Paprika Steen. Børsen 17.4.08 s. 44-45 Interv.

INGEN HALVE LØSNINGER

Paprika Steen tager et sidste tag med Martha i ’Hvem er bange for Virginia Woolf’ i Gasværket. Så vil hun tage den lidt med ro. ’Indtil roen gør mig sindssyg,’ siger hun.

Tekst: Gregers Dirckinck-Holmfeld
Foto: Ditte Valente

——————————————–

”Tredjesidste aften er den bedste!”

Paprika Steen langer en hånd dybt i tasken for at fiske en ny smøg op, mens hun ser på mig, som om hun har løst en matematisk opgave.

”Tredjesidste aften. For næstsidste aften sker der altid en masse fejl. Og allersidste aften bliver det hele for tungt. Dér spiller man alt for meget ud. Det er som sidste vers i en fødselsdagsang, hvor man synger sig helt amok.”

Så ved de dét, alle dem, der har billet til en af de aftener, der afslutter den flere måneder lange succes i Gasværket med ’Hvem er bange for Virginia Woolf’. Det er for sent at lave om. Alt udsolgt. Også forlængelsen frem til 24. april.
I øvrigt kan det vise sig at være noget vrøvl, hvad Paprika siger. Ikke meget er til at beregne i den branche. Teater er uforudsigeligt.
Det ved hun selv alt om. Få karrierer har været så turbulente som hendes. Selvom hun er noget af det mest målbevidste, du kan være i stue med. Stue…ok  – vi har sat hende stævne i et sofahjørne i den enorme vandrehal, der er nybygningen til det gamle Østre Gasværk, byens mærkeligste teater.
Mellem smøgerne gør vi status: Pigen med det lige så mærkelige navn – egentlig hedder hun Kirstine –  er i en af sit foreløbige livs store roller: Rappenskralden Martha, rektordatteren med det elendige ægteskab med George. Rollen, som alle synes tilhører Elisabeth Taylor, og alle kvindelige skuespillere i alderen 30 til 70 mener, bør være deres.

”Ja, ja”, siger Paprika. ”Og rollen, som Ghita har sat sit brændemærke på…og Karen-Lise Mynster. Og…nå. Da Jon Stephensen, chefen, spurgte mig, tænkte jeg: Der kan ikke være noget dummere end at spille det stykke for fjerde eller femte gang på så få år. Og så sådan et kammerspil i den kæmpesal! Men alligevel: Med dét cast. Det var bare at springe på.”

Gør man dét ustraffet? Succesen er tordnende. Men også hårdt arbejde. Tre timer på scenen med dampen oppe og fysiske prøvelser. Paprika har fået et sår på læben under forrige aftens slagsmål med Lars Brygmann. En på tuden.
Og hun har svært ved at sove om natten i øjeblikket.

”I gamle dag gik jeg bare hjem og sov, når jeg have spillet. Nu er der så meget, der kører rundt i hovedet: Tanker, længsler, tvivl, følelser. Og drømme. For tiden drømmer jeg det samme. Igen og igen. Jeg er i terapi sammen med Brian Mikkelsen og Søren Pind. De har begge to lyse parykker på og sidder med deres ipods. Søren Pinds telefon ringer hele tiden. Så siger terapeuten: ’Vi er nødt til at gå ud. Søren har nogle problemer. Det er noget med familien.’ Så kikker Brian på mig og siger: Vi går lige ud… Så vågner jeg. Men hvad fanden er dét for noget? Jeg kender ikke Søren Pind!”  

Det står ikke til hverken mig eller Børsen at tyde den drøm. Freud ville måske have en forklaring. Men der er lysvågne facts nok i Paprikas liv og tilværelse til at producere tanker ved nattetide. Hun fortæller, at hun netop har sagt nej til en meget stor teaterrolle.

”Fordi jeg ikke turde binde mig i fire måneder. Det er så hårdt at spille teater. Jeg vil også gerne ud at rejse. Men når jeg er færdig her, er der ikke noget arbejde. Altså jo. Lige de sædvanlige 10 dage i Tyskland på en tysk tv-serie, hvor jeg spiller konen til hovedpersonen. Ellers venter jeg, til der kommer noget rigtigt. Jeg vil ikke forcere tingene. De gange jeg har gjort det, er det ikke gået så godt. Men jeg er da bange. Jeg går stresset i seng, når jeg ikke har nogen indtægter.”

– Hvorfor vælger man et fag, når det er så hårdt. Og usikkert?

