Peter Oliver Hansen og Karen-Lise Mynster i ‘Alt om min mor’ (Tegning: Claus Seidel)
DESPERATE HUSMØDRE? – NEJ: KVINDER
Gendigtningen af Almodovar-filmen ’Alt om min mor’ lykkes på mange måder i Ulla Gottliebs instruktion på Folketeartret.
*****
EN hundesvær opgave. Løst mere end halvvejs: At omsætte Pedro Amodovars film ’Alt om min mor’ til teater.
Omsætte. Det vil sige gendigte. Og man går nok bedst til forestillingen ved ikke at grave sig ned i for mange kontante sammenligninger. Det afgørende er personerne, disse kvinder, fortvivlende hudløse, stærke i raseri som i blodrig livshunger. Vi synes, de er meget spanske. Det er de også.
Du møder ikke dansk parcelhusmor-mentalitet i en målelig skala. Livet og følelserne er brandbare. Blodet er i kog.
TÆNDSATSEN
Skal vi tale om enkelte øjeblikke i denne forestilling på Folketeatret, hvor situationerne er på nippet til at krympe i dansk hverdagsrealisme, så er det de øjeblikke, hvor nogle af skuespillerne, vænnet til mainstream-udtryk af danske tv-seriers lineal-dramatik, falder ned i dagligstuetonefald.
Lykkeligvis kun få gange. For Ulla Gottlieb bruger i sin iscenesættelse flittigt den tændsats, der bringer skuespillerne ud dér, hvor det svier. Og hun har skuespillere, der kan flamme. I sorg, i vrede. Og i hjertegribende komik, om det skal være – og det skal det, når man som Peter Oliver Hansen har den store rolle som transvestitten, der er udstyret med ’bryster og nosser – en dødsensfarlig cocktail’, som han siger og konstaterer, at han har to ægte ting i sit liv: ’Silikone og følelser’.
Vi bevæger os – som tit hos Almodovar – i grænseområder, hvor transvestitter, bøsser, lesbiske, ludere og narkomaner indgår i det kvindelige univers som et selvfølgelig element.
LYKKEN
To ting er en lykke for forestillingen. Nej tre.
Den første er, at Ulla Gottlieb kan arbejde med et skuespillerhold, der i det væsentlige er så godt besat. Med Karen-Lise Mynster som moren, der i en bilulykke mister sin teenage-søn – knægten, der har skrevet en dagbog med ’alt om min mor’. Det er Karen-Lise Mynster i fuld udfoldelse som kvinden, der erstatter det tabte med omsorgen for, ja, for hvad der melder sig af omgivelser, som mere eller mindre fortjener omsorgen – den unge nonne, spillet af Özlem Saglanmak med den hjertegribende uskyld og determinering, som vi også lige har set hende udfolde i ’Mady. Baby’ på CaféTeatret.
Eller Hanne Hedelund som den karrierelemlæstede skuespillerinde-diva, en karikatur af en primadonna, der kan bryde planmæssigt sammen ved bare en fornemmelse af at blive overset.
Eller Julie Carlsen, der som den narkotiserede medspiller-desperado har den lesbiske jalousi som resterende dynamo.
Og så for ikke at glemme tragikomediens fakkelbærer: Transvestitten Agrado, Peter Oliver Hansen i sit gribende divertimento af ekstravagant charme, kulminerende i de direkte henvendelser til publikum foran tæppet, for vi er jo til teater i teatret, han er som konferencieren i ’Cabaret’, eller rettere: Det er han også. Og det er til at fælde tårer over.
SURREALISME
Den anden er, at forestillingen undertiden løfter sig velgørende til magisk surrealisme. Som i Kaj Munks ’Ordet’. I en blanding af flash backs og drømme – eller ok: Magisk realisme – er den dræbte søn til stede. Fortæller, griber ind eller bare vandrer som Søvngængersken ind og ud af handlingen. Thorbjørn Kruse Olsen har rollen. Spiller den med nøgtern troværdighed.
Der er scener, der skaber en svævende fornemmelse af poesi og dybde, øjeblikke, som lever i rummet og understøttes af Alberto Iglesias musik, sørgmodige toner fra accordeon eller guitar, der slører og indvæver ekstra lag i vores oplevelse af det sagte og gjorte. Iglesias er Almodovars faste medspiller i filmene, og hans musik fungerer også på Folketeatret som et integrerende filter i den konkrete handling.
SCENOGRAFIEN
Den tredje er den overvældende scenografi af Maja Ravn. En opbygning, der formår at genskabe et labyrintisk indre bymiljø i Barcelona og på ubegribelig velberegnet vis giver instruktør og spillere muligheder for at operere imellem de skiftende miljøer og situationer, der er handlingens.
Det er endnu et af de kup, der lykkes i opsætningen: Hvad der i filmen er ubesværede klip fra scene til scene, er i samme grad ubesværede klip i handlingsforløbet på scenen. I et samarbejde med Lars Schous lysdesign får dekorationen spillet til at flyde logisk og problemfrit.
Da den store husblok til sidst ruller frem mod prosceniet, bliver vi som børn igen på tilskuerpladserne, samtidig med at vi invaderes korporligt af det følelsesmættede nære drama, vi er blevet delagtiggjort i.
