'Boulevard Solitude' Kgl. Teater, Operaen 1.10.2015

Gert Henning-Jensen og Sine Bundgaard i ‘Boulevard Solitude’ på Operaen (Foto: Miklas Sxabo)

 

KVINDEN ER

 

ET ONDT DYR

 

 

 

Den hollandske instruktør Lotte de Beer har sin egen hidsige fortolkning af den gamle historie om pigen Manon Lescaut. Den bruger hun i Henzes opera ‘Boulevard Solitude’.

 

Komponist: Hans Werner Henze. Instruktion. Lotte de Beer. Scenografi: Clement & Sandu. Medvirkende: Sine Bundgaard, Gert Henning Jensen, Benjamin Bevan, Martin Hatlo, Kor-Jan Dusseljee og Jens Søndergaard.

’Boulevard Solitude’ spiller på Operaen indtil 31. oktober.

*****

 

 

HALLO, piger, frem med kløerne!
Instruktøren Lotte de Beer åbner scenen i ’Boulevard Solitude’ med, at en pigeklasse overmaler tavlen med den samme franske sætning om og om igen: ”La femme est un mauvais animal’ – ’kvinden er et ondt dyr’. Så kan de altså lære det fra starten, så de ikke går og bilder sig andet ind! Lære, Ikke bare at stave på fransk. Men at få det banket ind for livet: Kvinden er et ondt dyr.
Lotte de Beer figurerer selv på Det Kgl.s hjemmeside med et portræt som en Medusa – mon det virkelig som hos myternes Medusa er levende slanger, der slynger sig om hendes hoved? Vildt og dramatisk fremtoner hun i sin forførende vælde.
Og hvor skal denne dame så hen med sin iscenesættelse af Henzes opera? Er det bare et indfald, nu da Henzes opera faktisk begynder med, at pigen Manon står på en banegård i Paris og skal afrejse til Schweiz for at gå på en pigeskole? Et påmindelse for os publikummer om, hvor hun kommer fra, og hvad hun har lært på pigeskolen?

SKOLEPIGERNE

Ja det er det. Sådan vil Lotte de Beer det. Vi bliver aldrig i tvivl. Vi får historien om Manon Lescaut og hendes unge, ulykkelige elsker Armand des Grieux. Dén, vi kender fra både Puccinis og Massenets operaer. Vi får bestemt også historien, sådan som den tyske komponist Hans Werner Henze brugte den, da han skrev sin opera i 1951-52. Helt ud som en beretning om mennesker og et miljø i efterkrigstidens Tyskland præget af desillusion og jagt på materielt fodfæste.
Men Lotte de Beer slipper ikke sin idé om arvesynden gennem den kun halvanden time lange opera: Skolepigerne dukker gang på gang op med deres fingerpeg. De har lært og de gentager lektien og omsætter den i allegoriske situationer. De drukner den arme des Grieux i et badekar. De er  som rotter, der flokkes om ham og flår ham i stykker. Både Jesus og Salomes Johannes Døberen skal de i lag med – er det Medusa, der spøger, også hun fik jo hovedet kappet af. Børnene er i slutningen – hvor Manon er fængslet og des Grieux som en ensom, forhutlet ulv flakker omkring i gaden ved fængslet – skildret som en flok, forvoksede ludertøse, der danser omkring den ulyksalige Manon.
De er både hende selv som barn, og de er børn, der som voksne skal blive arvtagere til hendes leddeløse skæbne. Sådan tænker instruktøren. Det er i det hele taget temmelig rædselsfuldt, hvad hun har fór med børnene i denne forestilling, hun er Konwitschny-elev, opflasket med hams ideer, hun har været tæt på hans ‘Lohengrin’ formodentlig, og nu er det hendes tur til at flå de sagesløse ind på scenen.

