JULE-KVALMEN LETTER

 ’Peters jul’ er lidt af et kup på Folketeatret

 Spiller til og med lillejuleaften

*****

INDTAGELSEN af for mange jule-forestillinger kan medføre kvalme på lige fod med brune kager-spisning.
Her på stedet har vi skåret ind til benet, og så må vi se, om det holder. Valget er ’Peters Jul’ – nu på Folketeatret.
Forestillingen er et godt tag af teatret – den kan blive en tradition på stedet. Som ’Nødebo Præstegård’ har været det gennem ca. hundrede år siden 1888.
Kuppet med ’Peters Jul’ er, at den oprindelige historie er blevet omarbejdet så elegant af Martin Miehe-Renard. Julekvalmen letter.

DICKENS

Historien er, som den er skrevet af Johan Krohn i tidernes morgen, en hyldest til juletraditionerne i pæne borgerlige, københavnske hjem i 1800-tallet. Krohn var i parentes bemærket skoleleder på Krebs Skole gennem mere end tredive år, det noble borgerskabs foretrukne privatskole. Så fortællingen om juleaften i Peters hjem driver af hygge og varme og kultiveret disciplin.
Det elegante består i at bevare kernen i traditionen, men samtidig tilfører den en nærmest dickensk vinkel.
Pointen i Krohns historie er jo, at den fattige dreng Rasmus kommer til at deltage i det opulente julehalløj hos den rige familie.
Det har Miehe-Renard udbygget til en hele social konfrontation mellem to cirkler – et københavnsk baggårdsmiljø med småkriminalitet og tæsk, men heldigvis med en varm moster af en kone, der sætter røverhøvding Rolf på plads. På Folketeatret spillet af Gitte Siem den gæve kone – i en stil, som kunne være Bodil Udens Emma i ’Rottefælden’.
Og i den anden cirkel: Gitte Siem i dobbeltdækker-rollen som den søde mormor i det noble hjem, hvor hun læser juleeventyret for de små.

’JEG HADER JULEN!’

Og så over for hendes baggårdsmutter: Jens Gotthelfs hærgende slyngel Rolf, der tæver sin Rasmus til lommetyv-aktioner, og selvfølgelig ender med at komme ned med nakken: Indlagt selveste juleaften i fængselskluns a la Sing Sing og med jernlænke om foden, side-gæst i det glade hjem, der stort set har adopteret – ikke bare Peters nye kammerat fra underverdenen, Rasmus – men også hele hans familie og husholdning på denne gyldne aften.
Gotthelf er sat til desperat at råbe ’Jeg hader julen’ som stykkets slutreplik, hvilket er en provokation, der bliver modtaget af publikum med stor munterhed.

BRUG FANTASIEN

Historien om de to drenge, der bliver venner og bytter identitet for en stund, er fortalt med ægte teatralsk eventyrlogik, ingen drømmer om, at man skal kunne tro, de kan forveksles, Rasmus er et hoved højere end Peter.
De to drenge, der bliver spillet glimrende af Thomas Garvey og Oscar Dietz, er så forskellige som lys og mørke, men som min fire-årlige ledsager Sophia bemærkede: ’De spiller jo bare hinanden!’ og det røber elementær illusions-foreståelse. Brug fantasien, mand.

SPILLEVENDE

Det er en spillevende opsætning. Miehe-Renard har lavet den før og andre steder. I Tuborgs tappehal for nogle år siden i wide screen opsætning, her på Folketeatret fint koncentreret til scenens format med fikse sceneskift fra grumset gade til pæn salon, skift for åbent tæppe. Igen: Børn behøver ikke mange forklaringer. Scenografen er Emilie Nordentoft.
Og i orkestergraven styrer Lars Fjeldmose suverænt sine folk og de medvirkende gennem serier af selv- og velkomponerede sange og numre, der giver hele forløbet det touch af musical, der næppe har været tænkt af hr. Krohn i sin tid – og dog: ’Peters jul’ blev til, da Offenbach og Strauss var operetternes bjergtoppe. Musical-koblingen har sin egen lille logik.

GregersDH.dk