Flemming Jensen og Ole Thestrup i ‘Skrump’ på Folketeatret (Tegning: Claus Seidel)
JENSEN PÅ SLAP LINE
’Skrump’ på Folketeatret er et vildskud af en farce
**
FLEMMING Jensen er det sødeste, nuttede skrummel af en madam, som han gør sin entre i sit eget stykke ’Skrump’ på Folketeatret. Han kunne være en holbergsk Magdelone eller Geske.
Sådan er der så meget med den Jensen. Fantasien sprudler, de tossede påfund pibler.
Det kan vi holde af.
Og det kan vi stønne over, når det bare kører derudaf i en ustyrlig selskabelig og snakkesalig hittepåsomhed, der ingen grænser kender. Lysten til at være revyfætter, spilopmager, satiriker, samfundskritiker, ordgenerator, det hele i galop. Og desværre af og til på meget slap line.
Det er så smukt at se ham stå der med sit søde og huldsalige smil som midtpunkt i en farce, der sikkert i udgangspunktet er tænkt som en skarp satire over privathospitalers ragen til sig af patienter med offentlige tilskud. Hvor han ligesom ser rundt på sine medspillere med et udtryk af: Hvad er det dog, jeg har fundet på, hvad er det jeg har sat i gang?
HOTEL DE TUCSAC
Det er næsten, som om motoren starter dér i nyt gear: Hvordan kommer vi videre? Ork jo, vi finder bare på og på, lægger nye lag og intriger ind, nye tosserier, for der må da ske mere endnu, og der er ingen ende på, hvad vi kan hitte på af nye sløjfer på historien.
’Hotel de Tucsac’ er etablissementet i Provence, hvor Jensen dukker op for at besøge sit påhit: Asger Reher installeret som ferm slankedoktor med et rend af absurde patienter, især en millionær, der skal plukkes.
Der er ikke noget, der ikke er skægt tænkt og ind imellem pudsigt nok i detaljer på skitseblokken: Sygeplejersken, der også må agere piccolo og receptionist. Den korrupte borgmester på afmagring. Politimesteren, der har tabt sig og sjovt nok er ked af dét. Nørden, der bakser med sin computer, o.s.v., o.s.v.
NØJSOMT
Når det kommer til at få det til at sprutte af skæg og ballade, så bliver det nøjsomt. Ok, at folk, når de træder ind på dørmåtten, straks bliver vejet og vægten publiceret. Men at sofaen har pruttepude-mekanik. At Jensen-madammen har en fjollet talefejl. At de polstrede røve og vomme svinger og vrikker i ét væk. Og at ord som ’perle’ smides på bordet for at sætte publikum i fnis…
Asger Reher, Ole Thestrup, Joy-Maria Frederiksen, Pia Rosenbaum, Troels II Munk, Johanne Louise Schmidt, Kristian Høgh Jeppesen og David Rousing – alle de øvrige medvirkende gør deres smukkeste for at fylde skæv vitalitet og barokt udtryk ind i strømmen af misforståelser og løse vitser og indfald. En Tour de France-rytter, der kører galt og dumper indenfor. En uendelig finaleseance omkring en mordgåde. Alt går op i virvar af løse indskydelser og ingenting.
TRÆTTENDE
Ustyrligt. Og meget trættende. Og med en fornemmelse af, at spillerne ikke blot gør sig umage, men også befinder sig i en betydelig desorientering, uanset de anstrengelser, Ina-Miriam Rosenbaum har gjort sig for som instruktør for at få tempo og facon på uhyrlighederne.
Det bliver aldrig rigtig morsomt. Og det var vel meningen. Har Jensen ikke en makker, en instruktør, venner, skuespillere, en teaterchef, en dramaturg – bare nogen, der kan supplere ham, give ham mod- og medspil, når det går løs? Det var samme problem på Det Kgl. sidste efterår med ’Spindelvæv’. Gider han ikke lytte til andre? Eller tør ingen hive i ham og sige ham imod?
Ideerne er der jo. Sprængladninger af dem.
