LØSGÅENDE MISSIL
Nicolas Bro river alt med sig som den barnlige, selvdestruktive Hamlet ved indvielsen af det nye skuespilhus.
****
Tegner: Claus Seiden
Han kommer brasende ind. Fejer den pult, som Anders Fogh, Brian Mikkelsen og Michael Christiansen lige har holdt fine taler ved, til side med et brag. Og tordner ’At være’-monologen ud mod os. Som et raseriudbrud.
Så er vi på banen med en Hamlet, der ikke ligner nogen anden, vi har set. Det gør næsten ingen Hamlet’er for resten. Det er netop det fascinerende ved den rolle.
Men Nicolas Bros Hamlet er i ekstrem grad en selvdestruktiv besat vildbasse, raget ud af et bål af nihilisme, der ikke bare er tragisk, men især uhyggelig. En Hamlet direkte til skoleafbrænding og blind vold, når det slår klik. Værebro, Tingbjerg, biler i brand. Afreaktion på omgivelser, der tér sig som Titanic på vej mod isbjerget. Søren Pind ville give den Hamlet elektroniske armlænker.
KNYTNÆVE
Det er sådan en Hamlet, vi følger gennem Shakespeare-dramaet, skåret ind og redigeret af den norske instruktør Alexander Mørk-Eidem, og valgt til åbning af det nye skuespilhus ved havnen.
Jeg vil ikke sige, at det er en totalt lykkelig opførelse. Den rummer så mange ubesvarede spørgsmål. Men det rokker – måske netop derfor – ikke ved, at den hele tiden engagerer, bringer ører og øjne på stilke, skiftevis trætter og animerer.
For at begynde med den knytnæve af en monolog. Eller – ok: Lidt før. Ved premieren er vi selvfølgelig totalopslugt af rummet. Det nye, forunderlige teaterrum. Skabt til lejligheden som en lukket kube, en parafrase over Globe Theatre i London, hvor Shakespeares stykker blev spillet.
Indvielses-talerne holdes fra scenen, bagklædningen er tæt på, opbygget som publikums-balkoner, vi stirrer og stirrer – jo, det et skuespillere, ikke publikummer, der sidder på gallerierne – og Nicolas Bro sniger sig nogle øjeblikke over den halvmørke scene – en autonom på vej til bilafbrænding? Hvad er i gærde? Han krammer Ofelia i hjørnet i kongesiden og forsvinder med hende.
GREB MED ET BRÆKJERN
Så sker det. Musik. Carsten Bjørklunds konge og Benedikte Hansens dronning træder fra, skubbes til side af Hamlet og hans monolog. Et greb med et brækjern af instruktøren. 3. aktens ’At være’-monolog rykket op som prolog.
Udløsning med det samme af desperation og raseri. En Hamlet i lemlæstende gøren-nar af sig selv og sit dilemma. Ingen tænksom dvælen og filosoferen over meningen med liv og død. Kun anarkistisk, barnlig vrede. Vendt i første omgang mod moren, dronningen, spillet suverænt af Benedikte Hansen med den moderne kølighed, der er et speciale hos hende. En mor, der har kørt sig eget ræs, og for sent erkender, at hun har svigtet og ladet knægten sejle, hvorhen skuden drev ham.
Hermed er tonen slået an, og alt styres ud fra det punkt. Totalt behersket af Nicolas Bros utroligt varierede spil på grundmodellen: En alt for ung, alt for umoden, alt for kaotisk resonerende yngling, der ustandselig griber og forkaster, elsker og hader, jubler og flæber, tænker og er tankeløs.
Det er en stor præstation. Især fordi Bro har tæmmet spillet til så tydeligt at vise, hvordan Hamlet konstant spiller og skifter roller i sine dobbeltmanøvrer som prætenderet vanvittig, på grænsen af ægte vanvid, helt normal og besat af overvejelser om de grænseområder, han betræder. En skuespiller, der spiller en skuespiller, som spiller en skuespiller.
DURACELL-KANIN
Forskellige ting bremser og forvirrer i opsætningen. Hamlets barndomsven Horatio har fået en større rolle end normalt. Han kommer sejlende ned fra loftet udstafferet som en anden Duracell-kanin og går igennem forestillingen som sutteklud for både Hamlet og Ofelia. En spejling af både lykkelig og spildt barndom? Måske. Men ikke særlig klart. Svenske Shanti Roney spiller ham som en joker på sit svensk-danske.
Det fungerer heller ikke rigtigt at lade den skuespiller, der spiller Hamlets myrdede fars genfærd, også spille kongen i opførelsen af ’Mordet på Gonzago’. Det er set før, og Morten Suurballe gør både det ene og andet glimrende, men det berøver scenen sin magi. En scene, der i forvejen – med placeringen af kongen og dronningen – frarøves den dramatiske intensitet, den f.eks. havde på Gladsaxe Teater i Kasper Rostrups opsætning.
Noget, der også gælder fægtescenen i sidste akt, der på Det Kgl. drukner de centrale reaktioner hos kongen og dronningen i et halløj og festfyrværkeri, som minder om et amerikansk valgkamp-show.
SCENESKIFT
Det evindelige spørgsmål om aktualisering eller romantisk-historisk genskabelse af tidskolorit er løst her ved et både-og, men uden at det står ganske klart, hvorfor og hvornår i forestillingen, når det gælder kostumerne. Til gengæld snupper vi glad de verbale aktualiseringer. Og overvældes af de overrumplende sceneskift, da scenerummet udvider sig, og akustikken ændrer sig totalt – lige forbløffende god nær som fjernt.
Her får vi virkelig det nye skuespilhus’ teknik demonstreret, så klokkerne ringer. Og det på en måde, der i denne ’Hamlet’ underbygger katastrofe og undergangsstemning, da scenegulvet åbner sig som graven selv.
Men under alle omstændigheder: Det er Nicolas Bros løsgående missil i de tunge, ind imellem utydelige omgivelser, der er værd at gå efter i denne ’Hamlet’.
Carstens Bjørnlunds Kong Claudius – onklen, der myrder Hamlets far og gifter sig med hans mor – står svagt, selvom han stemmemæssigt præsterer noget ret unikt, da han med dæmpet røst og yderst præcist formulerer sin store, skyldplagede monolog i 3. akt. Jesper Asholts Polonius holdes på et tørlagt embedsmandsplan med stor effekt. Og Helle Fagralids Ofelia er en sej teenager. Christian Tafdrup en kæk Laertes.
Og så: Nu må ’Hamlet’ gerne hvile nogle sæsoner, inden næste endevending.
