NED I MØRKET 

Rasmus Bjerg i Dostojevskijs enerverende selvopgør ’Kældermennesket’ på Det Kgl.s Portscene.

Spiller indtil 4. februar

**** 

’Det Røde Rum’ kalder Det Kgl. Teater sit alternativ-projekt, der huserer på Portscenen i Skuespilhuset. Det er skabt for at stille ting på hovedet. Være Rasmus Modsat. Allerede i sit logo har det sat sig på tværs: Det skriver sig DRR, men vender det sidste R om – min computer kan ikke engang skrive det bagvendt R.
Den snerrer og vrisser nej. Et ægte barn født af ’Det Røde Rum’.
Ligesom kældermennesket Rasmus Bjerg i Dostojevskijs ’Kældermennesket’.
Schizzofrenien, selvmodsigelsen melder sig straks i hans første replikker: ”Jeg er et sygt menneske. Jeg er et ondskabsfuldt menneske. Et utiltalende menneske….” Og dér foran os står den kernesunde, flinke Rasmus Bjerg med det mest livskraftige smil på læben.

KOMPLEX

Klar til hvad? Til at erobre verden – men hvad så alligevel: Tvære sig selv ud og ned i mørket i den heftigste selvdestruktion, en mand, der med fuld bevidsthed kaster sig ud i hudfletning af alt og alle omkring ham, men mest sig selv i en art mental sadomasochisme, evindeligt forfølgelsesvanvid, mindreværdskompleks, men konstant med en understrøm af fortvivlende og fortvivlet overbevisning om, at han har ret i alt, er klogere end alle andre, bare bliver misforstået, rendt over ende af al den normalitet og borgerlig selvoptaget- og selvsikkerhed, der omgiver ham.
Et ægte Dostavjevskij-menneske. Enspænderen, tvivleren, ofret – der samtidig i sin fortvivlelse og selvdestruktion er sprængladet med evnen til et gennemskue sig selv, latterliggøre sin egen begrænsning. Et frygtindgydende dyk ind i nogle arketypiske mennesketræk.

KÆDEREAKTION

Rasmus Bjerg befinder sig i et scenebillede, der er hans nøgne kælderlokale, tapetseret med myriader af billeder, han har klippet og klipper ud af ugeblade. Menneskeheden, høj og lav, fortid og nutid klistret op i en øredøvende kollage.
Og så har han en seng og en stol, begge rekvisitter, han kan kaste med og radbrække i sine sorte anfald. På samme måde som han rundsparker alle de mennesker, han i fantasien render panden imod – længst under mødet med nogle gamle skolekammerater, et møde, der potenserer hans selvhævdelse og selvdestruktive mindreværdskompleks til umanerlige højder.
Drømmen om at hævde sig forsvinder i en kædereaktion af nederlag. Helt rystende i hans romantiske, samaritanske forsøg på at redde en luder op af sumpen. Pigen, som han drukner sin ensomhed i ved at forsøge at projicere den over på hende.  

SELVOPGØR

Det er alt dette enerverende selvopgør, der er stykkets stærke og hårdtslående substans. Og det som Rasmus Bjerg kommer hjem med i sit voldsomme, men også stadig mere sorte og uhyggelige slagsmål med sig selv.
Rune David Grue – efterhånden Dostojevskij-specialist – har iscenesat og bearbejdet historien, som er en roman fra Dostojevskijs side. Rasmus Bjerg har været et rigtigt valg. Johanne Louise Schmidt har den lille og næsten stumme rolle som luderen. 
1 times intens teater.

GregersDH.dk