knude over, som myten siger, at han gjorde under en krig i Lilleasien 350 år f. Chr. Myten henlagt til oltidsbyen Gordien.

Det er svært at få øje på. Danserne kredser til minimalistisk slagstøjs- og kormusik omkring sorte kegler, der agerer forhindringer, som hele tiden må undgås af danserne, eller flyttes rundt på – heldigvis lettere en f.eks. barrikadestenene foran Christiansborg. Det er nu ikke terror, vi skal associere til, nok mere forhindringer mellem mennesker, der vil hinanden noget. En enlig hvid pige midt i alle de sorte. Men ingen Alexander, bortset fra, at den gamle hærfører måske antydes af en enkelt krigermaske.

Titlen ’Vals’ til ballet nr. 2. er angiveligt inspireret af straussk wienervals og Sibelius’ ’Valse Triste’ – det høres, men elektronisk manipuleret og varieret. Vi forestilles at være rykket hundreder af år frem i tiden, en danser ruller ind på scenen totalt indpakket i lydbånd, lydbånd fra de gode gamle dage, bånd, der daler ned som et helt lydtæppe, påmindelser og erindringer om en glemt danseepoke. De sorte, glinsende dansere agerer smidigt, enkeltvis, parvis, gruppevis, som orme i en ormegård, dramatiske, sexede passager – ikke megen svævende wienerelegance. Det ene øjeblik animalsk erotisk energi, det næste robotagtig breakdance.

Næppe dans egnet som balletindslaget ved årets nytårskoncert fra Musikvereins Store Sal i Wien, men smukt og stærkt i al sin dystre voldsomhed på scenen i Takkelloftet – og hvor de to balletter senere kan ses på en lang provinsturné og ved udenlandske gæstespil.

 

gregersDH.dk

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*

code