FULD UDBLÆSNING

Anne Bros ’Hjælp!’ handler om tre søstre, og man skal ikke forvente Tjekhov-melankoli. På Teatret ved Sorte Hest er vi i selskab med tre skrapperter, der taler nudansk.

’Hjælp!’ spiller indtil 25. april

****

TAK skæbne – tre gimper for fuld udblæsning!
Helle Dolleris er den ældste søster, som manisk arrangerer og arrangerer og kleptomanisk fylder sit hjem med alskens gods, Julie R. Ølgaard er mellemste søster, der er højgravid og storryger – ’så kan man måske få røget ungen ud, ligesom man ryger ræve ud’ – og Laura Christensen, lillesøster, som er gået på et eller andet harikrishna guru-halløj, tæller til ti og lukker øjnene i tide og utide.  
De er altså søstre.
Og det er ikke Tjekhovs tre søstre i al deres melankolske, russiske længsel efter at forstå, hvorfor de er havnet, hvor de er havnet.
Det er tre hidsige piger, der er drattet ud fra en moderne normalfamilies tombola. Som nitter? Næh, bare en smule lemlæstede. Af hvad? Af at være overladt til deres egen skæbne af fædre – dem var der tre af! – og en mor, der er strøget af sted for mange år siden på de vilde vover.

KNUBS
 
Tre piger, der er børn af det havblå rige, som Hoffman og Carl Nielsen digtede om, og det kan godt være, at de er unge og blonde ligesom hende i sangen, men det er i hardcore-udgaven.
De har fået nogle knubs, og nu prøver de i en slags fællesskab at finde ud af, hvor den elendige mor forsvandt hen for mange år siden – moren har nemlig sendt et brev med nødråbet ’Hjælp!’ – stykkets titel. Det handler om, at pigerne efter umådelige skænderier bestemmer sig for at flyve til Nepal, eller hvor det nu er, for at finde dette kvindemenneske, som har opført sig tosset og rædselsfuldt, men alligevel – altså er deres mor, den bedste i verden, bare en dum kælling.
Den fjerde gimpe i denne affære er vel egentlig Anna Bro, der har skrevet stykket. For hun har den mest fortryllende evne til at skrive replikker, der, når hun er i hopla, ryger ud af munden på de medvirkende som fra et stalinorgel, bare med kugler, der ikke følger den lige bane, men tager de sjoveste drejninger.
Der kommer replikker til hende, som når Helle Dolleris siger til gravide Julie Ølgaard: ”Du bager boller og kalder dit barn noget islandsk!!’
Islandsk? Hvorfor? Ja, hvorfor ikke?

HØJTRÅBENDE

Anna Bros krøllede fantasi sætter prægtig gang i det uvejr af højtråbende skænderier, der fylder det meste af akten inden pausen, men holder ikke helt i 2.akten under pigernes kaotiske rejse til det fjerne, hvor vi kun mangler et af tv’s ’Sporløs’-hold til at følge i hælene på dem.
Skørt er det, men vi bliver lidt ligeglade med, om de finder eller ikke finder damen – det er 1.aktens verbale udskejelser og komiske situationer, der har sat normen for vores fascination, og de hænger kun halvt ved efter pausen.
Maria Walbom Vinterberg har iscenesat med et lystfyldt tempo, der klæder Dollerup, Ølgaard og Christensens kvinde-rå, komiske og ind imellem ganske kærlige behandling af hinanden. De tumler og gemme-leger utrætteligt i Marianne Nilssons firskårne betonbjælke-dekoration.
Et dyk ind i moderne familie-strukturer? Og hvad deraf følger? Bestemt.
En morale? Heldigvis ikke.
GregersDH.dk