SÅ KOM SANGERINDEN

Louise Fribo havde for smalle hofter til balletten. Men stemme til Nattens Dronning. Hendes målbevidste spring fra musical til opera er blevet startskuddet til international karriere.

Interview: Gregers Dirckinck-Holmfeld
Foto: Kim Agersteen

”David var guitarist i bandet. Så kom sangerinden. Det var mig. For ti år siden. Og to børn.”

Short story. Så knapt kan Louise Fribo fortælle om ti år af sit liv. Ti år, der har vendt op og ned på hendes tilværelse.
David Springborg var guitarist i bandet med det sære navn ’De græd’. Trioen, som Bent Fabricius-Bjerre tog på turné med i 1998. Louise var sangerinden.
Hun er en sjov blanding af kontante bemærkninger og guirlander af ordrige fortællinger om sin speedede karriere – som hun sidder dér i sommerhuset i Saunte med den velsignede regn silende over det sultne græs udenfor, ét-år-gamle Eskil i ly i barnevognen og den seksårige Alfred puslende på stuegulvet med familiens genfundne loop-bane.

’Så kom sangerinden’! Det må hun nok sige. Sangerinden, danseren, skuespilleren, musicalstjernen, og nu operasopranen. Stormende ind. Uimodståeligt. Ikke bare i guitaristens liv. Også i publikums. På denne våde sommerdag hjemme for at trække vejret mellem to opførelser i Wien af Mozarts ’Tryllefløjten’, hvor hun synger Nattens Dronning. Et koloraturparti så tårnhøjt, at det rammer loftet og får publikum til at løfte sig i sæderne, når det lykkes med den fornødne brillans.
Hvad gik der af Louise Fribo, da hun for snart ti år siden, 28 år gammel,  foretog det store gearskift? Fra en lysende musical-karriere til nedrullede teaterskodder og tre koncentrerede år på Operaakademiet. Guitarist David var en af drivkræfterne. Men der lå mere bag:

”Perfektionisme. Det kan godt være, det er lidt sygt. Men det er meget det, der driver mig. Lige fra jeg var lille. Jeg havde lyst til større udfordringer. Hele tiden. Altid min engelske sanglærers stemme i baghovedet: ’Du spilder din tid med de musicals! Hvad vil du med dét materiale? Du udnytter det jo ikke. Kom nu i gang!’
Hun ramte et ømt punkt hos mig. Det samme gjorde Susanne Eken på konservatoriet i København, da jeg spurgte hende. ’Der er ikke mange koloratursopraner,’ sagde hun. Men hvis du vil den vej, så skal du omskole din stemme. Det tager tre-fire år.’
Jeg sprang. Begyndte på Operaakademiet. Selvom jeg havde masser at lave med musicals. Det gik så godt. Hovedroller. Men der er trods alt ikke SÅ mange roller for min stemmetype i det fag.”

– Du har aldrig fortrudt?

”Aldrig! At komme på operaskolen! Der kom seks ind, og jeg var en af dem! Den dyreste uddannelse i landet efter jagerpilot. En luksusuddannelse! Et helt hold af lærere sat på med soloundervisning. Italiensk, tysk, instruktion, afspændings-og alexander-teknik, musikteori. Og sang. SANG! Det var en enorm tilfredsstillelse at gennemføre det. Også fordi – jeg er opdraget med klassisk musik. Spillede violin fra jeg var fire år. Mine forældre er musikere, og min far havde altid sagt: ’Musical? Du ved, jeg hader den genre!’ Jeg spurgte ham tit: ’Hvorfor kommer du ikke og ser mig?’ Jeg skulle nærmest tvinge ham. Nu sagde han pludselig, at jeg var en Guds gave. Min mor syntes også, det var evig skønt. Det syntes hun nu altid. Bare jeg var MED og PÅ. Den perfekte mor. Altid på min side. Hvis jeg fik dårlige anmeldelser, så var anmelderne dumme. Hvis jeg var nede, så var det de andres skyld. Hun kunne også være for meget. Enormt ambitiøs på mine vegne. Der var ikke den familiekomsammen, hvor jeg ikke skulle optræde.”

– Du er selv enormt ambitiøs…

”Det ved jeg godt. Det ligger i min opdragelse. Jeg gik til ballet fra jeg var otte år. Prøvede to gange til balletskolen på Det Kgl., da jeg var 11-12 år. Men kom ikke ind. 2. gang tænkte jeg ’Nu er den der!’ Men blev skuffet. Min mor var nærmest vred. Hun ringede til Anne Marie Vessel og sagde: ’Hvorfor har I ikke taget hende?’ Forklaringen var, at jeg havde for smalle hofter. Der var ikke plads nok i hofteskålen. Så kan lårknoglen ikke rotere. Og så tilføjede hun som en slags trøst: ’Det er dødusundt at danse. Jeg er også ved at være træt af det, og det er slut som 35-årig. Louise har så mange andre talenter, og hun kan jo ikke stå på en scene, uden at hun hele tiden skal sige noget.’ Det var der nok noget om. Men jeg ville danse, og så fandt vi på, at jeg kunne komme på en balletskole i England. Jeg skulle ellers lige skifte til Niels Steensens Gymnasium, men det hele gik så stærkt, at da min navn på første skoledag blev råbt op, havde mine forældre glemt at melde mig fra, og så var der en af mine venner, der råbte: ’Hun er taget til England på balletskole!’”

