Julie Agnete Vang, Jesper Hyldegaard. Olaf Johannesen og Søren Pilmark i ‘Diktatoren’ på Nørrebro Teater (tegn: Claus Seidel)

CHAPLIN, HITLER

OG JOHANNESEN

Opfordring: Send skoleelever til ’Diktatoren’ på Nørrebro Teater. Det vil give mere pote end så meget andet teater.

Dramatiker. Charlie Chaplin. Iscenesættelse. Nikolaj Cederholm. Scenograf: Kim Witzel. Koreograf: Anja Gaardbo. Medvirkende: Olaf Johannesen, Søren Pilmark, Peter Gantzler, Jimmy Jørgensen, Jesper Hyldegaard, Nicolai Dahl Hamilton, Asbjørn Krogh Nissen, Peter Zandersen, Julie Agnete Vang og Olivier Antunes (musiker).

’Diktatoren’ spiller på Nørrebro Teater indtil 29. oktober. Varighed: 2½ time inkl. pause.

******

KUNNE det lade sig gøre? Omskabe Chaplins ’Diktatoren’ til teater?  Chaplins virtuose satire over Hitler-figuren og nazismens terroristiske vanvid i Tysklands 1930’ere. Som film en myte.

Jo, det kan det altså. Lade sig gøre.

Forestillingen på Nørrebro Teater er et forbløffende shownummer, en dramatisk og lattervækkende videreførelse af f.eks. Mungo Parks opførelse af Hans Falladas ’Lille mand, hva´nu?’ for et par sæsoner siden – et hug ned i nazismens gennembrud i de tidligere 30’ere. Og fra musical-hjørnet: Klassikeren ’Cabaret’s fortælling fra det perverst swingende miljø i Berlin i de samme år. Spillet igen og igen, ikke mindst på grund af musikkens kvaliteter.

Chaplin skrev ’Diktatoren’ i slutningen af 30’erne som en  latterliggørelse af Hitler på et tidspunkt, hvor det var nærliggende at forestille sig en galning, der havde fået magt til at gennemføre jødeforfølgelserne. Det var lige før Hitlers startskud til det endelige ragnarok, overfaldet på Polen og 2. verdenskrigs udbrud.

NØRREBRO Teater rammer på alle ledder. Nikolaj Cederholm instruerer ’Diktatoren’ for fuld udblæsning. I vildt stumfilmstempo, med groteske overdrivelser og ikke mindst en glimrende spontan musikledsagelse – Olivier Antunes er i stand til ved klaveret og med alskens slagtøj at skabe en hel verden af kommentarer, baseret på masser af tematiske idéer og en enormt lydhør intuition.

Og som det helt afgørende:

Olaf Johannesen er et fund til dobbeltrollen som Hitler – Hynkel som han hedder her – og den lille forvirrede, jødiske barber, der er blevet forstyrret i hovedet af 1. verdenskrig og nu tumler rundt som en veloplagt hund i et spil kegler, der siger og gør, hvad der passer ham. Det ene øjeblik er han den ophidsede og heilende demagog, der styrer sine lallende, nazistiske følgesvende med hård hånd. Det næste øjeblik barberen, der løber om hjørner med sine forfølgere, ud og ind ad døre, op og ned ad trapper i sit lille hus. Scenografen Kim Witzel har konstrueret ham som en virtuos vendekåbe – en barber, der slår på tæven i chaplinsk quickstep sammen med sine venner og sin prægtige veninde. Som gonger nazister i hovedet med forhåndenværende pander og gryder. Replikkerne flyver og alt er koreograferet som en komisk ballet.

DET er mildt sagt en forrygende præstation af Olaf Johannesen. Med banden af forfølgere og forfulgte i skarpt trav omkring ham. Og galleriet af koryfæer omkring diktatoren portrætteret præcist og grinagtigt: Nicolai Dahl Hamilton som Goebbels med pibestemme, Peter Gantzler som en lallende Göring. Og da det trækker op til magtovertagelsen af Østrig og konflikt med diktator-konkurrenten i Spaghetti-land: Statsbesøget af Mussolini – Søren Pilmark i et brøl af selvglæde.

Forestillingen er en tju-bang slapstick-komedie og samtidig fremragende historiefortælling, der rammer et europæisk demokratisammenbrud, der kun har 80 år på bagen.

Send skoleelever til den. Den er langt mere oplagt end mange af de teaterforestillinger, der dette efterår inviteres til.

gregersDH.dk