Mathilde Norholt og Cyron Melville i ‘Closer’ på Aveny-T (Foto: Andreas Bergmann Steen)
*
*
*
*
* **
* * * * * *PANISK KANINKNEPPERI
’Closer’ på Aveny-T er en utrættelig omgang high school-komedie, spillet med stor og pågående frækhed af de fire medvirkende.
***
DER er ordentlig skub på. Som om de har sagt til hinanden: Nu skal der altså spilles!
Det er i sig selv en fornøjelse. De fire spillere på Aveny-T’s scene er Mathilde Norholt, Cyron Melville, Sebastian Jessen og Simone Lykke. Stykket, de har taget op med den næsten nystartede teatergruppe ClapClap, har vi set før: Det er ’Closer’, som David Owe og Marie Askehave spillede med deres teater ’Nepo’ som turnéforestilling for et par sæsoner siden. Det er da også de tos oversættelse af Patrick Marbers komedie, som ClapClap bruger.
Komedie? Lad os kalde det en trivial comedy af den type, der er som udhug eller resumé af endeløse, amerikanske high school soap serier – en historie om fire unge, der krydsflakker mellem hinanden, ud og ind af deres indbyrdes forhold i et panisk kaninknepperi.
Historien blev også i 1997 en film med Julia Roberts og Jude Law. Men teaterversionen er, i hvert fald i den sete version, broderet med et seksuelt frisprog, der sætter et enormt humør i publikum, og som i amerikansk tv ville være tilsat ti gange så mange bip som vi hører i et John Stewart-show. Der bliver kneppet godt og grundigt, selv på cyberspace, da den ene af drengene lokker den anden til at chatte på kanalen London Fuck idet han foregiver, at det er pigen Anna, han er i kontakt med.
FORFRISKENDE
Det forfriskende ved forestillingen er gå på-faconen, tempoet i et konstant ind og springende regi, begået af en talentfuld instruktør, Marie Østerskov i en scenografi, som i sin næsten improviserede lethed giver gode muligheder for at klippe mellem indfaldene, som var det filmsekvenser.
Karruselturene mellem de fire er ganske underholdende, men løber efterhånden tørre i umanerlig mange gentagelser. Historien er som et perpetuum mobile. Den kunne holde op dér. Så dér. Og den stopper så et vilkårligt sted – efter to fulde akter og et stykke over to timer.
Vi tilgiver af én grund: De fire medvirkende er utrættelig veloplagte.
Og det er under alle omstændigheder stimulerende at se den generation af skuespillere – de er alle mellem 25 og 30, og normalt mere filmvante end teatervante – kaste sig på scenen og få en fyldt teatersal op på mærkerne.
Tal om teaterkrise!
GregersDH.dk