– Men hvad med hofterne – var det lige meget i England?

”Det var en betalingsskole. De skulle jo have penge ind. Og så havde de en regel om, at de skulle tage et antal udenlandske elever. Men det var en fantastisk god skole. Og da de opdagede, hvad jeg kunne, fik jeg scholarship. De sidste to år gratis. Skolen havde sit eget teater. Og undervisning i alt: Step, drama, sang, jazzballet, nationaldans. Hofterne? Det var da et problem alle tre år. Det Kgl. havde jo ret. I England var jeg håbløst bagud med ballet. De andre var der hele tiden: ’Hvad laver hun her? Hun bliver jo aldrig balletdanser!’ Fint nok. Den åd jeg. Jeg så dem stå dér og lave noget, jeg slet ikke kunne. Men det var tre hårde år på den skole. Meget mobning. Man var anderledes. Seksten år, og talte med accent. Engelske skoler er berømt for ikke at vide noget om pædagogik. Ikke noget med at tage vare på deres elever. Ikke noget, der blev taget op i ’klassens time’. Man måtte klare sig selv. Men der var et lærerpar, der så min situation og sagde: ’Louise, du skal ikke tage dig af det. De er teenagere. Prøv at være stærk.’ Jeg boede også på et pensionat sammen med fire andre pige. Hos en enke, der var meget sød og hjælpsom. Så det var ikke fordi jeg gik og var hundeangst. Men gråden sad i halsen nogle gange. Jeg nægtede bare at græde og vise mig svag. De skulle ikke vinde over mig. Det var børn, der ikke vidste bedre. Jeg tænkte kun: Hvor er de åndssvage. Irriterende. Og der var kun én vej. Slide lidt hårdere.”

– Du gennemførte.

”Ja. Og fik jobs hurtigt bagefter. Et helt år i Hamborg med ’Cats’. Enormt lærerigt. Jeg startede nederst i hierarkiet. Lærte virkelig fra bunden. De hyrede mig som understudy i tre roller. Og jeg var klar til at springe på, når det var. Det bliver man ydmyg af. Og det var et knaldgodt miljø. Tyskerne er anderledes. De tog sig virkelig af deres dansere og sangere. De kan noget med menneskelighed. Altid kontrol og ro og ingen panik. Det var da svært lige i begyndelsen at stå klar – og ikke skulle på scenen. Men der gik kun fire uger, så var jeg på hele tiden i en af de tre roller. Der var en del sygdom, fordi det var så fysisk hård en forestilling.”

– Og så kom du til Danmark.

”Det kan jeg takke Svend Skipper for. Og min mor. Jeg havde lavet et demobånd, og hun sendte det til Svend Skipper. Han kom til Hamborg, så ’Cats’ og fortalte Odense Teater om mig. De skulle lave ’Les Miserables’. Så sang jeg for i Odense. Og fik jobbet som Cosette. Der hørte Morten Grunwald mig, og så fortsatte jeg i Østre Gasværk.” 

– Resten er alt andet end tavshed. Nu fik du en Reumert-pris i foråret for din rolle som Olympia i ‘Hoffmanns eventyr’ på Operaen. Da du stod på scenen i Det Kgl., duperede du nogle ved at takke din sekretær. Den havde man ikke hørt for!

”Ved du hvad: Min bror kalder mig et F16-fly, fordi jeg har en sekretær, en rengøringsdame og en barnepige. David har dobbelt så travlt som jeg har, og min mor, der før hjalp mig meget, er død. Ligesom min far. Begge alt, alt for tidligt. Jeg gjorde det hele. Blev syg. Fik ikke nok søvn om natten. Ikke nok at spise. Spiste det forkerte på de forkerte tidspunkter. Ammede i pauserne under forestillinger på Det Kgl. Og hele tiden: Rejser. Ud og ind af landet. Være noget for nogen døgnet rundt. Ikke læne sig tilbage et sekund. Jeg sled på mig selv. Havde altid computeren med og bunker af papir, der skulle ordnes. En kontrakt, der skulle læses. Et billede eller en P3-fil, der skulle sendes. Småting, der hobede sig op. Nu betaler jeg mig fra det. Bider alt skam i mig og strunter i, hvad andre siger. Det er den eneste måde, jeg kan få dét her til at virke, få overskud til min mand og mine børn og af og til kunne gå ned og købe ind og lave noget mad, så vi kan hygge os som andre almindelige mennesker. Derfor også en sekretær  – hun studerer music management på universitetet, så det er genial praktik for hende at holde styr på papirerne og rejse med af og til.”

– Holder budgettet?

”Jeg tjener ikke millioner. Men jeg vælger at bruge mine penge på hjælp i stedet for tøj og sminke og alt muligt andet. Det fungerer godt. Jeg henter mit barn i børnehave med overskud og glæde i stedet for at stresse af sted. Får ro til at arbejde og øve mig. Det er blevet et meget bedre liv. For os alle fire. Skal jeg hilse og sige, hvis nogen har ondt af det med sekretæren.