'Øjeblikket' Betty Nansens Edison Scene 30.3.09 Anm.

edison-ojeblikket-143

Søren Spanning og Ann Eleonora Jørgensen i ‘Øjeblikket’ (Tegning: Claus Seidel)

INDERST INDE

Et trekantsdrama på Betty Nansens Edison Scene – men lige så meget et spil om vores politiske engagement og samvittighed.

****

FAR og søn. Og søns kæreste.
Ikke sandt? Man ser det for sig. De tre hovedpersoner i David Hare’s ’Øjeblikket’ i don juansk trekantsdrama.
For at springe langt tilbage: En uforglemmelig udgangs-’replik’ i Jean Anouihls ’Ornifle’ på Det Kgl. Teater i 1956. Ikke et ord, men bare et sigende blik fra Henrik Bentzon, der vender sig og ser på sønnens kæreste med jæger-blikket. Tæppefald.
Score-blikket ville sønnen i ’Øjeblikket’ kalde det. Den flinke, fortumlede søn spilles i David Hares stykke af en sympatisk Søren Vejby, hund i keglespillet mellem Ann Eleonora Jørgensen, som er sådan en Åsne Seierstad-type ved navn Nadia, krigskorrespondent, hjemvendt til en mere fredelig universitetsstilling, og så faren, den desillusionerede, kvindeglade læge Oliver, Søren Spanning.
Vi er ikke et sekund i tvivl om, hvad der er i luften, da far og den kommende svigerdatter præsenteres for hinanden af sønnen. Der er sat vand over til mere end kaffe.

IRAK-KRIG

Men David Hare vil også have os et andet sted hen. Han sættes os håndfast i teatersædet med et ’Så er det debatmøde!’ Der skal diskuteres Irak-krig. Alt det erotiske fnidder mellem de tre, jalousien, flirten, ordlegen, den humlebiagtige kredsen om hinanden er en afspejling af de tre menneskers forskellige holdninger til krigen. Til USA. Til politisk engagement.
Hos pigen et engagement, der har drevet hende ud i den journalistiske felt i 90’er-krigen på Balkan, og hjemme senere til teoretiske sysler på universitetet, men sandelig også til samvittighedskvaler over egen passivitet. Hos lægen en intellektuel, kynisk distance til al denne verdens kiv og hysteri – han har trukket sig tilbage til naturens ensomhed for at forvalte sin egen forbitrelse samt lokale sygdomstilfælde og dødsfald. Og sønnen Philip? Mislykket opvækst, forelsket i den spændende Nadia, hjælpeløst indifferent over for politik, vred ung mand, måske mest vred på sig selv.

 

KERNEN
     

Stykket giver især faren, spillet af Søren Spanning, og kvinden, Ann Eleonora Jørgensen, rige muligheder for at boltre sig i de ordrige dialoger, de badminton-hurtige verbale skudvekslinger mellem to mennesker, der både spiller det erotiske spil, men også prøver at ramme hinanden over nettet med argumenter, som hele tiden er dobbelttydige i forsøgene på at fange hinanden intellektuelt og personligt. Og det interessante: At fange kernen i deres egen usikkerhed over for, hvor de inderst inde befinder sig holdningsmæssigt. Hvad mener de egentlig selv med det liv og de meninger, der har? Hvad bruger de deres liv til? Hvad rører der sig i dem? ’Inderst inde’. Som en af dem siger.
De ved det ikke. Det er vel pointen.

COPENHAGEN

Mødet mellem de tre garneres først og til sidst med to studerende, hvor den ene, Laus Høybye, stiller universitetslærer Nadia over for USA-blåøjet begejstring, den anden, Vicki Agami, Nadia over for det kategoriske imperativ: Handling i stedet for tilbagelænet svigt.
Rimelig firkantet. Som stykket i øvrigt har en snert af konstruktion. Men det er glimrende spillet af især de tre hovedpersoner.
Peter Langdal har som iscenesætter sikkert haft sin fremragende opsætning af Michael Strayns ’Copenhagen’ lurende i baghovedet. Konfrontationen mellem Bohr, fru Bohr og Bohrs tyske kollega Heisenberg. Dramatiseringen af de tres møde i 1941 i København. Ligheden er slående. Også i den sceniske opbygning. ’København’ var nok bare et bedre stykke.

GregersDH.dk

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Indtast captcha *