Anders Budde Christensen, Marianne Mortensen, Christine Albeck Børge og Nana Monks i ‘Hamlet’ på Mungo Park (Tegn.: Claus Seidel)
GENETISK
NIVELLERING?
Hamlet spillet af en kvinde på Mungo Park. Christine Albeck Børge – den usikre Hamlet, der belærer andre om selvsikkerhed. Interessant satsning på Mungo Park.
Shakespeare: ’Hamlet’. Instruktion og bearbejdelse: Martin Lyngbo. Scenografi: Rikke Juellund. Komponist: Jonas Munck Hansen. Medvirkende: Christine Albeck Børge, Anders Budde Christensen, Mads Hjulmand, Nana Monks, Marianne Mortensen, Jonas Munck Hansen og Henrik Prip.
’Hamlet’ spiller på Mungo Park Teater indtil 1. maj. Derefter på Betty Nansen Teatret fra 16. til 19. maj inkl. Varighed: 1 t. 50 min. u. pause.
****
EN KVINDE som Hamlet? Prinsen! Shakespeares! Inkarnationen af vankelmod, tvivl, tragisk desorientering. Desperadoen. Den handlingslammede danske knægt, der ikke kan beslutte sig og går til biddet, da det er for sent, og alt kokser. Vi elsker masochistisk den tragiske yngling! Skal han nu være offer for genetisk nivellering? Kønslig, kommunistisk ensretning?
Christine Albeck Børge spiller prinsen i Mungo Park Teatrets ’Hamlet’. Og hvorfor ikke? Hun kan som ingen ting komme til at ligne en yngling. Sort habit. Åbenstående hvid skjorte. Kækt, kort hår. Skikkelse som en laban fra 2.g. Teenagestemmen, der svinger i over- og bølgegang mellem lyst og mørkt. Den påtagede selvsikkerhed.
Han – og vi – kender hende i den type roller: En fremragende præstation for tre år siden i Mungo Parks og Det Kgl.s ’Boys Don’t Cry’, den dramatiserede historie af den autentiske historie om en pige, der i U.S.A.-staten Nebraska lever nogle år som ung mand, men ender med at blive afsløret, lynchet og myrdet af en uforstående befolkning.
Rollen skaffede hende en Reumert-nominering. Og mere kom til. For talentet for at spille den androgyne type var indlysende, selvom Christine Albeck Børge ellers spiller så mange indlysende kvinderoller.
Sidste efterår så vi hende igen i maskulint outfit. Denne gang som Christian den 2.’s snedige og ondskabsfulde grå eminence i ’Blodbadet i Stockholm’ på Malmø Stadsteater. En slimet sild i sølvgrå.
BELÆRINGEN
Vi forstår instruktøren Martin Lyngbos valg nu, hvor han slutter sit mangeårige virke som leder af Mungo Park Teatret med kerne-klassikeren ’Hamlet’.
En kvinde som prinsen. Når man nu har hende i staben.
Idéen er set før. Rollen blev spillet af Sarah Bernhardt på scenen i 1899 i Paris og London. Så af Asta Nielsen i 1920 på stumfilm i Berlin. For dem begge bevidste demonstrationer af kvinder, der havde viljen og beslutsomheden til at handle.
Hos Albeck Børge er det blevet den desperate unge, der søger efter beslutsomheden og påtvinger sig selv handlekraft.
Vi ser det i den vægt, instruktionen har lagt på Hamlets belæring af den lille gruppe omrejsende skuespillere i det lille skuespil, hvor han pålægger dem at genopføre den situation, da Hamlets farbror myrder Hamlets far ved at dryppe gift i farens øre, mens han sover. Instruktionen er en demonstrativ viljesakt, hvor Hamlet kræver af skuespillerne al den beherskelse og taktiske selvsikkerhed, som han har svært ved at finde og styre hos sig selv.
Lyngbos iscenesættelse har nogle svagheder ved en række sammentrækninger og overspring af situationer og replikker i stramhedens tjeneste. Det er med skuespillertruppen entré f.eks. lidt af et problem, at rollerne af sparehensyn spilles af de samme spillere som kongen, dronningen, Polonius, Ofelia og Horatio efter lynomklædning.
Men belæringen af skuespillerne bliver samtidig et psykologisk vendepunkt for hele forestillingen.
MUSIKKEN
Det er fra dette øjeblik midtvejs, at de virkelige spændinger og livskraften i opsætningen indfinder sig. Den lidt klichéagtige, højtråbende deklamation hos flere af de medvirkende smuldrer til fordel for en meta-deklamation, der er ægte og som derefter fra og med Hamlets opgør med dronningen får et næsten operamæssig løft i kraft af den musik og det tonefald, der karakteriserer rytme og dialog.
Musikken har været med fra start med Jonas Munck Hansens indledende sang fra Horatio, der fortæller, hvad det er for en historie, vi skal opleve – næsten som et folkevise-oplæg. Nu vokser det som en mere eller mindre udtrykt grundtone frem mod slutningen.
Komponisten Jonas Munck Hansen, som altså også spiller Horatio har skrevet for instrumenter, som alle de medvirkende skuespillere kan betjene, slagtøj og strenge, han har fine små sange til Nana Monk, der forvaltet Ofelias bevægelige sind. Ikke at der er konstant indlagt musik, men vi slipper aldrig den musikdramatiske rytme i handlingen, kulminerende med en smuk, konkluderende finalekvintet på barokmanér.
Det er i denne anden halvdel af opsætningen, at alle på scenen – inklusive den forpjuskede lonely idiot Rosenkrantz – falder helt i leje som med- og modspillere til en Hamlet, der har belært skuespillertruppen: ”Sig nu replikken, som jeg læste den for jer, dansende på tungen, for hvis I brøler op, som mange aktører gør, vil jeg lige så gerne have byens udråber til at fremsige mine vers…”
Husker vi mod slutningen vores første forbløffelse over at se en kvindelig Hamlet?
Den er glemt. Rollen opsuges i den fælles tragedie.
gregersDH.dk
