RUNDT PÅ GULVET

Den vildeste og mest hysteriske farce i dagens danske teater spilles på Aalborg Teater: Klassikeren ’Den spanske flue’. 

Spiller indtil 12. oktober på Aalborg Teaters Store Scene

****

GULVET på Store Scene er gjort super skråt på Aalborg Teater til ’Den spanske skrue. De medvirkende skal på ’de skrå brædder’ – men her i denne rablende farce er det en særlig pointe.
De medvirkende bliver fra start præsenteret i susende skred ned ad brædderne fra en pompøs midterdør bagude i den noble borgerlige stue – der helt mangler stole.
Intet at klamre sig til. Spillerne er simpelt hen rundt på gulvet. Bogstaveligt. Og bliver ved med at være det. Martin Ringsmose som Klinke-faren er ved at give et ægtepar på første række hjerteslag hvert andet øjeblik, når han når scenekanten næsten ude af balance.
De andre støder sammen i ét væk, bedstefar har fået sugekop på sin stok for at kunne holde balancen, og Marianne Høgsbro er kostumeret så kanonfed, at hun ikke kommer gennem hverken fløj- eller svingdør. 

SUSENDE TEMPO

Hvad det handler om? Det handler om, at hr. Klinke har lagt sig et barn til med en varietédanserinde mange år før, han betaler til det, men skjuler det for fru Klinke, der er formand for en af tidens huserende sædeligheds-foreninger – Hanne Windfeld har en måde at snerpe munden på, som havde hun taget tredobbelt arsenik.
Det hysteriske tempo holder gennem forestillingen, og det er vigtigt for at sluge de ustandselige misforståelser og forvekslinger, som bunder i, at flere af de mandlige i selskabet åbenbart har haft noget – hvad mon? – i klemme hos damen fra variétéen, med hvad deraf kan være afstedkommet.  
Tempoet og den pulveriserende stil er typisk for instruktøren Heinrich Christensen, og scenograf Ida Marie Ellekilde følger med – hun har udstyret de medvirkende af familierne Klinke og Burwig og Meisel, og hvem der ellers medvirker, med grotesk susende kluns, der skærper de småborgerlige latterligheder, som er den tids, stykket stammer fra.
Stykket er skrevet i 1913, og det kan godt være, at nogle mumler: Det er jo det dramatiske år, hvor Strawinskij revolutionerede musik og ballet med sin ’Sacre de Printemps’, men dér i Paris var der sandelig også et borgerskab, som hylede op om skandale – næsten det samme borgerskab, der blev gjort nar af i ’Den spanske flue’ på berlinerteatret, hvor fluen fik sin uropførelse.

ABSURD

Vi er til farce i 2. potens – stykket har gjort latterkrampe til en sygdom også i København ved tidligere lejligheder – en cykelhandler tæt på Folketeatret havde engang et billede hængende i sit vindue af en mand med kæben vredet af led til minde om en opførelse af ’Den spanske flue’.
Selvfølgelig har vi en absurd forvildet Andreas Jebro som den unge Henrik i Meisel-familien, som Klinke datteren Paula – spillet af Malin Brolin-Tani – bør giftes med. Forvildede ynglingestarutter er Jebro ekspert.
Og selvfølgelig dukker der en smart advokat op – Casper Juul Berg spiller ham – og spreder berettiget mistanke om at være den famøse, urovækkende sønnike af i hvert fald én af de nervøse fædre.
Og selvfølgelig tilfalder faderskabs-gevinsten Martin Ringsmose, der har været jaget til nervesammenbruddets rand gennem det labyrintiske handlingsforløb, og som Sennespsfabrikant Kline i øvrigt har snuset sig til bedøvende trøst fra det sennepsrøranlæg, der pryder væggene.
Det er støjende fart over feltet af alle tolv medvirkende – inklusive Steffen Eriksen, Christina Gjerulff, Jakob Højlev Jørgensen, Henrik Weel, Jørgen W. Larsen og Julie Buch-Hansen.
Det er så dét. Fluen summer videre: Til marts 1914 kommer Berlins Volksbühne på gæstespil på Det Kgl. Teater med en meget omtalt version af ’Den spanske flue’.

gregersDH.dk