SKUESPILLER PÅ FULDT BLUS
Ellen Hillingsøs grundtone er et stærkt temperament. Hun bruger det på scenen og kan blive rasende over den seneste tids debat om arbejdsløse skuespilleres pligt til at tage andet arbejde.
Tekst: Gregers Dirckinck-Holmfeld
Foto: Jesper Langhoff
– ”Altså – jeg har høj vibration. Der er knald på! Det kan jeg da ikke løbe fra…”
Ja, det har hun. Knald på. Og nej, det kan hun ikke. Løbe fra det. Og hun prøver heller ikke på det. Ellen Hillingsø er til stede. I den grad. Hun fylder rummet med en neonreklames potens. Poul Henningsen ville have skrevet en sang til hende, tror jeg.
Lige nu spiller hun på Plan-B. Det snurrige loftkammer-teater i Magstræde, som sæson efter sæson scorer priser og omtale, fordi det gør det usædvanlige og gør det med talent og omsorg. Det usædvanlige i denne omgang er ’I Toscana’, skrevet til Plan-B af Spaniens store, unge dramatiker Sergi Belbel – endda en af rollerne direkte til Ellen Hillingsø. Hun har angiveligt overvældet ham med sin power, da han så hende forrige sæson i ’Mobil’, også et af hans stykker.
Identiteten er til at tage at føle på. Face to face uden for scenen er Ellen Hillingsø som på scenen. Voldsomt nærværende. Øjne, træk, krop, stemme.
”Som skuespiller har man den tilgang til opgaverne som man nu har. Ghita Nørby sagde engang, at hendes tilgang er glæde og overskud. Hos mig er det måske et eller andet særligt stærkt temperament. Man tager jo den strøm, man har i livet med sig på scenen. Det er udgangspunktet. En grundtone, som altid er i det, man laver. Så er det kunsten at give det nogle nuancer.”
– Du har sagt engang: ”Hvis teatrene skal bruge en, der er vild, så ringer de til mig.”
”Jeg kan da knalde den af uden problemer. Jeg siger: Dét kan I få, men jeg afprøver nok også noget andet. Man kan skrue op og ned for virkemidlerne. Det er håndværket. Jeg behøvede sandelig ikke skrue ned i Jan Sonnergaards ’Liv og død på Café Olfert Fischer’ i Kanonhallen. Det var et tyndt manuskript, så det blev næsten performance. Det kørte på ren energi, men var skidesjovt at lave – over for et ungt publikum, der flashede på hvad som helst. Det var som at blive kastet for løverne i Colosseum.”
– Men i ’I Toscana’?
”Dér skruer jeg ned og prøver at vende heftigheden indad – stykket handler om, at min mand forsvinder for mig, uden at jeg ved hvorfor. Men det er ikke mindre intenst af den grund. Kravene er hverken større eller mindre. Jeg ved da godt, at man som skuespiller altid er genkendelig. Man er det menneske, man er. En rolle som Joana i ’I Toscana’ roterer i mig hele dagen inden forestillingen om aftenen. Nu sidder jeg her og taler med dig. Men den er der. Hele tiden. I baghovedet. Sådan har de fleste skuespillere det vel. Det er full time. Selvom man foretager sig en masse andet i dagens løb. Henter og bringer børn i børnehaven. Det er også derfor, det får mig på mærkerne, når der nu bliver råbt op om, at skuespillere forlanger særbehandling, når de bliver arbejdsløse. Det ikke en almindelig branche, dette her. Det kræver én hele tiden.”
– Også hvis man er arbejdsløs?
”Ja, det gør. Hvis man er freelance. Som de flest af os er. Det kører jo i ryk. Så er der et engagement i tre måneder. Så er der pludselig et hul på en måned, hvor man ingenting har. Men man skal alligevel være stand by og parat til at springe til. Man kan ikke påtage sig et fast job i et andet fag, sådan som beskæftigelsesministeren og Arbejdsgiverforeningen og CEPOS siger, man skal. Hvis man gør det, er det næsten ensbetydende med, at man må opgive skuespillerfaget. Stadigvæk: Det er et kunstnerisk fag. Det er noget særligt.”
