DOBBELT SKRUE
Teater Grob på CaféTeatret: Far og søn i soap-drama
****
Fædre og sønner! Fra Shakespeare til Turgenjev. Fra Thomas Vinterberg – til Jacob Weis, som nu har sendt en far og søn på ’Cruise’ på Øresund, for at de kan flå hinanden.
Hos Jacob Weis går det lidt raskere til end i f.eks. DR-TV’s ’Sommer’, hvor farmand Langberg med sønner og tilbehør bruger en time hver søndag på dialoger i finsk hørespiltempo anno 1950.
Weis’s ’Cruise’ afvikler, hvad der ville svare til 10 kapitler af ’Sommer’, på fem kvarter: Oplæg, klimaks, sammenbrud. Tju-bang. Fars elskerinde PÅ som salt og peber. En håndlanger smidt i havet. Færdigt arbejde.
Det er enkelt livsstil-drama af den art, som er ved at være en Teater Grob-specialitet. I ’Cruise’ snerper det en smule af soap. Vi er ikke på dybere vand end Øresund. Konflikten er komprimeret. Det giver til gengæld højt spil i Saratoga.
TORNADO
Kim Bodnia er faren. Sådan en art Jens Okking med dobbelt skrue. Livsfarlig, brølende som en okse og en latter som et Niagara-vandfald. Hans fremfærd er ubetvingelig i rollen som den larmende, fordrukne tornado af en afstumpet, stenrig, aldrende businessmand med umættelig appetit på det rå liv, på elskerinde, penge. Luksus.
Og foragt for den intellektuelle søn, spillet af Thomas Levin, der gud bedre har skrevet noget så komisk som en bog. Gider far læse den? Næh, men han er bristefærdig af stolthed over, at knægten har skrevet en bestseller og fået de gyldne laurbær.
Nu har han inviteret sønnike ombord på sin yacht. Øresundstur til Hven. Med det lille fif, at sønnike undervejs lige skal bestikkes med en check på 4 mio. mod at give arveafkald, så elskerinden, der også er med, kan score kassen efter lynbryllup og pludselig død – den gamle må eksplodere snart. Goldigger-ladyen spilles af Sarah Boberg med pervers elegance. Butleren i underdog-stil af Per Scheel-Krüger.
PYNT
Alt det er ramme og pynt om det egentlige: En søn, der er blevet forsømt af en far, der har haft travlt med at tjene penge og lalle rundt, og som nu pludselig knækker sammen og flæber. Hvor sønnen har opbygget en kølig distance, men også pludselig bukker under for det indkapslede savn og eksploderer i aggression.
Opgøret er rapt og kontant. Der er ikke mange smutveje, undertoner og nuancer i tilnærmelser og frastød mellem de far og søn.
En vis spænding undervejs: Er der mere i den kvidrende elskerindes øjne end kroner og ører? Bliver hun et foruroligende erotisk element mellem far og søn? Men nej. Er butleren andet end leverandør af stikord til de andre? Nej. Det er alligevel nok til at lade ham gå planken ud for at blive overladt til hajerne i Øresund.
På den måde bliver der hældt lidt tynd whisky på os. Men den bliver underholdende skænket.
