PÅ PSYKIATERENS SLAGTEBÆNK
Hjernespaltning, skilsmisse og børneofring på Mungo Park Teatret.
****
Det begynder som en trivialnovelle i ’Ude og Hjemme’. Og det ender i katolsk exorcisme.
Et skræv, der fascinerer, men alligevel blokerer.
Midt i historien har vi et barn. Udgangspunktet er en skilsmisse med barnet som offeret, det uskyldige barn, en pige på otte – og tak skæbne for en barnerolle. Pigen, der løser den ved premieren, Laura Kruse, befinder sig i orkanens øje, barnet med de direkte gennemborende reaktioner, konklusioner og spørgsmålet: Hvad i helvede bilder I jer ind? Stillet med de dér øjne, der bare ser uden at blinke.
SKILSMISSE
Slidsom skilsmisse. Kitt Maiken Mortensen spiller moren Marie, skuespiller med new zealandsk baggrund (En overflødig detalje i historien). Mikkel Arnt er faren, Søren, som er tv-dramatiker, med knold i inspirationen. Deraf skilsmissen. Arbejdsro. Fyren må til tasterne, pisket af producenten, der spilles af Kasper Leisner. Det lille familieliv krakelerer. Hjertegribende. Men trivielt.
Men så tager satan fat. Vi kører ud i den store psykose. Forfatteren i stykket ser dobbelt. Plaget af inspirationens sammenbrud dæmoniseres konen i skikkelse af en forførende, manisk balletdanserinde, der inspirerer, men kun eksisterer i hans nødstedte fantasi. Selvfølgelig spillet af den forvandlede Kitt Maiken Mortensen.
Hans spaltede hjernevindinger slår ekstra knuder – og tilskuernes med – da producenten pludselig tager bolig i forfatterens maltrakterede sind, og forfatteren i producentens. Selvfølgelig med det for forfatteren uheldige resultat, at konen og producenten rykker sammen i dobbeltsengen.
EXORCISME-HYSTERI
Det er et greb, der lægger et nyt lag i de psykotiske processer af tvesind, som forfatteren, instruktøren og teaterchefen Martin Lyngbo vil skildre. Tilsyneladende også det greb for meget, som udløser det exorcisme-hysteri, der i forestillingens slutfase udspiller sig mellem parterne omkring det arme barn, som vi må opfatte som stykkets egentlige hovedperson. Iagttageren. Offeret.
Det er stærkt spillet og et på sin vis vellykket eksperiment i kortlægning af de rasende rusk, der sker i menneskesjælen, når det gælder. Af menneskers indbyrdes relationer i grænseområder, hvor risikoen for kontakt eller blokering konstant er til stede og afprøves.
Voveligt tænkt og gennemført på en drejescene, der med sine ustandselige ind- og udture fra rum, der er så grå som hjerneceller, underbygger usikkerheden og forvirringen.
Gyseren har indlysende kvaliteter, men er også som et spøgelsestog, der løber af sporet.
Gregers Dirckinck-Holmfeld
