‘Høstsonaten’ Kgl. Teater Skuespilhusets Portscene 20.2.08 Anm.

SOM SALT I SÅRET

Skærende sjæledissektion i Bergmans ’Høstsonaten’

*****

Ghita, Høstsonaten, Tegner: Claus Seidel”Han skrev sine oplevelser ind i partiturerne…”
Fortæller Ghita Nørby som pianistinden Charlotte. ’Han’, det er dirigenten Leopold Ludwig.
En central bemærkning i Charlottes pinefulde opgør med datteren Eva i ’Høstsonaten’.
Mor og datter river hinanden til blods i forsøget på at lime noget sammen, der aldrig har hængt sammen. Kunstneren og den forsømte, frustrerede, voksne Eva.
Og nu fortaber Charlotte sig i en beretning om, da hun spillede Beethovens 1. klaverkoncert med Leopold Ludwig i Hamborg. Om hvordan de to gik ud og spiste sammen efter koncerten, og den karismatiske dirigent fortalte, at store oplevelser for ham kun kunne nedfældes et sted: mellem nodelinjerne i hans partiturer.
Charlottes eget problem. Hun har lagt sit liv i hænderne på musikken, karrieren, rejserne, koncerterne, partiturerne. Dér ligger oplevelserne, energien, meningen. Datteren Eva og hendes lillesøster Helena er ofrene.
Charlotte ved det. Inde bag skjoldet. Ligesom Eva ved, at spillet altid vil være tabt. ’Det må ikke være for sent,’ siger hendes mor mod slutningen af stykket. Men det er det.

SELVBEDRAG

Når Charlotte griber til Leopold Ludwig-historien er det selvbedrag. Halmstrå. Ghita Nørby rammer med præcis uro og spontan, påtaget ivrighed i fortællingen den afgrund af usikkerhed, der råder i Charlottes hoved. Musikken er syndsforladelsen. Undskyldningen for at have svigtet. Og hun ved det.
Som hun inderst inde ved det, da hun i stykkets start ankommer til datterens hjem efter syv års fravær og prøver at spille ud med sin egen fortravlede stjernetilværelse i intens irritation over i det hele taget at have indladt sig på at besøge datteren.
Tammi Øst har med sin Eva fat i en tilsvarende indre panik. Panikken ved at vide på bunden af sin sjæl, at forsøget på at vende tilbage til udgangspunktet og begynde forfra, er uløseligt. Tammi Øst pendler mellem desperat appel, selvretfærdighed og vrede. Hendes spil er hjertegribende i sin forkrampede søgen efter fodfæste. På randen af det sindssyge, når hun uafladelig griber til sit videokamera for at fastholde moren – til evig pinsel for sig selv, når moren er rejst igen.

KERNEN

Det er kernen i ’Høstsonaten’, der indvier det nye skuespilhus lille scene. Ingmar Bergmans filmmanuskript, engang gjort til en bevægende film med Ingrid Bergman og Liv Ulmann.
På teatret har den svenske instruktør Hilda Helwig og scenegrafen Herbert Murauer lagt sig tæt på det centrale hos Bergman: Hvad sker der i hovedet på de to, mor og datter? Hvordan styrer de magtkampene MOD hinanden – og MED deres egne splittede sind?
Alt ydre er væk. Scenebilledet er så nøgent som en operationsstue på et hospital. Evas mand er den apatiske iagttager, en flytbar brik, men mentalt uflyttelig. Søren Spanning spiller denne gudsforladte, forstenede præst med uhyggelig automatik og bevidsthed om forspildt liv.
Den eneste katalysator for sammenhæng mellem mor og datter er lillesøsteren Helena. I rullestol, fysisk skadet på krop og talecenter, men kogende af følelsesliv i jubel, smerte, længsel og kontaktbehov. En krævende, men ganske gribende præstation af Laura Drasbæk, et nedslag i et sjæleligt grænseområde ligesom hendes desperate franske indvandrermonolog på Kaleidoskop sidste sæson.
Hun hænger på nethinden bagefter.

SPRING

Opsætningen er på én gang tæt, tæt nærbillede af nogle mennesker i nød. Men samtidig holdt ud i strakt arm som kølig beretning. Vi er iagttagere ude fra. Med de medvirkende som moderatorer, der ind imellem henvender sig direkte til os med baggrundsstof og forklaringer.
Spring tilbage i tid. Eller spring ’sidelæns’, når personer er til stede på scenen, blot som illustration eller erindring. Opslag i familiealbummet. Billeder. Kommentarer. På samme måde som instruktøren Runar Hodne opererer med personerne i ’Maria Stuart’ på Aalborg Teater.
I ’Høstsonaten’ er det navnlig indslagene med cellisten Anders Grøn, som rumsterer som reminder. Her om den afdøde far. Ordløst spiller han Bachs cellosuiter. Uden at stille krav – som Hamlets far. Men som salt i såret. Ligesom Evas fortvivlende forsøg på at nå moren ved at spille nødtørftig Chopin. Med lammende og ubønhørlig reaktion fra moren – Ghitas grumme mimik i nærbillede kastet op på storskærm.

RÅ OG SKRABET

Den nye mindre scene i Skuespilhuset? Rå og skrabet i forhold til Store Scene. Med klaustrofobiske indgangsforhold. Vi føler os næsten hjemme i Turbinehallerne. Men ok.
Én ting observerede vi. Noget, vi overså ved Hamlet-premieren: Når du i nattemørket træder ud fra hovedindgangen ved St. Annæ Plads, skal du lige se dig for. Området tre meter foran dig, på den anden side af lyskanten, er ikke sort asfalt, men sort havnevand. En dame foran os var tæt på en dukkert.

Gregers Dirckinck-Holmfeld

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Indtast captcha *