Mette Marckmann og Peter Oliver Hansen i ‘Forelsket i KBH’ (Foto: Bita Fogsgaard)
KØBENHAVN, KØBENHAVN
Café Liva hygger med københavner-sange som startprogram på den nye båd i Nyhavn
***
SÅ fin den er, den nye Café Liva-båd! Som den ligger der i al sin glans i Nyhavn og ligner et kæmpemæssigt væltet Snehvide-køleskab. Luksus i forhold til den gamle! Billetkontor ved indgangen og en bred trappe ned til det hellige, hvor kunsten skal udfolde sig. Færre knækkede ankler!
Nedenunder ligner det sig selv i faconen, en båd er en båd, scenen i den ene ende, ikke mange centimeter større end den var på den gamle båd, og vi der kikker på sidder ved borde med vores glas og nødtørftig udsyn.
Åbningsforestillingen er en lille glad københavner-sag, et potpourri af sange om den kære by, stykket sammen af Jacob Morild og de medvirkende, Mette Marckmann og Peter Oliver Hansen, med Lars Fjeldmose som musikalsk tovholder.
FANTASI
Fjeldmose anslår rådhusklokkerne, og så kører det i en god time med sentimentale, minderige, muntre og et par enkelte mere hovedet-på-skrå sange til byens pris. Det sidste, hvis man f.eks. vil regne Gertrudes sørgmodige og forgæves venten på sin Kaj en aften i regnvejr på Solitudevej. Den gør Mette Marckmann til et lille drama for sig, heldigvis uden at vi går glip af den ekstravagante perlekæde af alt, hvad nu kan rime på Solitudevej.
Tænk, hvad den verbale fantasi dog kunne afstedkomme i hovedet på en revydigter som ’Poeten’ (Poul Sørensen) dengang.
Og så kan vi jo lige snakke om den musikalske fantasi, som Lars Fjeldmose kan mobilisere for at få et Brecht/Kurt Weill tema til at gå i spand med melodien til ’Manden på risten’ og så klistre ’Jeg er din barndoms gade’ oven på. Det er Fjeldmose, Oliver og Marckmann i en slags terzet, skægt og udspekuleret.
USPISELIGE MIKROFONER
På det tidspunkt er vi halvvejs inde i forestillingen, og den er faldet lidt til ro fra at være begyndt på meget høje nagler, som var det KB-hallen, der skulle råbes op. Ikke gjort mere spiselig ved brugen af mikrofoner – et lammende og urimeligt virkemiddel, der er helt unødvendigt i sådan et minilokale som Café Livas.
Egentlig finder forestillingen først den nødvendige intimitet og publikumsfortrolighed, da Mette Marckmann stille og roligt konverterer John Mogensens ’Sidder på et værtshus’ til en damesag og skaber den humane beværtnings-stemning og københavner-genkendelighed, som de fleste af sangene strejfer eller fordyber sig i.
Hun har ellers problemer undervejs med at styre rundt mellem stemmeniveauerne som en anden knægt i overgang, hvor Peter Oliver som den frejdige lømmel bare synger af karsken bælg og leverer sine tekster og figurer uden større dikkedarer, og ikke har problemer med hverken at få Cæsars Storkespringvand til at sprøjte på det styggeste, og Knippelsbro til at gå op og ned – i endnu en fantasifuld medley, brygget af børnesange i Fjeldmoses indre musikalske værtshus.
TEKSTER
Jacob Morild har hæftet sangene sammen med nogle korte tekster, hvor af især en Nordvang-patient på omflakkende gade-ekspedition i Olivers skikkelse og en hurtig latterliggørelse af danskprøven for indvandrere bider godt til.
Kabareten har titlen ’Forelsket i København’. Den er ikke en verdensbegivenhed, men man hygger sig med den på den nye båd.
