‘Jesus Christ Superstar’ Aarhus Teater St. Scene 22.4. 2017

Dyster, rå og blodig - det er 'Jesus Christi Superstar' i den nye udgave på Aarhus Teater

Jacob Madsen Kvols og Simon Mathew i ‘Jesus Christ Superstar’ på Aarhus Teater (Foto: Rumle Skafte)

 

PÅSKENS LIDELSER

 

Dyster, rå og blodig – det er ’Jesus Christ Superstar’ i den nye Aarhus Teater-udgave.

Andrew Lloyd Webber og Tim Rice: Jesus Christ Superstar. Iscenesættelse: Elisabeth Linton. Scenografi: Palle Steen Christensen: Medvirkende bl.a.: Simon Mathew, Mikkel Kaastrup-Mthew, Cecilie Stenspil, Mathias Flint, Jacob Madsen Kvols, Ashok Peter Pramanik, Thomas Christian Sigh, Jens Gotthelf, Michael Lundbye Slebsager, Ingeborg Børch og Miles Hoare.

’Jesus Christ Superstar’ spiller på Aarhus Teater St. Scene indtil 3. juni. Varighed: Ca 2 timer inkl. pause.

****

BLASFEMISK? ’Jesus Christ Superstar’? Det skal der nok være nogle, der stadig kalder Andrew Lloyd Webbers og Tim Rices musical. Som mange gjorde ved uropførelsen i 1970.
Men musikalsk er den rockmusik, der gennemsyrer musicalen, ikke mere provokerende for sarte sjæle end den musik, som udfolder sig på operamæssig barokmanér i Händels og Bachs tre hundrede år gamle oratorier og passioner. Og ikke mere provokerende i skildringerne af de voldsomheder og bloddryppende lidelser, Jesus bliver udsat for, end i evangeliernes tekster i det ny testamente. Der bliver gået til den.
Jesu’ lidelser er kernestof i kristendommen.
Også i Aarhus Teaters udgave, der havde premiere i går, lørdag. Råheden raser omkring den mærkelige mand, der kalder sig guds søn, fra det øjeblik han i de først scener hundses med af romerske soldater og hånes og chikaneres af de jødiske ypperstepræster, der kravler til vejrs, så de kan ned- og nidstirre ham fra positioner i scenografen Palle Steen Christensens klaustrofobiske, skællede dekoration, en truende, mørk kapsel, der kunne være versioner af grædemuren i Jerusalem eller Jerichos mure eller bare et symbolsk terrorhelvede, der er husly for de samlede konfliktfyldte parter i det Jerusalem, hvor alle raser mod alle:
Hvor Jesus og hans disciple er outsiderne, hvor ypperstepræster – som Kaifas med Thomas Sighs gravrøst – er de fedtede opportunister, som hader outsiderprofeten. Hvor gadernes letbevægelige befolkning skiftevis dyrker den nye helt eller forskrækket håner ham og kikker nysgerrigt og forvirret ud af de grå mures små glugger for at følge med i, hvad der sker.
Hvor den romerske prefekt Pontius Pilatus kan stige ned fra sin høje trone og i Jacob Madsen Kvols udlevering opfører et komisk egoshow i stil med Pilatus-figuren i Monty Pythons ’Life of Brian’, og hvor Mathias Flint som kong Herodes kan komme svævende ned iført det største gyldne slæb, der er set siden Napoleons kejserkroning i Notre Dame kirken i 1804. Hvor Judas i 2. akten kan tage strikken om halsen og hænge sig mellem murene.
Og hvor undertrykkerne, de romerske soldater, hærger alle stridende parter, så vi ikke et øjeblik tvivler om parallellerne til dagens kaotiske Syrien.
Blodigt og forvirrende, som var vi i Aleppo eller Mosul.

FYSISKE STRABADSER

Som helhed er det en stærkt besat nyopsætning af musicalen (se listen over medvirkende). Skarpest efter pausen – 1.akten har præmisserne, anslagene, især præsentationen af Simon Mathew som den forfulgte Jesus, som vi nærer et utilsløret håb om vil overleve forestillingens ufattelige, fysiske strabadser frem mod korsfæstelsen i finalen, og hans discipel Judas, Mikkel Kaastrup-Mathew, der fra starten planter sine lumske, forræderiske hensigter. Elisabeth Lintons iscenesættelse lægger vægt de fysiske stunts, men trækker også den komplicerede konfrontation mellem Judas og Jesus godt op.
2. akten er – bortset fra en køn lille sang i 1.akt til Cecilie Stenspil, der spiller Maria Magdalene – stort set tildelt den bedste del af musikken, de smukkeste, mest helstøbte numre, f.eks. de strofisk korsatser og det slagkraftige superstar-tema, hvor vi omsider får også visuelle glimt af det nedskruede syv mands orkester, der væver et godt klangligt net gennem hele forestillingen. Der bliver hele vejen igennem sunget anderledes groft og råt end der blev det i sin tid ved den danske førsteopførelse i 1972 med Eddie Skoller og Allan Mortensen. Det gør ikke noget, bare de holder til det, de skrappe drenge.
EN stor produktion, vældig mange medvirkende, omhyggeligt og fantasifuldt kostumeret af Maria Helena Gyllenhoff – når de ellers har noget på.

gregersDH.dk

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Indtast captcha *