TERAPI-DANMARK
Mammutteatret har åbnet ’Fobiskolen’ på Kaleidoskop2. Det er et muntert greb i kraven på terapihysteriet.
****
Godt tænkt: Nu må vi have fat i kraven på alt det dér psykoterapi, som plager nationen. Vi opretter ’Fobiskolen’!
Det er Mammutteatret udgangspunkt. Fint nok. Det er lagt op som en serie i tre afsnit. Nu har vi set det første.
Det kan roligt blive til mange flere, en serie, der kan viderebefordres til DR1 til afløsning for søndags-føljetonen ’Sommer’. Måske som en efterbehandling af personerne i denne maraton-serie, hvor hver og en sikkert i stadig stigende grad vil være modne til terapeutisk behandling, efterhånden som dominobrikkerne falder omkring det frederiksværkske lægehjem.
LOGISK
Mammutteatrets nedslag på emnet er en logisk reaktion på, at vi befinder os i et samfund, som uanfægtet plager sig selv med at konvertere ethvert uventet situation, ethvert opstået problem af selv den ubetydeligste art, til et behandlingskrævende tilfælde.
Vi ser det f.eks. i de daglige morgen-tv-programmer, hvor det mindste vov fra naboens hund, kan gøres til genstand for analyse af en gæstende psykologisk ’ekspert’, hvis opgave det er at forklare hundeadfærd, nabokonflikter, fobimekanismer og samfundsproblemer i almindelighed med ord og vendinger, enhver med almindeligt ordforråd og sund sans kan udenad og i søvne.
AMOK
Det er sådan set derfor emnet er interessant. Og værd at beskæftige sig med, også som teater. Velfærdssamfundet er gået amok i selvterapi. Og de tre forfattere, Kari Vidø, Lars Kjeldgaard og Claus Flygare lægger ikke fingrene imellem.
I ’Fobiskolen’ er omhyggelig samlet et hold af glimrende skuespillere, som hver for sig rammer forskellige typer med forskellige angstproblemer: Lisbeth Wulff, Tina Gylling Mortensen, Paw Henriksen, Anders Hove, Ellen Hillingsø, Christian Hetland og så de to terapeuter og skoleledere Helle Dolleris og Olaf Johannesen. Holdet møder op til ugekursus på Fobiskolen, åbenbart visiteret til affæren af en offentlig myndighed repræsenteret af Stine Schrøder Jensen, som vi kun møder i al korthed i starten, men som formodentlig kommer til at optræde senere i serien, når konsekvenserne af behandlingen skal evalueres.
RÅSTOF
Der er næppe tvivl om, hvor sylen bores ind. Fobiskolens to lærere danner par, og deres indbyrdes konflikter og rivalisering i forhold til kursusdeltagerne sætter ikke bare lup på kernen i vores samfunds hysteriske terapeutdyrkelse, men er samtidig oplagt råstof for videreudvikling af det dramatiske forløb.
Hvordan vil den bløde og naive Sus, der er Helle Dolleris’ rolle, og den smarte, kyniske overterapeut Niels – Olaf Johannesen – udvikle forholdet til deres elever efterhånden som deres lattervækkende øvelser vender op og ned på relationerne mellem elever og lærere? Hvad og hvem kommer i fare? Bliver angsten, der skal masseres ud af eleverne, til ny og større angst? Eller til forløsende seksuelle udskejelser? Bliver mødre og døtre forsonet? Må lærerne selv til parterapeut og høre på ny forførerisk snik-snak, som de så selv kan viderebefordre på deres egne kurser?
Der er stof til uventede nye kriser og konstellationer. River den sitrende, hidsige Mette (Ellen Hillingsø) bukserne af den labre lærer? Kommer hun dermed tordenkilen Irene (Tina Gylling Mortensen) i forkøbet? O. s. v., o. s. v.
LEVERET VED DØREN
Vi må sige, som Palle Lauring ofte konkluderede på sine danmarkshistoriske problemstillinger: ’Vi ved det ikke!’
Vi ved kun, at terapi-Danmark har fået et syrligt og meget underholdende illustrationsmateriale leveret ved døren i Mammutteatret, der nu har sat føljetonen i søen på Kaleidoskop2 på Østerbro.
Ved den forpremiere, jeg overværede, bidrog en dame blandt publikum med livlige kommentarer. Det var næppe et element i instruktøren Thomas Bendixsens velorganiserede operationer med de medvirkende. Måske snarere symptomatisk for, hvor integreret terapimekanismerne er blevet i vores danske hverdag? Det terapeutiske pludder trænger som ved osmotisk tryk ud til gud og hvermand og får os alle til at føle os som medaktører i behandlingssystemet og ofre for nutidens parallel til Oxfordbevægelsen.