 

MUSIKKEN

Vi må berette, at denne historie er fortalt af Henze med en musik, der hudløst og raffineret skildrer forløb og dramatiske situationer. Han bruger orkestret det ene øjeblik til på næsten filmisk vis at undermale dramatiske situationer. Det næste til – f.eks. i de intermezzi, der ligger mellem de dramatiske scener- at skabe hvilepunkter af stor skønhed, ofte med strygere og messingblæsere i fortættet samspil. Han går ikke af vejen for ekko af big band jazz. Heller ikke for en vokal trio i wieneroperette-stil.
Det er instrumentation af næsten Richard Strauss’sk format – og så kan vi i den forbindelse grine af, at Det Kgl.s program til Henzes opera ved en monumental grafisk brøler på forsiden har anført Richard Strauss som komponist til ’Boulevard Solitude’.
Det har i øvrigt knebet med billetsalget til ’Boulevard Solitude’, for hva’ fanden er det nu for en opera? Og hvem er ham Henze? Nysgerrigheden er lammende stilfærdig.
Så vi fastslår og fremturer:
Operaen fortæller Manon Lescaut-historien på en anderledes facon, provokerende i sin kønspolitiske vinkel. Den er sunget på det allersmukkeste af Sine Bundgaard i Manon-rollen – ikke fremstillet som mønstertypen på en femme fatale, ikke en alban bergsk Lulu, men en totalt usikker kvinde, offer for sin skæbne og sin iboende natur som på bunden ondskabens forvalter. Og som des Grieux: Gert Henning Jensen i en rolle af den art, der giver ham albuerum til at udfolde sine allerbedste egenskaber. Han spiller den unge, blodrige, men umodne student, der falder i grøfterne omkring ham og i armene på pigen, og som ikke kan finde fodfæste mellem sine studier, pigen og det kokainmisbrug, han er ved at gå til i.
En sprællevende præstation, sangligt krævende, men virtuost gennemført med hans specielle flitsbue-stemme og glimrende plastiske bevægelighed på scenen.

SKUMLE FACADER

I andre roller de fra udlandet tilkaldte Benjamin Bevan som Manons brutale alfonsbror, Kor-Jan Dusseljee som den gamle rigmand Lilaque, som Manon bliver holdt af, og Jens Søndergaard som hans søn.
De hollandske scenografer Clement & Sandu arbejder snildt med drejescenen, der kan vende en stor midterblok til skumle facader af storby-intet, luksus interiør eller fængsel – til hvad som helst, der kan bringe os fra scene til scene i operaen. Glimrende.
Men vi vil alligevel nærme os denne anmeldelses punktum med at fastslå, at det er musikkens glasklare og fulddramatiske egenskaber, der bliver hængende her i skrivende stund. Godt levendegjort af Kapellet, den franske dirigent Jérémie Rhorer, og de mange kor, børn og voksne, der især bag scenen gør små underværker.
’Boulevard Solitude’ lægges hermed glad frem til sikkert ordrig diskussion af kvindekønnets natur, formuleret af en tysk komponist, men især af en hidsig hollandsk, kvindelig iscenesætter.

gregersDH.dk

No Comments

  • Rigtig god anmeldelse. Sans og (professionel træning) i at få detaljerne med og alligevel bevare overblikket. Nogle aspekter undrer mig dog: hvoraf fremgår, at kvinden af natur er ondskabens instrument? Er det kun en gentagen kliché fra Bibelen? De tableauer med børnene var onde og på kanten, det er jeg enig i, og det er vel instruktørens kæphest, der slår igennem. Hvad har moderne puritanske kvinder sagt til de scener? Ham, der blev hugget om i badet, var vel Marat – altså en speciel fransk arketype?
    Men tak for en nuanceret anmeldelse.

    • De voldsomme udsagn om kvinders natur står selvfølgelig for instruktørens regning, men hun rammer vel alligevel ret præcist det macho-syn på kvinder, der har huseret i vores kultur og stadig kan opleves. Og som hos mange plantes i børnene. Skal vi ikke opfatte det sådan?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Indtast captcha *