”Fordi – dét vil jeg. Det er jeg vokset op med. Og det besluttede jeg, da jeg var ni år. Jeg kunne da godt være en, der satsede på en sikker fremtid og blev fastansat et eller andet sted. Det var jeg på Det Kgl. Teater, og det var vildt godt i nogle forestillinger: ’Skybrud’, ’Den vægelsindede’, Jokum Rohdes ’Nero’. Men som fastansat skal man også påtage sig roller, som man kan have enormt svært ved at mande sig op til. Jeg er meget disciplineret, men jeg kan næsten ikke trække mig på arbejde, hvis jeg ikke kan se meningen i en opgave. Så er det værre end at gøre lokummer rent. Instruktøren Henrik Sartou fyrede mig på Det Kgl. fra noget, der hed ’Jesus’. Noget frygteligt lort. Et projekt, jeg aldrig forstod. Jeg kan ikke være ansat på den måde og spille fem forestillinger om året. Jeg er ikke sådan en afviklings-skuespiller. Jeg har det ligesom Sonja Richter. Vi er meget forskellige –  ’espeløvet’ og ’humlebien’!  – men vi er enige om, at hvis man spiller for meget teater, så ryger spilleglæden. Jeg er selv sådan indrettet, at den eneste måde, jeg kan finde ud af at overleve på, er ved at være i dét, jeg kalder min autistiske indfaldsvinkel: Enten interesserer noget mig eller også interesserer det mig ikke. Derfor har instruktører oplevet mig være fuldstændig passiv og uengageret  – eller omvendt: Være fuldstændig brændende og PÅ.”

Sagde du, at du var ni år, da du besluttede, du ville være skuespiller? 

”Det var i Nørrebro Hallen. Jeg skulle læse et digt op på Kvindedagen, eller hvad det hedder. ”Så kan du se, hvad det er,” sagde min mor, ”Om det er noget for dig. Men du skal øve dig. Man skal kunne det.” Professionel indstilling. Det har ligget i mig siden. Dét med amatørteater – være en glad højskolepige – det har aldrig ligget til mig. Fra ni år har det hele været planlagt. Jeg skulle være skuespiller og på teaterskolen, når jeg blev atten. Men det gik jo ikke lige sådan.”

Hvordan så?

”Jeg prøvede fem år i træk. Det gik hele tiden galt. Det var noget med, at viljen var for stor. Jeg var for voldsom. Charmen forsvandt. Jeg hvilede ikke i min egen kvindelighed. Det var midt i 80’erne, og jeg var stadig en 70’er-pige. Flade tennissko og stramme cowboybukser. Jeg talte uden at lytte og var ret irriterende! Jeg VILLE ind på den skole. Have det stempel. Den accept. Jeg følte mig så mærkelig  – odd and out. Jeg havde brug for stringens. Det fjerde år kom jeg igennem til 2. prøven og skulle synge ’Summertime’. Jeg afbrød mig selv midt i og sagde: ’Det lyder ad helvede til. Jeg ta’r den lige igen!’, og så sang jeg som en drøm. De optog mig bare ikke. Men bagefter sagde Bjarne Thorup, der var rektor i Århus: ’Hvis du havde samme naturlighed, når du spiller teater som når du synger, så ville du komme ind.’ Det var den sætning, jeg havde brug for. Ellers fik jeg bare altid at vide: Tag en kjole på! Find din kvindelighed! Vælg en anden tekst! Du skal ikke være så hidsig! Ikke smile så meget!”

Hvem sagde det?

”Alle mulige. Hjemmefra var jeg da også proppet med komplekser. Det hele var så enormt kvalificeret. Mor var skuespiller. Amerikaner, men lærte sig dansk på et år, gik til prøve på Det Kgl., blev optaget og fik at vide af Poul Reumert, at ingen talte så smukt dansk som hun. Alle spillede, malede eller sang derhjemme. Det var et hjem, sprængfuld af kreative energier og begavede mennesker. Jeg blev hele tiden overhalet af de andre. Der blev røget hash, og der stank af kattepis og oliemaling, men niveauet var højt, og gæstfriheden og tolerancen var enorm. Selvfølgelig gjorde jeg oprør. Ryddede mit værelse for møbler og malede panelerne hvide. Det er fulgt med mig. Nu bor jeg meget stringent og ordentligt. Nærmest jomfrunalsk. Alt skal ligge lige. Når jeg tænker på min mor, så var hun altid – midt i kaoset – ekstremt konkret. Ligesom mig. Næsten autistisk i sin tilgang til arbejdet. Lære dansk? Godt så gør man det. Jeg er selv meget dårlig til halve løsninger og opgaver. Du ved – sådan noget med ’Det ville være godt, hvis du måske på mandag kunne…o.s.v.’. Det er overhovedet ikke mig. Enten eller. Beslut dig!”

Som du også gør nu…

”Ja. Til at prøve at få ro i systemet. Rive stikket ud, holde fri og slet ikke lave noget.”

Hvor længe?

”Indtil roen gør mig sindssyg.”      

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Indtast captcha *