‘Vredens druer’ Betty Nansen Teatret 8.3.2017

Steinbecks roman 'Vredens druer' er flygtninge med panden mod muren. Tæt bearbejdet for scenen på Betty Nansen Teatret.

Familien Coad på afgrundens rand (Foto: Natascha Thiara Rydvald)

PÅ FLUGT

Steinbecks roman ’Vredens druer’ er flygtninge med panden mod muren. Tæt bearbejdet for scenen på Betty Nansen.

Forfatter: John Steinbeck. Dramatisering: Frank Galati. Instruktion: Katrine Wiedemann. Scenografi: Maja Ravn. Medvirkende: Joachim Fjelstrup, Lars Simonsen, Laura Bro, Marie Bach Hansen, Jens Jacob Thychsen, Kristian Halken, Olaf Johannesen og Joen Højerslev.

’Vredens druer’ spiller på Betty Nansen Teatret indtil 9. april. Varighed: 2 timer uden pause.

*****

EN VÆLDIG roman. Om mennesker, der flytter sig over store stræk. Konstant på flugt. Hvordan gøre sådan en historie til teater?
I Steinbecks ’’Vredens druer’ krydser en stor familie det halve U.S.A. på flugt fra en ødelagt tilværelse under den store depression i 1930’erne.
På Betty Nansen Teatret har man valgt at gå ned i ekstrem minimalisme, smække en mur op på scenen, der kun efterlader et scenisk spillerum på nogle få kvadratmeter – en smal catwalk langs scenekanten, og dermed langs orkestergraven tæt på de første rækker. Dér står skuespillerne så linet op, og det kunne blive en rigtig net oplæsningsaften, hvis ikke det var fordi der er to forcer at spille med. Den ene: Otte skuespillere, der er gode til at gøre fortælling til drama. Den anden: En instruktør, der puster liv i dramaet med kneb og veludviklet fantasi.
I romanen rasler familien over sletter og gennem bjerge og ørken mod Californien på et vrag af en lastbil. Sådan én er der ikke plads til på cat walken, men instruktøren (Katrine Wiedemann) stiller de otte i tæt kø, og beder dem om at hoppe, slingre og skubbe og ømme sig som en raslende bændelorm af et køretøj. I små etaper heldigvis. Et ilde traktement for familiens datter, der er gravid (Marie Bach Hansen), og som da også ender med abortere et dødfødt barn, fosteret bliver langet ud til publikum og frembåret bagud over rækkerne, og ligger i et hjørne ved udgangen, da forestillingen er slut. Grove, men effektive virkemidler til at bibringe os flugtens vilkår og konklusion.
Orkestergraven er både et billede på den afgrund, som flygtningene på deres slidsomme færd bevæger sig på kanten af – og som en enkelt af dem endda i et anfald af håbløshed vil kaste sig ud i – men den er også en svalende flod, de kan springe i, da lejlighed byder sig.
Der er konstant bevægelse på den smalle scene, det er mennesker i slidsomt skred, slæbende på bylter og tasker frem mod det, de tror er frelsen: Californiens appelsin- og drueplantager. Som mangler plukkere – men vel gør de ej! Familien render – sammen med en stormflod af andre flygtninge fra midtvestens konkurser og arbejdsløshed – panden mod en mur af arbejdskraft-overflod, underbetaling, svindel, boligmangel, grov udnyttelse på alle ledder, polititerror – og i familiens selv: Frafald, opløsning, dødsfald, skuffelse. Nedtur.

GRAVID OG BEDSTEMOR

Otte skuespillere. Men mange, mange roller. Det er vi og skuespillere ikke uvant med. I Tivolis Glassalen spiller 4 skuespillere 130 roller på halvanden time i Hitchkocks ’De 39 trin’. Meget kan lade sig gøre, og vi er klar til at lade os så meget bilde ind, sådan er teater.
Vi accepterer en vis komik, når Marie Bach Hansen det ene øjeblik er den gravide datter, og det næste den mimrende bedstemor på lastvognen. Hun dør dog heldigvis snart undervejs, så vi får klare linjer. Men det er ganske problemfrit, at Kristian Halken er den kvartalsfordrukne onkel John, men inden da må være bedstefar med de vanvittige visioner om at drukne sig i Californiens friske druer og derefter gå bort af ælde og svækkelse og blive begravet i orkestergravens jord – et stort formelt problem for den religiøse og lovlydige familie med Far Joad og Mor Joad i spidsen – Lars Simonsen og Laura Bro som eksponenter for hæderlighed og rettro. De er klar til bordbøn, når de sætter sig med de sidste brødhumpler, men har svært ved at finde ordene og takker derfor gud for, at de har taget deres præst Jim Cowlie med, præsten der bare har fraskrevet sig præstekraven i erkendelse af, at han ikke mere tror på nogen gud, kun på, at menneskene på jorden har en fælles skæbne, som de selv må løse ved fælles optræden. Olaf Johannesen spiller ham med dynamisk præcision, en barmhjertig samaritan, en Jesus, der påtager sig skylden, da sønnen Tom (Joachim Fjelstrup) i raseri slår en brutal politimand ned. En Jesus, som ikke korsfæstes, men falder for en kugle, da han og familien blandes ind i en arbejderstrejke.
Det er som hentet ud af de konkrete arbejdskampe i U.S.A. i trediverne, Steinbeck skildrede skinbarlig virkelighed, han blev, da mccarthyismen var på sit højeste i efterkrigsårene beskyldt for at være kommunist, og slap vel kun, fordi hans romaner var århundredets bestsellere.
Det er ligetil at sammenligne flygtninge- og udvandringsstrømmene i U.S.A. i første halvdel af det 20. århundrede med det, vi i dag oplever i Europa. Teatret gør det også med flid i programmet. Årsagerne er forskellige, krig eller sult. Det er jagt på overlevelse – eller velfærd? Det sidste vil nogle sikkert hævde, når de hører familien drømme om Californiens saftige druer.
De druer, der bare bliver revet væk for næsen af dem, inden de får lov at plukke dem. Til sulteløn. De druer, der er tilbage, efter at Guds engel – som fortalt i Johannes Åbenbaring – har majet markerne tomme for druer med sin le som Guds  straffedom over den vanartede menneskehed.
’Vredens druer’ – The Grapes of Wrath. Grovhøstet af arbejdsgivere og kapitalister i samarbejde med Gud.
Tankevækkende.

gregersDH.dk

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Indtast captcha *