'Historien om hvordan man slår sin familie ihjel' Teater Momentum 15.10.09 Anm.

 Pelikanen 003

 Jakob Hannibal, Christina Bech og i baggrunden Nanna Bøttcher (Foto: Morten Chr. Jarner Olsen)

BAG LIGUSTERHÆKKEN

Tilstandsrapport: Hvordan har familien det i det pæne parcelhus? Ad helvede til. Strindberg var ikke i tvivl. Teater Momentum i Odense heller ikke

***

DET er et ordentligt parcelhus, Momentum Teatret i Odense har fået plantet på scenen.
Vi sidder trængt op mod haveskellet og kikker ind.
100 kvm plus det løse. Hele scenen fyldt op af entré, stue, spisekøkken, soveværelse, terrasse. Publikum må tværs over stuegulvet for at nå frem.
Vi kan lige nå at føle os som hjemme undervejs ind, hvis det ellers er sådan et lille hus på Evighedsvej med dryppende regn i ligusterhækken, der gør os trygge. 
Undervejs ud kan vi lave tilstandsrapport – huset har været udsat for Sodomas ødelæggelse, billeder er skvattet af væggene, bøgerne plumpet ud af reolerne, grøden kogt over i køkkenet, bortset fra den slevfuld, der er klasket rundt og op ad døren til soveværelset.
Ligner et håndværkertilbud. 

PÅ RANDEN

Hvad er der sket? Momentum har leget med Strindbergs ’Pelikanen’, det morderiske lille drama om en familie i krig med sig selv, på randen og ud over randen af sammenbruddet.
Af samme grund har Momentum omdøbt stykket til ’Historien om hvordan man slår sin familie ihjel’ – lange titler kan trække pinen ud, hvis det er den, det skal handle om. Og dét er det.
Pinen. Mennesker, der piner livet af hinanden. Den får på alle Strindbergs tangenter: Moderen, der rager til sig, sulter børnene, boller med sin nybagte svigersøn, hader sin afdøde mand, jager lejligheden rundt sammen med svigersønnen for at finde et testamente og konstaterer: Nul og nix, for ikke at sige gæld. Strindberg øser nådeløst af egen erfaring.

DOGMEMODEL

Momentums version føjer grundlæggende ikke noget nyt til rædslerne.
Den harske tjenestepige er strøget. Også sønnen i den lille familie er ude – Teatrets dogmemodel i denne sæson siger nemlig tre, og kun tre skuespillere på scenen.
Den nyspundne Christina Bech er datteren Gerda, der har fået en portion af brorens replikker. Og som, sminket bleg af sult, svinger fint mellem uskyld, bedreviden og hævn over for moren.
Moren smækker Nanna Bøttcher lige i synet på os som en flot og modbydelig intrigant kælling, så falsk som kun Strindberg og visse græske klassikere kan udmale kvinder. Hun aflurer datteren via videokamera. Dén er ny. Strindberg lader moren lytte ved døren.
Jakob Hannibal er svigersøn Axel, en grisk yngling med blikket stift rettet mod testamente og arv fra husherren, der vist aldrig nåede at blive herre i eget hus og kun – ifølge konen – har efterladt sig ligstanken på sofaen.

BAMSEFAR

Til gengæld er den gamle lyslevende til stede som en art poltergeist, der blæser vinduerne ind og laver ravage i både møblement og konens hjernevindinger. Men der er også en god portion af farmand i den store bamse, som unge Gerda klamrer sig til i nødens stund, og som taler så rørende til hende, som var selveste Søren Hauch Fausbøll inden i ham.
Det kan få os til at overveje om Strindbergs titel, ’Pelikanen’ henviser til faren eller moren. Symbolsk er en pelikan en fugl, der hakker sig selv i brystet for at hente eget blod til sine sultne unger. Er det faren, der har ofret sig? Eller er det en ironisk hentydning til morens sjofling af børnene?
Det kan man så overveje i denne odenseanske nyfortolkning. En version, der i islændingen Siggi Olí Pálmason dekoration og svenskeren Daniel Rylanders instruktion måske vil få nogle til at føle sig hjemme. 

GregersDH.dk 
 
  
 
 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Indtast captcha *