Ulrik Birkkjær og Caroline Baldwin i Balanchine-balletten ‘Diamanter’ (Tegn.: Claus Seidel)
SLÅ ØRERNE UD
Et godt råd: Kik op i loftet og lyt til musikken på Det Kgl.s Gamle Scene, hvis du ikke kan se danserne på scenen.
Tre balletter under fællestitlen ’Juveler’: ’Smaragder’, ’Rubiner’ og ’Diamanter’. Koreograf: Georges Balanchine. Komponister, Gabriel Fauré, Igor Stravinskij og Pjotr Tjaikovskij. Iscenesættere: Sandra Jennings, Daria Hoover og Judith Fugate. Det Kgl. Kapel. Dirigent: Perry So.
’Juveler’ spiller på Det Kgl.s Gamle Scene indtil 1. juni. Varighed: Ca to timer inkl. to pauser.
DET Kgl. Teater har fremstillet et ypperligt program til den nye forestilling, der har fællestitlen ’Juveler’, og som samler de tre korte Balanchine-balletter: ’Smaragder’, ’Rubiner’ og ’Diamanter’.
En god og brugbar, lille programbog at ty til, når man er anbragt på 10. række midtfor i parkettet og ikke orker at vride sig mere til højre og venstre for at prøve at se forbi mennesker, der svajer som bølgende kornmarker i vestenvind, mennesker, som snor sig lige så flittigt for at se uden om folk på rækken foran dem, eksempelvis den dame, der i aftes viste ekstraordinær hensynsfuldhed ved at forøge sin højde med en sumobryder-frisure.
Det er en balletforestilling, som man således er afskåret fra at se, men må nøjes med at høre, hvad der heller ikke er værst, da der danses til glimrende musik, og programmet som sagt er god lekture til pausen som orientering om, hvad man kunne have set.
Programmet er på knap 50 handy sider. Det er fyldt af instruktive artikler. Balletmester Nikolaj Hübbe skriver forord, og programredaktør Lise Kaiser skriver om koreografen Balanchine og om balletternes tre komponister Fauré, Stravinskij og Tjajkovskij. Vi kan læse artikler om de ædelstene, der har givet titler til balletterne, og hvis specielle farver og struktur forklarer årsagerne til dansernes kostumer.
Vi får korte indføringer i de enkelte koreografier skrevet af tre amerikanske koreografer, der som gæsteinstruktører har stået for iscenesættelserne – alle tre har været knyttet til New York City Ballet ligesom Nikolaj Hübbe og er fortrolige med Balanchines værker, som er skabt i 1967 til New York City Ballet.
Abstrakte balletter til musik, der er stærkt stimulerende at lytte til med øjnene rettet mod de ni muser i loftet på Gl. Scene, når det nu ikke kan være anderledes – Faurés duftende franske elskværdigheder, Stravinskijs festlige synkoper og Tjaikovskijs mageløse elegance. Alt fremført med klanglig og dynamisk kompetence af Det Kgl. Kapel under den unge kinesisk-amerikanske dirigent Perry So og med talrige glimrende præstationer undervejs, f.eks. af pianisten Thomas Rischel, der er solist i Stravinskij-balletten.
Jeg tror, vi endnu engang må opfordre publikum til at vælge pladser med omtanke, hvilket vil sige sikre sig pladser på balkonen eller etagerne, hvor sandsynligheden for at kunne se danserne er større end i parkettet. Prisen på pladserne kan endda være lavere i mange tilfælde. Man er måske nogle meter længere væk fra scenen. Men det er ikke afgørende.
Det er bare et godt råd.
gregersDH.dk
