Forsanger og kor af hjemløse på Edison-Scenen. Torben Kjær er ved klaveret. (Foto: Jon Bjarni Hjartarson)
HJEM
‘
SVÆRE
‘
HJEM
Syv hjemløse fortæller om deres liv i nænsom, men stram instruktion af Madeleine Røn Juul på Betty Nansens Edison Scene.
’Hjem svære hjem’ spiller på Edison Teatret indtil jul, og genoptages en halv snes dage i januar.
****
DET kan man kalde nøgent teater.
Syv mennesker står på Edison Teatrets scene. Ingen dekoration. Jo, en væg bag dem, overskrevet og malet med en del graffiti krims-krams, som de medvirkende supplerer med lidt af hvert undervejs.
Kostumer? Næh, de syv står i deres eget tøj. Og de skal ikke spille andre roller end sig selv.
De skal fortælle deres egen historie. Fortælle om, hvordan det er at være hjemløs i Danmark. I velfærdsstaten, som er så rig, at alle strømmer til fra nær og fjern for at få del i den. Måske få et sted at bo, hvis de er hjemløse dér, hvor de kommer fra. Dér, hvor deres hjem måske er skudt sønder sammen i borgerkrige.
Men sådan er det ikke med de syv, der står der og fortæller. De er danskere, ganske almindelige danskere, der er rendt skævt i tilværelsen. Mere eller mindre.
En af dem – en dame i sin bedste alder – er sådan set ikke ramt af netop bolignød. Hun siger bare, at hun er hjemløs på den måde, at hun ikke kan holde ud at være i sit hjem. Hun må hele tiden ud. Væk. Møde andre. Være sammen med nogen. Ingen vil åbenbart komme til hende.
En stilfærdig form for hjemløshed. Snarere ensomhed.
Hendes situation kan ikke hamle op med den, en anden er i – ham, der i årevis har sovet på bænke, i opgange, og hvor der ellers findes et hjørne at lægge sig. I en kælder med ubrugte affaldssække som sovepose.
Nogle gange har han sovet i bunden af en elevatorskakt – det gibber lidt i os. Elevatoren stopper en meter over, hvor han ligger, fortæller han. Han – eller var det en af de andre? – bruger de offentlige toiletter i København til overnatning. En morgen kom den stedlige toiletbestyrer med morgenmad på en bakke til ham.
Flere af de medvirkende har stofmisbrug eller kriminalitet i deres generalieblad.
Der lægges ikke skjul på noget. En er smidt ud af sine forældre, fordi han blev ved at rapse stort og småt i hjemmet, når de vendte ryggen til. En anden er havnet på Sundholm, og magtede ikke at rive sig løs. En pige har det skidt med sin far, er flyttet hjemmefra og flakker rundt mellem veninder og herberge uden at få rigtig fodfæste.
Deres fortællinger afleveres nøgternt. Og roligt – bortset fra ham, der har et gammelt forhold til sport. Han kan ikke stå stille. Han har vældige fysiske udfoldelser på scenen i stil med f.eks. vores håndboldpiger i disse dage, når de flipper ud i orkaner af ekstatiske spjæt efter scoringer og sejre.
En fyr rapper sin historie, er fuldt bevidst om sin succes hos publikum, og charmer sødt og selvsikkert, så man aner, hvordan han snor sig ud af mange vanskeligheder i sin enegang i livet.
Er de skuespillere?
Næh, men Madeleine Røn Juul har stykket dem og deres fortællinger sammen med nænsom hånd og fået alle til at være overbevisende koncentreret om deres optræden.
En lige så professionel – pianisten Torben Kjær – underlægger lidt klange og akkompagnerer, da de syv samler sig ved klaveret og synger en julesalme.
Er det teater?
Egentlig kunne det være portrætter i en tv-dokumentar. Men det hele vibrerer anderledes i det levende rum.
Så jo, det er teater.I det regi, de på Edison kalder C:NTACT, som mange gange har bragt især unge indvandrere på teaterbanen.
gregersDH.dk