– Snedkere, hjemmehjælpere og ingeniører synes vel også, de har et særligt fag. De kan ikke kræve særbehandling, hvis de er arbejdsløse.
”Det ved jeg ikke noget om. Jeg ved kun, at hvis skuespillere ikke er til rådighed i deres fag og deres miljø, så skrider det for dem. Så går de ned. Så forsvinder jobbene. Altså: Jeg kan blive så edder splintrende: Vil man have et kulturliv? Er man interesseret i det? Man bygger en masse kasser til at have kultur i. Huse og institutioner. Men det, der skal være i de huse, livet, menneskene, det er man ikke så interesseret i. Den tid, den pleje, der skal til, for at holde dynamikken.”
– Erik Wedersøe tog ud at sejle. Kom hjem og var stadig en glimrende skuespiller.
”Der er altid undtagelser.”
– Er du selv arbejdsløs ind imellem?
”Når ’Toscana’ slutter, skal jeg være med i ’Kvindernes hævn’ på Nørrebro Teater. Bagefter i ’Fobiskolen’ – et nyt stykke på Mammut Teatret. Derefter har jeg ikke noget. Endnu. Såh…nej, det er sjældent…”
– Men går du på støtten, hvis det sker?
”Altså…det kan godt være, at nogle vil kalde det arrogance: Men jeg synes, det er svært. Ydmygende. Jeg har været det en enkelt gang for flere år siden. Jeg betaler mit kontingent. Men hvis jeg har et hul på en måned eller to, vil jeg ikke bede om dagpenge. Jeg er selvfølgelig privilegeret. Min mand har godt arbejde, og jeg siger ligesom han: Man skal være bevidst om sin risiko. Og så har jeg så meget krudt i røven, at jeg altid finder på noget at lave i mit fag. Jeg kan speake, jeg kan tage konferencier-jobs, holde foredrag, læse op. Jeg kan undervise på kurser i det, jeg selv har lært og kan: Hvordan man går til opgaven, hvis man skal optræde, holde taler og den slags. Men det er sandelig også et privilegium at høre til generationen, der har været med på den bølge af danske film og tv-serier, der væltede frem gennem 90’erne. Tror du ikke, de dér CEPOS-folk i blåt tøj sætter sig søndag aften og ser på tv-serie? Og er glade for de skuespillere, de kikker på? Hvis ikke vi havde alle de skuespillere, der knoklede og vovede sig ind i en risikabel branche, så havde teatre og instruktører og tv-folk ikke nogle at vælge imellem. Og seerne ikke nogle at kikke på.”
– Vi taler tit om risikoen for arbejdsløshed – især blandt kvindelige skuespillere, der passere 40 års alderen.
”Den risiko er jeg helt bevidst om. Jeg kan da sagtens opleve om nogle år, at der ikke er så meget brug for mig som nu. Jeg tænker på, hvordan jeg kan bruge mit fag anderledes. Netop med det, jeg snakker om: speaks, foredrag, undervisning o.s.v.”
– Reklamer?
”Jeg siger nej tak. Jeg vil ikke. Helst ikke. Ikke fordi jeg synes, det er moralsk forkasteligt at lave reklamer. Der er da mange skuespillere, der kan lave reklamer, uden at det skader dem i deres skuespillerarbejde. Jeg tror bare ikke, at jeg kan.”
– Jeg ser på nettet, at et firma, der hedder Detox bruger dit navn som promotion. Er det ok?
”Ja, det er. Det er noget andet. Det er et helsesystem, som jeg mener er super godt. Det vil jeg gerne tale godt for. Med det har jeg det, ligesom når jeg taler for at støtte Kræftens Bekæmpelse. Eller Aids Fondet. Eller Red Barnet. Det er en hjertesag. Det handler om sundhed. Om at optimere det hele: Min krop, mit udseende. Skærpe mit udtryk. Menneskeligt og fagligt.”
– Lige som når du taler om, at ’teater er bodybuilding for skuespillere.”
”Præcis.”
