Scott Quinn og Natalya Romaniw i ‘L’amico Fritz’ på Den Jyske Opera ved premieren i Odense Koncerthus (Foto: Anders Bach)

NEDTUR

Den Jyske Opera indleder sæsonen med Mascagnis slappe lyriske opera ’L’amico Fritz’. Vi bliver klogere på, hvorfor den spilles så sjældent.

Komponist: Pietro Mascagni. Dirigent: Martin André, Iscenesætter: Michael Barker-Caven. Scenograf: Adam Wiltshire. Sangere: Scott Quinn, Natalya Romaniw, Lars Møller, Andrea Pelligrini, Alexander Grove, Jesper Brun-Jensen og Christel Smith.

’L’amico Fritz’ spiller frem til 28. november på landsturné (på Det Kgl. Teaters Gl. Sscene 24. og 25. oktober).

**

JO, JO, JO.  Kom endelig med operaer, vi ikke bare går til som søvngængere, lyksalige over det velkendte og prøvede.
Så derfor tak for ’L’amico Fritz’, som Mascagni skrev i 1890’erne kort efter succesen med ’Cavalleria Rusticana’. Ikke mange har hørt og set ’L’amico Fritz’. Den er heller ikke meget opført.
Så vi kan ikke styre vores nysgerrighed. Dur den til noget?
Desværre: Ikke til ret meget.
Lidt af en nedtur denne fredag aften i Koncerthuset i Odense, hvor Den jyske Opera havde turnépremiere på ’L’amico Fritz’. Især når man kommer fra Det Kgl.s ’Boulevard Solitude’ aftenen før, sandelig også en sjældent spillet opera, tysk efterkrigsværk, interessant, en spændende drejning af et velkendt tema, ambitiøs, original, velskrevet musik, dristigt iscenesat.
’L’amico Fritz’ lunter af sted med pæn og udvandet musik, en afglans af ’Cavalleria’, en handling, der åbenbart aldrig har tændt gnister hos sin komponist, lyrisk elskværdighed, hvor forsøgene på at puste drama i historien smuldrer. Historien om en mand, der ikke vil giftes sig, men alligevel gør det presset af, at pigen, der er i farvandet, pludselig skal giftes med en anden. Den situation kan ophidse den stejleste benægter af kærlighedens og ægteskabets attraktioner til desperat beslutsomhed.
Jo større følelsesudladninger scenerne i denne opera bringer i kog, jo mindre berøres vi. Den udmærkede amerikanske tenor Scott Quinn tilbringer 3. og sidste akt i en tummelumsk tour de force af, først fortvivlet druk og så ekstatisk jubel over den pludselige forening med den attråede Souzel, sunget af walisiske Natalya Romaniw, der stiller med en rimelig god sopran og ikke så meget andet at gøre godt med.

HEIL!

Handlingen har indtil da indskrænket sig til et væddemål blandt vennerne, om hvorvidt den modvillige Fritz skulle være til at omvende. Det lyder som en komedie, men det prøver at være lyrisk drama. Vennerne kommer vi som personer aldrig rigtig til at interessere os for, det nærmeste er en jødisk rabbiner, hvilket sammen med handlingens henlæggelse til Alsace ved Rhinen år 1940 giver instruktøren den absurde ide at smække nazikortet på bordet. Fane, hagekors og højre arm i vejret. Han, instruktøren, har kunnet læse, at Mascagni på sine gamle dage flirtede med fascismen, så hvorfor ikke? Men totalt irrelevant i historien.
Sangligt slipper Andrea Pellegrini udmærket fra en påklistret rolle som en zigøjnerpige, der skal foregive at spille violin – det sidste gør ’hun’ off stage med en vældig og dejlig solo, som totalt standser al scenegang, men flot er den, og i programmet kan vi læse, at det er violinisten Ian van Rensburg fra Århus Symfoniorkestret, der lægger buen til fiolen.
Der er ikke meget mere interessant at sige om ’L’amico Fritz’. Dekorationernes miskmask kulminerer med en have i 2.akt, der ligner et endnu ikke møbleret udstillingslokale til en køkkenbutik. Vi skal forskåne scenografen for navns nævnelse.
Operachef Annilese Miskimmon har gjort sig fortjent i nogle år med især præsentationen af Janacek-operaer. Tak for dem.
Med ’L’amico Fritz’ orienterer hun os om Mascagnis udpinte operalyrik og lader den være iscenesat, designet, og dirigeret på lidet ophidsende plan af folk hentet fra hendes hjemegne, Irland og Wales.
Næppe for at gøre Mascagni nogen tjeneste.

www.gregersDH.dk