Lotte Anker, Yelena Kuljic og Yuka Yanagihara i ‘Insomnia’ (Tegning: Claus Seidel)
DROP SOVEPILLERNE
Et drømmespil i fem etager – forbløffende musikteater på Portscenen i Skuespilhuset.
*****
250.000 danskere indtager sovemidler – uden at det rigtig får dem til at falde i søvn. Eller i hvert fald sove bedre. Det skriver en overlæge i programmet til ungareren David Martons ’Insomnia’.
Det vil heller ikke hjælpe de arme søvnløse at se det nye stykke på Portscenen i Skuespilhuset. Tværtimod. De vil ligge vågne nat efter nat og skvulpe under dynen af munterhed, nynne melodier fra stykket, se det mærkelige sceneri for sig: Et hus i fire-fem etager. Deres barndoms gennemskårede dukkehus transponeret til megastørrelse.
GRIB HOVEDPUDEN
De vil gribe om hovedpuden som husets seks beboere gør det i den første scene, når den syvende – pianisten med det dunder-forpligtende efternavn Czajkowski – øver sig desperat i sin lejlighed på en Bach-invention. Om og om igen. I min egen private ejendom mindes enkelte beboere endnu, hvordan den for længst afdøde kgl. kapelmester Arne Hammelboe fratog dem nattesøvnen, når han satte sig til pianoet på ugudelige tidspunkter. Og der var ikke muzak eller vuggeviser på nodepulten.
De vil i ’Insomnia’ se den japanskfødte sopran Yuka Yanagihara gemme sig med sin dyne i badekaret, og stige op som en Susanne – hende i Daniels Bog – af badet. Og synge Schuberts ’Meine Ruh hist hin’ i søvngængeragtig traume, så vi i sekunder må lukke øjnene og drømme os til Silja Schandorff i balletten ’Søngængersken’.
OPERADEBUTANT KOEFOED
Grænseområdet mellem rigtig søvn og halvvågen tilstand er den lykkelige, hvor du kan komme i selskab med hvad som helst og hvem som helst. Schubert. Eller Verdi, som hjemsøger en anden af beboerne, Henrik Koefoed, der som manden i Siemens tv-reklamen står op – ikke for at få et glas mælk, men bage boller i mikroovnen, for dog at bruge natten til noget fornuftigt, når søvnløsheden plager.
Men Henrik Koefoeds natteboller brænder på, da han gribes af tonerne fra ’Miserere’-koret i Verdis ’Trubaduren’, hvad der får ham til at bryde ud i Manricos store As-dur duet med den elskede Leonora, ’Åh, måtte døden dog komme’ – besvaret af japaner-sopranen, der stiger af badet og møder sin Manrico på trappen. Det er Henrik Koefoeds operadebut, kom ikke her, givet for fuld hals og valuta. Måtte Herren være denne Ørkenens søn nådig i hans nye karriere.
MADRIGALER
Dette underholdende stykke musikteater står i gæld til berliner traditioner for kultiveret kabaret, til århundreders europæiske musiktradition fra John Dowland-madrigal til ’You wander alone in the night’ med den omvandrende nattegænger og fremragende jazzsanger Yelena Kuljic i samspil med saxofonisten Lotte Agger – der er musikere nok på alle etager til at spolere hinandens nattero!
De kan forenes på op- og nedvandringerne under hr. Czajkowskis ledelse i fælles madrigal på trappen, indtil korlederen synker gabende sammen. Mette K. Madsen kan holde en slags løs tråd fra mikrofon og lydpult på sin etage, hvor hun som natradiospeakeren vender plader og fortæller ’klokken’ – klokken, der også for hende skrider i lidt forskellige retninger. Der skal jo synges, slumres forsøgsvis og til sidst spilles tungsindigt på harmonika.
Som de dog kan noget med musik alle sammen, også Jens Jacob Tychsen, der i sin kælderlejlighed øver sig på at overvinde sin menneskeskræk, tager sig sammen og ringer på dørtelefonen hos den japanske sopran, kun for at blive stum, da hun tager den og lægger undrende på igen, selv da han som en anden Papageno forsøger sig med en blokfløjte-serenade.
DRØMMESPIL
Er vi underholdt? Vældig. Det er det mest henrivende stykke drømmespil, yndefuldt og mystifistisk fremadskridende, kortvarigt truende, da beboerne jages sammen af skræk ved jageroverflyvninger, men forløst i musikalsk samdrægtighed.
I sin uskyldige henkastethed: Overordentlig musikalsk og velgjort.
