Nikolaj Lie Kaas ved prismodtagelsen på Nordisk Film (Foto: Kristian Krogh)

Sprogøe-Prisen til Nikolaj Lie Kaas

Pristale ved prisoverrækkelsen på Nordisk Film 21.12. 2011

HVAD skal der til?  Hvad forlanger vi af kunsten?  Og kunstnerne?  Det er sådan noget, vi går og grubler over og skriver afhandlinger om. Eller også vifter vi bare al snik-snakken væk og siger: Hallo, venner! Hvor svært kan det være??
Forleden hørte jeg på TV-Nyhederne DSB’s velkendte tog-signal. Det lød bag en alvorlig togchef, der stod på perronen og kæmpede med at forklare nationen om DSBs trængsler og bøvlet med at få skidtet til at køre og JULEN til at ligne en jul på skinner – og bagved hørte man dette dah-da-dah –  nedfældet i sin tid af selveste Niels Viggo Bentzon i 1984. Dah-da-dah  – noderne D-S-B !!. Prøv selv ved klaveret!

Ja, hvor svært kan det være??
Kunsten som et vift med en kuglepen. Skuespillerens kunst som en rap replik og en brølende latter – det mente nogle også om Dirch Passers kunst – jamen: Hvilken lethed! Hvilken spontanitet! Det strømmer jo bare fra den mand!
Ja, ja. Se på Ove Sprogøes blik på forsiden af den nyeste Sprogøe-biografi.  Et skeptisk, lidt sarkastisk lille smil: Nå, så I tror, man kommer sovende til det, hva’! At det hele er så enkelt! Sådan noget med: ”Der kommer jo altid en sporvogn og en pige til!”…Ikke?

Har man været tæt på Dirch, har man set noget andet og mere: Omhyggeligheden, Bekymringen for ikke at ramme det perfekte. 
Dirch havde sit enorme talent. MEN intet måtte overlades til tilfældet. Nedture var katastrofer. Og katastrofer var nedture. Hele tiden tvivl og selvransagelse. Det var liv og død. Derfor er filmen om ham noget særligt. For det er meget det, den handler om. Og det er derfor, Sprogøe Pris-komitéen har ladet prisen falde på den mand, der spiller Dirch. Fordi han og instruktøren har set faldgruberne.
Alle de faldgruber, vi andre var parat til at grave for projektet, når vi sagde: Kære venner! Det lader sig ikke gøre! Sætte nogen op i gyngen, skubbe den i gang og bede ham babyhyle som Dirch? Hvor håbløst! Hvor pinligt! Hvor halsløst!

Men de gjorde det. Instruktøren Martin Zandvliet gjorde det. Og Nikolaj Lie Kaas gjorde det. Han SATTE sig i gyngen! Men han gik ikke i den! Og hvorfor gjorde han ikke det?
Fordi han og Zandvliet tog det rigtige valg med den film.
De så, at der skulle andet og mere til. At Dirch var et menneske på sin egen ubeskrivelige planet. Et menneske, der spørger og søger, er på vej mærkelige steder hen. Han er som en nytårsraket, der er udløst og sendt op – til stor jubel for alle. Men som også pludselig kan tage underlige drejninger, blive i tvivl og havne i det ukendte. Nikolaj spiller den Dirch, der lyser som en raket. Som ind imellem farer i uberegnelige retninger. Mod ustyrlige mål. En raket – alene i himmelrummet. Ensom midt i alt halløjet.

Den ensomhed kommer vi tæt på i filmen. Dirch på skæv og skæbnesvanger kurs. Fabelagtig smukt afspejlet i Nikolajs øjne og kropssprog. 
Det er på en måde som at genopleve den PEER GYNT, Nikolaj ramte på Det Kgl. Teater for ti år siden. Næsten med modsat fortegn. Dengang var han den monomant selvoptagede fantast – lystløgneren, opportunisten, snu og fræk, men også med den uskyld og sårbarhed, som var lige ved at få os ned på scenen og give ham et knus: Du trænger jo til det! Du er jo ude i storm, mand! – du tér dig, som om du ejede verden, og du vandrer lige lukt ad helvede til med din tåbelige selvovervurdering – og du VED det et eller andet sted! Nå – og så for resten: Du vandrede lige lukt ind i en Reumert-pris som Årets bedste mandlige skuespiller!

Nikolaj Lie Kaas går til grænserne i sit spil.  Han er en skuespiller, der virkelig SATSER – med krop og hoved – som han gjorde allerede i det, der vel næsten var hans debutfilm: ’Drengene fra St. Petri’, hvor vi så ham som outsideren Otto – fyren, som éne knægt stormer frem på jernbanen og smider bomber under tyskertoget! Mens tyskernes kugler flyver om ørerne på ham. På en gang en ACTION MAN, målbevidst og dødsforagtende – og så samtidig!… en DRØMMER og en ENSPÆNDER med en ubestemmelig, indadvendt sørgmodighed i blikket.

Og så – for igen at huske teatret: Hør lige, hvad Information skrev om ham i anmeldelsen af Det Kgl. Teaters sensationelle opsætning i 1998 af et engelsk stykke, der havde fået titlen: ’DET’ EN SKAM, HUN ER EN MÆR’ – en sindssyg titel!!…den ville ALDRIG sælge en film!! – det var et drama med Nikolaj i hovedrollen:
Hun skrev: ”Det Kgl. Teater har fået sig en NY FØRSTEELSKER!! Nikolaj Lie Kaas, 25 år og indbegrebet af EN HELT! Mørke øjenhuler, lige næse, buede læber og en masse iltert hår…og så en rastløshed, der varsler ET ORKAN-TEMPERAMENT – med let til TÅRER!”….
Hvad skal man stille op med dét? Med sådan et skudsmål? 

Og nu, lige om et øjeblik – igen teater:
Hovedrollen over for Sonja Richter i dramatiseringen af Günther Grass’ ’Bliktrommen’ på Betty Nansen, iscenesat af Kathrine Wiedemann. Dér skal vi se Nikolaj som den forbløffende fabelperson Oscar, der som 3-årig ser, at voksenverdenen er sindssyg, og nægter at vokse yderligere: Citat: ”Jeg er en af disse clairvoyante baby’er, hvis åndelige udvikling er fuldendt ved fødslen”….
Skal vi sige det sådan: Lette opgaver ligger ikke til Nikolaj Lie Kaas!
Han TØR  – også derfor Sprogøe-prisen.
Tillykke!

Gregers Dirckinck-Holmfeld