Carsten Svendsen og Merete Mærkedahl i ‘Vi elsker og ved ingenting’  (Foto: Lars Horn)

SKØNNE

SPILDTE

KRÆFTER

Aalborg Teater har sat en fjollet tysk komedie op og fået fire af teatrets gode skuespiller op i højeste gear for at overdøve, at stykket ikke er morsomt.

Moritz Rinke: Vi elsker og ved ingenting’. Instruktion: Lydia Bunk. Scenografi: Nadia Nabil Korsbæk. Medvirkende: Merete Mærkedahl, Malin Rømer Brolin-Tani, Carsten Svendsen og Mads Rømer Brolin-Tani.

’Vi elsker og ved ingenting’ spiller på Aalborg Teaters Lille Scene indtil 19.januar 2016.

**

JEG mindes ikke før at have set stykker af den meget produktive tyske dramatiker Moritz Rinke.
Men nu spiller Aalborg Teater et af hans seneste, ’Vi lever og ved ingenting’. Og teatret sætter fire af sine talentfulde unge skuespillere på sagen. De er stillet over for det problem, at det ikke er noget godt stykke.
Stykket fortæller om to par, det er i gang med at bytte bolig. Vi befinder os i det ene pars lejlighed, hvor den forvirrede unge kulturhistoriker Sebastian bor sammen med kæresten Hannah, som er en slags psykolog, der har fået job i Oslo, hvor hun skal banke bedre vejrtrækning m.m. ind i en gruppe bankfolk. Derfor har hun fundet frem til et par, de kan bytte lejlighed med – et Oslo-par, som er en spøjs konstellation af en rumforskernørd og en dyrepsykolog.
Par nr. 1 får altså par nr. 2 ind ad døren den dag de selv er på vej ud. Det kommer der en komedie ud, der handler om flyttegods, flirt på tværs, manglende koder til nettet, en elevator, der ikke virker m.m.
Det hele er konstrueret og søgt, i et rablende forløb, hvor instruktøren, den tyske Lydia Bunk prøver at redde det kunstige i historien ved at sætte fart over feltet og drøn på stemmerne – der bliver råbt og snakket ufattelig meget, højt og desperat.
Ingen af delene – hverken tempo eller stemmestyrke – er problemer for de fire skuespillere: Merete Mærkedahl, der skal overbevise bankfolket om saligheden ved de dybe vejrtrækninger, Carsten Svendsen, der er kulturhistorikeren med de store projekter, som konen piller ned til forord til et par bøger, Malin Rømer Brolin-Tani, der glemmer sine dyr for at drikke sig plakatfuld i champagne, mens hun lægger an på historikeren, og Mads Rømer Brolin-Tani, der brøler sin jammer ud på grund af den manglende netkode og fumler forsøgsvis på Merete Mærkedahls Hannah.
Det var Lydia Bunk, der for nogle år siden iscenesatte Goethes ungdomsstykke ’Clavigo’ på Aalborg Teater. Det handlede om kvinder, der er i lommen på tåbelige mænd. Vi er på samme kurs med ’Vi elsker og ved ingenting’. Det kunne i sig selv være interessant. Men Lydia Bunk gør det kun til energiske forsøg på skarpe konfrontationer mellem nogle mennesker, der intet har at sige hinanden, og kun kan spjætte med lidt tilløb til erotiske bagholdsangreb.
Ufikst, ligegyldigt teater. Spild af gode skuespiller-kræfter.

gregersDH.dk