‘Jeg skal dø i nat’ Café Liva 8.3. 2017

Kærligheden på prøve i Knud Pfeiffer-kabaret med misvisende titel på Café Liva.

 

OP MED HUMØRET

 

Kærligheden på prøve i Knud Pfeiffer-kabaret med misvisende titel på Café Liva

Manuskript: Jesper Malmose, Susanne Breuning og Rasmus Krogsgaard. Sangtekster: Knud Pfeiffer. Komponister: Hans Schreiber m.fl. Medvirkende Susanne Breuning og Rasmus Krogsgaard.

’Jeg skal dø i nat’ spiller på Café Liva i Nyhavn indtil 8.april. Varighed 1t 15 min. Forestillingen er anmeldt på grundlag af forpremieren 7.3.

***

MAN skulle have kaldt den kabaret noget andet.
F.eks. ’Elsker du mig stadig’. For det er dét, kabareten handler om. Kærlighed og jalousi, små og store skænderier, forelskelse, genforening. Om at finde melodien. Eller miste den.
Melodierne – dem, som vandrer gennem forestillingen. En lille samling af gode gamle revymelodier, alle med tekster af den flittige, hittepåsomme og begavede Knud Pfeiffer, der huserede i årtierne under og efter 2.verdenskrig på teatre og revyscener.
Nu har man valgt at kalde den ’Jeg skal dø i nat’. En titel, der rammer et enkelt hjørne af indholdet. En nykomponeret sang. Den kommer til sidst. Melodien er skrevet af den ene af de to medvirkende, Rasmus Krogsgaard, til en tekst, som Knud Pfeiffer skrev på en lap papir dagen før han døde. Den er trykt i programmet. En gribende og dramatisk lille tekst, og man er fuld af forståelse for, at kabaretens anden medvirkende, Susanne Breuning er ekstra berørt af den, for hun var Knud Pfeiffers stedbarn, 9 år gammel, da han døde i 1961.
Man kan tit bruge en detalje fra et program som overskrift til hele indholdet. Men her giver det et skævt signal. Alle Pfeiffer-teksterne undervejs gennem den lille halvanden time, kabareten varer på Café Liva, handler ellers om den livskraft, der suges ud af kærlighed mellem to mennesker, kærlighed på godt og ondt. Kræfter, der er utæmmelige og vokser og lever og sandelig da også dør. Men sigtet med revyen er klart at skabe munterhed og sød følsomhed, selv i de småskænderier, der iscenesættes, når Susanne Breuning og Rasmus Krogsgaard leger med Pfeiffers i bedste forstand sentimentale tekster.
Leger er ordet. For de går til sangene med opfindsomhed, Susanne slår kontrabas og tromme i nogle numre, Krogsgaard spiller guitar og keyboard, og sangene synger de på skift, modtaget med speciel varme i salen, når det er dem, publikum kan synge med på – ’Lille Lise let på tråd’, ’Den er så sød, når den først kommer frem’, ’Hvordan ligger det med kærlighed i dag’ eller ’En lille pige i flade sko’. Hvor er for resten ’Og det er så synd for farmand’? – den ville have fået Café Liva-båden til at vippe.

HEFTIGT

Det går ellers lidt heftigt til, mere end godt er, i nogle af sangene – man mærker Susanne Breunings brillante fortid som musicalstjerne. Hun er til stor scene og sal. Der burde måske lige have været en instruktør til at dæmpe ned til et lidt mere afslappet udtryk for begge kunstnerne. Også til at fikse den lidt uoverskuelige handling, der er indlagt for at kæde de mange sange sammen. Den handler om, at Krogsgaard er en journalist, der skriver på en artikel, der skal være færdig til deadline, men han skal også hele tiden illudere forskellige roller, mand, elsker, far og stedfar, alt sammen for at få etableret sangindholdet i en forståelig rækkefølge.
Det lykkes ikke til fulde, og publikum får ikke noget rigtig konkret at vide om Knud Pfeiffer. Det gør man til gengæld, hvis man kender eller anskaffer den glimrende, store sangbog, Susanne Breuning skrev og redigerede for nogle år siden. Den indeholder alle Pfeiffers bedste sange fra Fiffer Revyen, Cirkusrevyen og så mange andre steder. Og den fortæller om Pfeiffers brogede karriere, gennem bl.a. ægteskaber og samliv med Tove Steines, Grethe Thordahl og Jytte Breuning. Tilmed en indlagt cd, hvor man kan høre Knud Pfeiffers eget elegante foredrag af sine sange – plus al landsens solister, der indsang dem, Bodil Udsen, Bodil Steen og selvfølgelig hans tre koner.
Det mildner den triste overskrift på kabareten, når man læser de linjer, Pfeiffer sluttede sit farvel til verden med fra Frederiksberg Hospitals afd.D, stue 3: ”Her kan kun det sjove ske/at jeg bliver rigtig idiot in spe!’
Humoren svigtede ham aldrig. Hvis han så titlen på Café Liva-forestillingen, ville han tilføje: ’Op med humøret, jeg er udødelig, når det kommer til stykket!”

gregersDH.dk

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Indtast captcha *